Vikingelatin

Vikingerne havde salt, men ikke peber. Det ved vi, fordi det var et ord, de måtte låne, og som de tog ind i sproget, da de begyndte at få smag for det. ’Piper’ er latin, hugget direkte fra græsk, som så meget andet, f.eks. sennep, kørvel eller persille. Persille er nemlig i grunden petrosilium eller på græsk petro-selinon, og det betyder ordret ’klippe-selleri’. Vikingerne lavede heller ikke hakkebøffer. De spiste selvfølgelig kød, men mest i hele stykker, stegt eller kogt. Ordet fars kendte de ikke, for det er nemlig latin. Fars betyder ordret ’fyldt’ eller ’stoppet’, og man brugte ordet om det, man farserede med. Så når du rører en fars, taler du latin ligesom allerede vikingernes efterkommere i middelalderen. Men vikingerne ristede ikke bare kød, de ristede også runer. Disse tegn havde de opfundet som et lokalt modsvar til alfabetet, og når de ristede, skyldes det, at de enten huggede tegnene ind i sten eller skar dem ind i træ. Riste vil sige at ridse. Når vi i vore dage ikke længe...