Meta

Billedet her er fra Vejgaard i Aalborg, faktisk fra den del af området, som gør det i pigenavne. Lidt bag fotografen ligger den lange Sofievej, hvor den lokale boldklub har hjemmebane. Den kalder de ”Soffy Road”.

Personnavnenes kulturhistorie er lang og rimelig velbelyst, og for klummeskriveren er navne en kilde til nysgerrighed og aha-oplevelser.

Sofie leder direkte tilbage til grækerne, akkurat ligesom det lidt mindre udbredte Sofus. Sofia betyder visdom, Sofus betyder klog, og kærligheden til visdom er: filosofi.

Med Metavej er det noget andet. Forskellige opslag på nettet godtgør, at viden ikke er det samme som visdom, for der er næsten ingen ende på de historier, man bindes på ærmet om navnets oprindelse. Der melder sig omgående følgende forklaringer:

Metha skulle angiveligt være sanskrit og betyde næstekærlighed.

Meta skulle være persisk og betyde barn af lys.

Meta skulle være latin og betyde sejr, eller det skulle være latin og betyde mellem.

Meta skulle være et gammelt skandinavisk/tysk navn, som kommer af Margaret – Magrete.

Meta skulle være græsk og betyde perle.

Kilden er hjemmesiden www.navnebetydning.dk, og pas på den. Det kan nemlig kræve sin mand at tjekke alle disse fejlskud igennem, og det vil vi overlade til den læser, der har tid.

Hvis vedkommende kan gøre rede for, hvordan meta kan betyde sejr på latin, og kan efterspore, hvordan denne ellers ukendte viden er opstået og vandret hen på nettet, vil klummeskriveren meget gerne høre mere.

De sidstnævnte to muligheder får dog æren af at stå sidst, fordi de har noget for sig. Alle de navnehistoriske forviklinger, der også leder til både Grethe og Mette, er derimod meget senere, og det er således en tilfældighed, at pigenavnet Meta deler bogstaver med et oldgræsk forholdsord.

På græsk betyder ”meta” mange ting, og det kan oversættes meget forskelligt, f.eks. hen til, efter, iblandt, imellem, ved, formedelst, i overensstemmelse med. På dansk er der fremmedord som metafor = billedsprog, nemlig at bære betydning over fra et område til et andet, eksemplet kunne være en bolighaj.

Der er også metafrase = ordret, upoetisk gengivelse, metatese = lydombytning, metonomasi = oversættelse af et navn til et andet sprog (f.eks. Rasmus Bjerg til Erasmus Montanus), og metonymi = navneombytning, dvs at man f.eks siger, at man læser Holberg, selv om det jo er hans skrifter, man læser.

Men samlet set fornemmer læseren jo nok, at der med ”meta” i grunden siges noget om ”over”, ”fra det ene til det andet”.

En hel anden familie af meta-ord afhænger historisk set af Aristoteles’ værkliste. Efter hans bog om fysikken kommer nemlig meta-fysikken, som to af hans vigtige titler hedder.

Metafysikken handler om det, der kommer efter eller ud over det fysiske.

Fysik handler altså om naturen, metafysik om det over-naturlige, det som er ud over vores sanser.

Denne sprogbrug er taget til og eksporteres i moderne videnskabslingo, så at man nu kan møde både metamatematik, metakritik, metapolitik, metapsykologi og metabibliografi, og dertil kommer sammensætninger, hvor ordet kombineres med andre sprog end græsk: metalingvistik, metasprog, metastudier eller metavidenskab.

Denne trend frigør nu forstavelsen, så den kan stå alene. Et udsagn som f.eks.: ”Nu bliver det lidt for meta” betyder, at samtalen kommer til at handle for meget om samtalen.

Eller som i kulturen.nu’s nylige anmeldelse af Aalborg Teaters forestilling Tine, at skuespillerne i stedet for at tale omtaler sig selv i tredje person. ”Tine gik forfærdet videre” (siger Tine på scenen, mens hun går forfærdet videre).

Med meta fordobles virkeligheden, så den ikke kun er virkelig, men også italesat som virkelig. Denne udvidelse føles meget hurtigt som at gå i ring. Man mindes Kierkegaards berømte definition af ”ånd”: 

”Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv.”

Så meta kan overdrives.

Lige så vigtigt, som det er at forholde sig til virkeligheden og dermed fordoble den og tage denne fordobling så alvorligt, at man også forholder sig til den, lige så vigtigt er det at undgå endeløse fordoblinger af fordoblingen.

I den sammenhæng er det gode ved billedet ovenfor, at Metavej helt metaforisk ender blindt.