Erantis

Det er forår, og alting spirer frem. Vi finder vintergækker på overraskende steder; hos klummeskriveren er der dukket én op i brolægningen lige nedenfor trappen.

Vips, så står der en blomst i det smalleste bed, man kan forestille sig. Der er også set krokus, og mængder af erantis lægger farve på de blege, optøede havelandskaber.

Vintergæk hedder sådan, fordi den gør nar ad vinteren, den driver gæk med kulde og sne. Krokus hedder crocus på latin, men er egentlig det græske ord for safran. Safranplanten tilhører da også crocus-familien.

Også erantis er et græsk ord.

”Er” er foråret, og en ”anthos” er en blomst, sådan som man måske kender det fra det fine ord antologi, som betyder en blomstersamling og er metafor for et tekstudvalg. Gå ud og pluk en tekst.

Så ordet erantis betyder i sig selv forårsblomst, og på den måde er den forårsblomsten fremfor alle andre, den varsler og symboliserer den fase i året, som vi lige nu går ind i.

Et kært barn i min nærhed kaldte i sin tid blomsten for tis-rand. Uden at have lært det må han have opereret folkeetymologisk, altså tænkt sig til en sammenhæng, der ikke er der.

Blomsten er rund, og den er gul. Hvad var det, du sagde? Jeg hørte det ikke rigtigt, så du har nok sagt tis-rand, for det giver mening.

Det er jo sådan, den ser ud, den ligner en rand af tis. Hvis der er sne, bliver det endnu mere indlysende. Den varme væske former en imploderende gul rand i sneen, mens blomsten eksploderer i gult. Rundt og varmt og forbavsende livskraftigt i det hårde miljø. 

Eram, eras, erat, eramus, eratis, erantis.

Billedhuggeren Laila Westergaard er kunstneren bag en serie fliser i gården på Ribe Katedralskole. Serien kalder hun Ord på vej, og det er lige, hvad de er, man går jo bogstavelig talt på dem.

Billedet viser den flise, hvor hun mimer forne tiders udenadslære. Poderne i latinskolen skulle lære bøjninger udenad, og her har vi så udsagnsordet ”at være” i alle datidsformerne. Kun den indviede kan se, hvor det skrider, for det gør det. Jeg var, du var, han-hun-den-det var, vi var, I var, de var. Nej, det var de så ikke, pludselig får man en blomst i synet.

Der står ikke som ventet ”erant”’ (= de var), der står erantis. Et lille koket gult tillæg til den seriøse grammatik. Endelsen -tis ser fejlplaceret ud, for den stod der jo også lige før, i 2. person flertal.

Der er så kort fra eratis til erantis, så man tror, det er løgn. Associationen er lige for, det er endda tænkeligt, at den er opstået i mange andre hjerner, før den kom til Lailas.

Remsernes flade kulde brydes af den skæve endelse. Den regelrette bøjning er ellers forudsigelig, som den ene, så også den anden, ligeartet, ligedannet og ligetil.

Men pludselig møder man noget andet, og mønstret brydes. Der kom noget uventet, det skred, man blev fragtet fra den forventede og trygge fuldendelse over til et helt andet landskab.

Som erantis ud af sne, som håbefulde overraskelser i corona-trummerum, som nyt midt i gammelt. Et moment af overraskelse i holdbar granit. En meget fin flise på et meget gammelt sted.