Vikingerne havde salt, men ikke peber. Det ved vi, fordi det var et ord, de måtte låne, og som de tog ind i sproget, da de begyndte at få smag for det.
’Piper’ er latin, hugget direkte fra græsk, som så meget andet, f.eks. sennep, kørvel eller persille. Persille er nemlig i grunden petrosilium eller på græsk petro-selinon, og det betyder ordret ’klippe-selleri’.
Vikingerne lavede heller ikke hakkebøffer. De spiste selvfølgelig kød, men mest i hele stykker, stegt eller kogt. Ordet fars kendte de ikke, for det er nemlig latin. Fars betyder ordret ’fyldt’ eller ’stoppet’, og man brugte ordet om det, man farserede med.
Så når du rører en fars, taler du latin ligesom allerede vikingernes efterkommere i middelalderen.
Men vikingerne ristede ikke bare kød, de ristede også runer. Disse tegn havde de opfundet som et lokalt modsvar til alfabetet, og når de ristede, skyldes det, at de enten huggede tegnene ind i sten eller skar dem ind i træ.
Riste vil sige at ridse.
Når vi i vore dage ikke længere rister, men skriver, så har vi hentet ordet udefra. Scribere er latin og betyder at skrive, men vi kunne altså først sige det, da vi havde lært det af munkene i middelalderen.
Det var også dem, der kom med de ting, vi skulle bruge, nemlig pen og papir. Pen er det latinske ’penna’, der betyder fjer, og papir er hentet fra papyrus-planten.
Den lavede allerede ægypterne skrivemateriale af.
På den måde er der fremmedord, der er så gamle og indarbejdede i sproget, at de slet ikke opfattes som fremmede længere. Vi siger præst og opfatter det ikke som et græsk ord, selv om det er det.
En ’presbyteros’ betegner i Ny testamente en af de ’ældste’ med en ledende rolle hos de første kristne. De andre ord for funktioner i kirken er også importvarer, både munk og nonne, provst og biskop.
Vikingerne havde både gud(er), himmel og helvede, dåb og jul, før de blev kristne, men resten af betegnelserne måtte de låne udefra, påske og pinse, messe og pave.
Fra den tid stammer f.eks. ’almisse’, som er en forvanskning af et oldgræsk ord, der betyder medlidenhed, ’eleæmosyne’. Vikingernes hellige steder lå på gårdene hos de enkelte stormænd, og derfor måtte man også importere ordet kirke, da man gik over til kristendommen og byggede en ny type hus. På græsk hedder kirken ’kyriakæ’ og betegner det, der hører herren (kyrios) til.
Men de kristne indvandrere byggede også på en anderledes måde. Der gik ikke lang tid, før de første trækirker blev afløst af stenhuse. Mange steder havde man kampesten eller frådsten nok, men man kunne også lave sine egne.
Disse hjemmelavede sten hed på latin tegulae og var lavet af brændt ler. På dansk blev det til ordet tegl, der altså er et tidligt eksempel på et fremmedord.
Med tegl i hånden kunne man bygge en mur. Det havde vikingerne ikke kunnet, for hos dem hed det en ’væg’, og den var af træ.
Ordet murus er latin og kommer på dansk til blot at hedde ’mur’. Endnu et ord til buketten af lån.
Murerne kan også finde på at lave en ’kælder’, og det ligner jo et ærke-dansk ord, men det er det ikke. Ordet stammer ad omveje fra det latinske cella, som er et rum, der kan lukkes.
Vikingerne havde set, hvor nyttigt sådan et forrådskammer kunne være, når de plyndrede klostre i hele Nordeuropa, så sådan en ting måtte de også have.
På den tid udtalte man øjensynlig cella med en k-lyd, siden cella blev til kælder.
Da man senere i middelalderen begyndte at holde folk indespærret i fængsler eller de gik frivilligt i kloster, lånte man ordet igen som ’celle’, nu blot udtalt med en s-lyd.
I sådan en kælder har man tingene liggende forsvarligt aflåst i en kiste, en kasse med låg. Er det så ikke et dansk arveord?
Nej, det er et oprindeligt græsk ord, som nåede os via latin. De stavede det cista og udtalte det med indledende k. Da man senere indførte fremmedordet ’cisterne’, som kommer af samme stamme, var udtalen skiftet til s-.
Så den dag i dag bærer vi et sprog med os, som har hentet ord udefra lige så længe, som vi kan følge sproget på skrift.
De første kristne danskere benyttede skriften, bøgerne, kristendommen, klostrenes urtehaver og den centraleuropæiske byggeskik og tog en masse latin med i købet.