Folk snakker, som folk er flest, og det er ikke til at have folk mere. Sådan lyder nogle af sprogets faste vendinger.
Folk betyder nogle gange bare mennesker i al almindelighed, men andre gange er det nogle ganske bestemte.
- Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil, sagde Grundtvig. Det kræver blot øre for modersmålet og ild for fædrelandet at være med.
Hos Grundtvig er det folk i en mere specifik betydning, der tales om, det er noget mere over i det nationale (latin: det man er født til) eller med et græsk ord det ”etniske”.
Alle mulige ord med folk foran drønede ind i sproget for knap 200 år siden. Folkeforsamling, folkeeventyr, folkedans og folkesang, ja i det hele taget ordet folkelig. Og dertil kommer de ord, der hører særligt til det politiske område i forbindelse med grundloven: Folketing, folkekirke og folkeskole.
Denne tilvækst i ordbogen skyldtes den nye styreform, der blev indført, og som man på godt dansk kaldte folkestyre.
Det gjorde man, fordi modersmålet var så vigtigt for alle romantikerne i starten af 1800-tallet. Folkestyre er nemlig en såkaldt kalke, dvs. ordet er kalkeret efter det fremmedord, man ville undgå. Fremmedordet var det græske ord demokrati, og oversat led for led svarer de to ord helt til hinanden.
Demos er folk og kratia styre. Folke-styre.
De gamle grækere skelnede nemlig mellem folk og folk. Folk i betydningen en samling mennesker med fælles afstamning og familiefølelse hed ”ethnos”, mens folk i den politiske betydning som dem, der udgør en stat, var ”demos”.
Demokrati var for dem en styreform, hvor den vigtigste aktør var det brede folk, dvs. alle borgere, og det sikrede man ved flertalsafgørelser på folkeforsamlingerne og ved lodtrækninger til centrale positioner som byrådsmedlemmer og dommere i folkedomstolene.
Andre muligheder var ”aristo-krati”, ordret de bedstes styre, nemlig overklassemindretalsstyre eller mon-arki (ene-ledelse), hvor kun én bestemmer.
Det latinske ord for folk er populus. Det lever videre i ordet populær, altså folkelig, og dermed ”pop”, men det har jo også den franske variant ’pøbel’ (fra peuple), som vi tog til os efter den franske revolution.
Folket som det, man ikke kan styre, hoben, the mob, som vi så det i sidste uge i Washington.
På politisk jargon taler man så om populisme, som kort sagt er det, at en folkelig bevægelse ikke kan se forskel på demos og ethnos.
Populisternes grundlæggende problem er denne manglende nuance. De taler altid om folket i bestemt form ental og kalder sig et ”vi”, men det giver højst en lille smule mening – og i så fald kun i etnisk forstand.
I politisk forstand kan der ikke kun eksistere ”folket”, for det politiske folk kæmper politisk ved at dele sig efter politiske anskuelser og skillelinjer. Politik er pr. definition det at være uenige og afstemme de forskellige interesser, det er ikke at dømme de andre ude. Uenighed gør stærk.
Demos kendes fra et par andre låneord, for tiden især pan-demi. I modsætning til en epi-demi rammer en pandemi nemlig hele folket.
Og ligesom der findes en, der hjælper børn i vej (pæd-agog), taler man også om en dem-agog, altså en folke-fører, mere præcist måske gengivet med folke-forfører.
Vi må håbe og arbejde for, at vi ikke får en demagogpandemi.