Lydefterlignende ord

”Koax, koax! Brekke-ke-kex!” Sådan taler frøer, i al fald gør den bekendte frø hos H. C. Andersen.

Han lader i Tommelise den lille pige blive fanget på et åkandeblad og ført med strømmen lige lukt ind i et tvangsægteskab med den grimme tudse. Det er ikke den skrækkelige historie, der interesserer os her, men derimod dyrenes sprog.

Skrøbelige læsere skal i forvejen være forsikret om, at ingen små, forheksede piger kommer til skade i løbet af eventyret eller i denne klumme.

Men taler dyr? Mangen en hunde- eller endda katte-ejer vil have erfaringer, der tyder på ja, og går man til kanariefugle, er der ingen tvivl. Papegøjer er et helt kapitel for sig.

Af terapeutiske grunde kan man dykke med delfiner for at kommunikere med dem, og der udgives cd´er med hvalsang. Bierne fortæller hinanden, hvor der er honning, og myrerne lægger duftspor med informationer, vi slet ikke har ord for.

Det sidste nye er teorier om, at selv svampeorganismer og træer taler sammen.

Det skulle slet ikke undre, hvis der er noget om det, men vi menneskers begreb om de andres sprog er noget mangelfuldt. Vi har en tendens til kun at tiltro vores egen art evnen til kommunikation.

Vi siger ikke, at dyr taler, for vi bruger andre ord.

Vi siger, at en hund ’gør’ (med stød), en kat ’miaver’ og en gris ’grynter’. Koen siger ’muuh’, fuglene ’pip-pip’ og frøen altså ’koax, koax, brekke-ke-kex’, hvis ikke vi er lidt mindre kreative end Andersen og nøjes med ’kvæk’.

Det er lidt underligt, at traditionerne fra land til land er så forskellige. Det, der på dansk hedder ’vov-vov’, hedder på engelsk ’bow-wow’, og går man til andre dyr, er forskellene endnu større.

Anden siger ’rap-rap’ (for det er jo en rap-and), men på engelsk siger den ’quack’.

En dansker i sine børns amerikanske børnehave kom faktisk galt af sted, da dyrelydene var på programmet til et forældrearrangement. ’Hvad siger frøen?’ blev han spurgt, og så sagde han ’Quack-quack’.

På amerikansk er dette udtryk børnesprog for en ’rapand’, og der blev pinlig tavshed. Kender den mand ikke forskel på frø og and? De amerikanske tudser er nemlig større og bliver på menneskesprog udstyret med lyden ’ribbet, ribbet’.

Helt skørt bliver det, når bogstaver i historiens løb ændrer udtale.

Hos Europas første forfatter Homer fremgår det, at fårene siger lyden ’bææ’, nemlig bogstavet b + et langt e, som vi plejer at udtale som æ. Men på nygræsk har bogstaverne ændret lyd. B lyder nu som et ’v’, og det lange e udtales som et ’i’. Så pludselig siger fårene hos Homer ’viii’.

Men dyr er jo ikke ene om at give lyd fra sig. Man kan tale om, at vandfald buldrer, kilder pludrer, bølger bruser eller trompeter trutter. Vi har ord for fugle som ’sisken’ og hyggeord som ’pussenusset’.

Vi taler om ’sjap’ eller om at flaget ’blafrer’, og bag alle disse forskellige ord ligger der en lyd og gemmer sig. Man skal bare åbne ørerne.

Ritsch-ratsch, filionggongong, tik-tak, tralalalala, drøn, hvislen, bulder og brag, plump, smat, pløre og hylende blæst. Der er en hel række af ord, som er en slags gengivelse af lyd. Læser man tegneserier, kender man flere. Det blæser: Svuusch. En bil drøner af sted: Vrooooooom. En mønt falder på fortovet: Pling!

Den tekniske betegnelse for sådanne ord, der efterligner lyde, er udtrykket ’onomatopoietikon’. Det er så fed en betegnelse, at selveste Allan O. har brugt den som titel på en af sine udgivelser.

Albummet er fra 1999, og eksilnordjyden nu bosat i Aarhus har i interview fortalt, at han drillende valgte ordet – onomatopoietikon – fordi han vidste, at det ville være hulens svært at stave korrekt for de anmeldende journalister. For ikke at tale om – hvordan udtaler man det korrekt?

Egentlig er ordet græsk. ’Onoma’ er navn/betegnelse og ’poiein’ er det græske ord for at skabe (Vi kender det fra poeter = skabere og poesi = noget skabt). Onomato-poietikon betyder så det, at lyden skaber ordet. Vi kan kalde dem for lydmalende ord, og man kan sige, at ’ordet skaber, hvad det nævner’.

Sådan er det i eventyrene, hvor man kan få magt over trolden, når man kender hans navn. Tinsoldaten ved, hvad han skal sige til hundene med øjne så store som jeg-ved-ikke-hvad.

Og den stakkels umælende Tommelise får heldigvis hjælp udefra, så hun kan undgå det store stygge tvangsægteskab.