Italesætte

Har man yndlingsaversioner, er der noget på spil. Ting, man elsker at hade, samler energi. Sådan er der nogle, der har det med udtrykket at ”italesætte”. Det opfattes ikke neutralt, det er snarere et udtryk, der deler vandene.

Modstanderne af udtrykket synes, det er uægte. Hvis man italesætter, sidder man og beregner, hvad man skal sige og hvilke ord, man skal vælge.

Italesættelse er noget, spin-doktorer eller andre reklamefolk gør. De bruger tid på at formulere sig, så vi ikke opdager, hvad der sker, eller værre endnu, så de heller ikke selv ved det.

Vi sætter i scene, deraf iscenesættelse. Vi sætter i værk, i gang, i stand, og alle har de tilhørende navneord: iværksættelse, igangsætning, istandsættelse.

Så kan man da også sige italesættelse, når man sætter noget i tale, dvs. vælger, hvordan man vil formulere det. Men måske det netop er den bevidste overvejelse af, hvad man vil sige, der kan føles som noget negativt, planlagt, beregnet.

Ordet stammer ironisk nok fra diskursanalysen, som er en magtkritisk måde at gennemskue og forstå politisk argumentation på. Det er meget vigtigt, hvilke ord man vælger.

Et godt eksempel kunne være optakten til den seneste og stadig kørende rigsretssag.

Kaldte vi det en instrukskommission eller en barnebrudskommission? Hvis vi vælger instrukskommissionen, holder vi os til det strengt juridiske og meget saglige, nemlig hvorvidt ministeren instruerede sine embedsmænd til at administrere loven på en særlig måde.

Men hvis vi siger barnebrudskommissionen, lægger vi vægten et andet sted: Ikke jura, men politik, ikke saglighed, men følelser.

Man husker måske et andet eksempel fra valgkampen 2015, hvordan det meget fornuftige forslag om at regulere trafikmængden i Storkøbenhavn faldt med et brag, og det måske skyldtes den betegnelse, der slog an i medierne.

Forslaget blev alle steder omtalt som ”betalingsringen”, og da betaling er dårligt (og kan italesættes som ekstra skat), kaldte selve ordet på modstand. Hvis det var lykkedes at kalde initiativet for ”trængselsringen” eller  ”bilbegrænsningen” eller ”ren luft i byen”, kunne det være gået anderledes.

Dansk bruger udsagnsordet ”sætte” i mange sammensætninger (hov, der var det igen). Vi oversætter, fremsætter, udsætter og ansætter alt muligt.

Vi har modsætninger, tilsætningsstoffer, udsættelsesforretninger, forudsætninger og tilsidesættelser. Vi kan også værdsætte, behovsudsætte, værdifastsætte eller endda konkurrenceudsætte, så der er masser af fortilfælde for den fleksible brug.

Italesætte er ny og derfor omstridt, men det er jo et meget nyttigt ord.

Tænk på det at sætte i værk, hvor vi også taler om iværksættere og hylder dem med en løvehule og masser af applaus, for slet ikke at tale om økonomisk støtte. Man taler ligefrem om at få ”iværksætteri” på dagsordenen eller skoleskemaet.

Iscenesættelse er på lignende måde gået fra teatret ud i andre og større sammenhænge, først og fremmest er det blevet en kliche i sportsverdenen, hvor createurer som Christian Eriksen kan sætte målscorere ”i scene”.

Men også i erhvervslivet spiller man hinanden gode og iscenesætter både det ene og det andet.

Man kunne måske overveje, om vi har flere muligheder, som vi ikke udnytter. På tysk har man et fabelagtigt ord, der hedder ”Auseinandersetzung”, egentlig det at skille noget ad eller komme til en forståelse af noget.

Det bruges også om at udfordre, at sætte sig selv ind på en konflikt, at tage tyren ved hornene og vove en holmgang.

Men hvad det skulle hedde på dansk, er knap så indlysende. En ”over-for-hinanden-sætning” er ikke helt mundret, en ”fra-hinanden-tagen” heller ikke.

Ordbogen foreslår så forskellige løsninger som ”diskussion, opgør, kontrovers, sammenstød; udredning, redegørelse, forklaring; ordning; skifte”, men at samle det i et enkelt ord er svært.

På svensk taler de om ”ifrågakomma”, når noget kommer på tale, og de har også at ”ifrågasätta”, som svarer til der, hvor vi sætter spørgsmålstegn ved noget eller drager det i tvivl, ja det kan endda betyde at afhøre nogen.

På dansk er ”ispørgsmålssætte” dog kluntet og umuligt, og ”itvivlsætte” ikke let at sige eller forstå.

Men meningen skal vi kunne udtrykke, så sandt som der altid er brug for at sætte spørgsmålstegn ved f.eks. ufornuft, magtmisbrug eller kortsigtede økonomiske gevinster.