Forsæt: At fortsætte
Nytår er sæson for status og nye mål. Både i de store sammenhænge og i ens personlige liv er nytåret en anledning til at gøre regnebrættet op. Hvordan gik det, og hvor skal vi eller jeg hen?
Mange sætter sig velmente mål for det nye år, såsom hvid januar (= ingen alkohol en hel måned), rygestop, mere motion eller slankekure. Så taler man om nytårsforsætter, og mere om dem lige om lidt.
Erfaringen viser jo nok desværre, at disse forsætter skal tages med et gran salt. Dermed menes, at forbehold er helt i orden. Man kan og skal ikke forvente, at de løfter, folk aflægger nytårsaften, gælder uforkortet og 100%.
Der skal et gran, altså en lille smule skepsis til.
Granus er latin for korn, dvs. den mindste enhed, man kan tælle. Sands-korn eller altså salt-korn i dette tilfælde. Det har faktisk ikke noget med gram at gøre, selv om der findes dem, der forveksler de to ord og taler om at tage noget med ”et gram salt”.
Men et gram er meget mere end et gran, og enhver amatørkok ved, at det tilsyneladende upræcise gran rammer behovet meget bedre, end hvis man begyndte at veje salt af på vægten.
Skal man så forholde dem det rigtige udtryk eller skal man foreholde dem den? De to ting er nærmest modsatte, for det at forholde nogen noget er at forhindre dem i at få det, at holde det tilbage.
Men hvis man derimod foreholder nogen noget, så smækker man det lige op i ansigtet på dem. Der er noget moralprædiken over at foreholde nogen noget.
Man ser en gammeldags lærer for sig, der ikke bare bemærker, at en elev kommer for sent, men også lige skal sikre sig, at eleven forstår, hvor forkert det er, hvordan det nedbryder hele aftalekulturen og kan gøre hele ens fremtid på arbejdsmarkedet usikker.
Dette eksempel på forskellen mellem for- og fore- er ikke det eneste. En del gloser skifter fuldstændig betydning fra forstavelsen ”for-” til forstavelsen ”fore-”, og den lille forskel er nok en tanke værd.
Det ser ud til, at verber med fore- betyder foran eller frem for noget andet, og at der altså ligger en sammenligning eller dobbelthed i betydningen. Med for- er det blot en bevægelse, ind foran eller væk. Et par eksempler:
For-trække er ikke det samme som at fore-trække. At for-trække er at gå væk, at forlade stedet. Fore-trække derimod betyder at vælge noget frem for noget andet.
Det at fore-stille sig er noget helt andet end at for-stille sig. En fore-stilling er en anden verden, sat foran virkeligheden, mens den, der forstiller sig, tager en maske på og stiller sig an. Man kan selv tænke videre om forskellene på f.eks. fore-give og for-give eller fore-gå og for-gå.
Så hold øje med den lille forskel. Man kan ud fra overskriften danne den forkerte stavemåde ”et nytårsfortsæt”. Forståeligt, måske, siden vi jo alle sammen kender og bruger verbet at fort-sætte, dvs. blive ved med. Vi har det samme fort- i fort-løbende, og i en gammel salme kan man finde udtrykket ”at fare fort og målet nå”.
Men nytårsforsæt er jo ikke noget, man bliver ved med, nærmest tværtimod. Det er noget, man sætter sig for. At sætte sig noget for indebærer, at man placerer det foran sine øjne, så man altid kan se det.
Indenfor juraen taler man om forsæt, dvs. at man foretager sig noget med vilje, man kan gøre for det, man stiller en målsætning op. Derfor gælder der forskellige strafferammer for det forsætlige og det uforsætlige.
I dagliglivet er det ligeså. Det er ligesom ikke rigtigt en slankekur, hvis den ikke er forsætlig.
Kineserne har et ordsprog: Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, så ender vi der, hvor vi er på vej hen. Man kan læse det både som et løfte og som en forbandelse.
Ordsproget understreger, at hvis det kommende år ikke skal blive business as usual, skal der træffes en bevidst beslutning, man skal sætte sig et mål, som man sætter noget ind på.
Hvis 2020 ikke bare skal fortsætte ind i 2021, skal du sætte dig det for.