Englænderne vandt EM i fodbold. Hvad herrerne sidste år ikke kunne klare på hjemmebane, lykkedes for damerne. Eller skal vi skrive kvinderne? Jo, det gør vi: Kvindefodbold har været en publikumssucces på det seneste, både på lægterne og i TV.
Af praktiske grunde var det nok godt, guldet blev engelsk. Tænk, hvis Frankrig havde vundet. Skulle vi så sige, at det var franskmændene, der vandt kvindernes EM? Smag lige på ordet: Fransk-mand. Hmm, ikke den bedste betegnelse for de velspillende fodboldkvinder. Og kommentatorerne talte uanset kønnet om holdet som et mandskab.
Sådan er der køn i sproget. Spørgsmålet drejer sig ikke her om det grammatiske køn, det vil vi se bort fra, selv om enhver, der har forsøgt at lære tysk, kender til problemer i den anledning.
Men sproget afspejler på mange måder kønnenes forskellige betydninger igennem historien. Det, vi kalder menneskeheden, hedder på engelsk man-kind, og manden har gennem århundreder været det normale, det forventede. Det føles som en undtagelse, at ordet ’menneske’ på svensk opfattes kvindeligt. Människan hon ... gør et eller andet.
Klummen vil til slut runde det uendeligt svære spørgsmål om, hvor mange køn der er, når man skal beskrive en selv. Men lad os starte i ordbogen.
Udviklingen går i vores tid mere og mere væk fra betegnelser, der indeholder køn. Hvor man i gamle dage kunne møde både fortællerske og forfatterinde, bliver de tilsvarende funktioner nu næsten altid betegnet som fortæller og forfatter uanset køn. I skoleverdenen taler man ikke om lærerinder længere, og hvis man møder dem, er det ofte i ældre tekster.
Denne udvikling er naturlig, for så vidt som stort set alle positioner i samfundet er blevet åbne for alle.
Hvor man i det traditionelle, borgerlige samfund kunne kalde generalens kone for generalinde eller tale om ’fru landsretssagføreren’, ser vi nu mere lige på kønnenes muligheder.
Alligevel vakte det stor bestyrtelse for nogen tid siden, at forretningskæden ”Lagkagehuset” angiveligt havde nedlagt forbud mod betegnelsen kagemand om et kært produkt i deres sortiment.
Diskussionen kom hurtigt ud af kontrol på de sociale medier, og først langsomt dæmrede det, at nogle debattører havde misforstået sagen, måske med vilje. Ordet kageperson forekom blot som en samlebetegnelse for, at kunderne fik helt frit valg om både form og inskription på de pågældende kager. Ingen forbud her.
Men det er ganske sigende for følelsesniveauet, når den slags ting sker. Debatten bliver lynhurtig intens, og villigheden til at tro det værste om de andre stiger omvendt proportionalt med emnets betydning.
I virkelighedens verden lever vi godt med, at folk selv må bestemme, om de vil hedde formand, forkvinde eller forperson for en bestyrelse, forening eller alt muligt andet. Min stavekontrol har godt nok ikke forstået, at ’forperson’ er i orden, men alle kan forstå ordet, hvis de vil, så det er svært at se, hvem der skulle tage skade af lidt sproglig eksperimenteren.
Undersøger man sagen nærmere, er denne udvikling løbende og har altid fundet sted. Mange af de kønsbestemte betegnelser er på vej til forældelse, fordi de har rod i det bondesamfund, vi ikke længere har ret meget af.
Vi kan nævne køkkenkarl, skriverkarl, tjenestekarl, ungkarl. Rideknægt, staldknægt og måske også skarnsknægt. Logebror, staldbror, svirebror, våbenbror og slagsbror. Bydreng, læredreng, skibsdreng, pølsemand, gårdmand og ejermand.
Der er køn i betegnelserne, men det kunne jo ikke undgås på den tid, ordene opstod. Alle de ting behøver man knapt nok lede efter erstatninger for, eller det giver sig selv, hvad man siger. En ungkarl er en ugift ung mand, en svirebror er en drikkekammerat, en ejermand er bare en ejer, og så videre, og så videre.
Men på andre områder er det måske ikke helt nemt. Hvad kalder man bedemænd, hvoraf de fleste i parentes bemærket faktisk efterhånden er kvinder, hvis de ikke skal kaldes -mænd?
Kan vi tillade os at benævne en finger langemand (ja, det er da vel bedre end fuckfinger)? Guttermand, moppedreng og kraftkarl er helt klart positivt ment, men der er jo lige så mange negative: Ågerkarl, stådreng, nullermand, bussemand og bøhmand. Og det hedder tømmermænd!
Ser vi på de kvindeligt farvede ord, er de som sagt på vej ud af sproget. Ingen siger nådlerske mere, heller ikke hverken løgnerske eller morderske. En nådlerske ved vi ikke, hvad er, og de andre er bare gemene forbrydere, ikke forbrydersker. Ord med -inde er også svindende: Rivalinde hedder vel bare rival og sangerinde sanger.
Ord med -øse er sjældne: Massøse, millionøse, sminkøse, suffløse. Det samme gælder -trice: Direktrice, inspektrice og protektrice bruges næppe mere, og selv servitrice og ekspeditrice er sjældne at møde. Sammensætninger med -pige er normalt kærligt ment: Hestepige, håndboldpige, kalenderpige. Både madmor, reservemor og jordemoder har klart positive associationer.
Det er dog tankevækkende, at ordene betyder noget. Det er ikke lige meget, hvad vi kalder tingene. Vi har lige oplevet, at for få søger ind på uddannelsen til sygeplejerske.
Det er helt sikkert ikke kun betegnelsen, der er årsagen, men i Norge har man faktisk tal på noget tankevækkende. Man skiftede betegnelsen sykesøster ud med helsesykepleier, og i de følgende år steg antallet af mandlige ansøgere til uddannelsen markant.
Men pulsen stiger, når den slags ændringer foreslås. Der er en stor mængde sproglig konservatisme til stede. Det ser man straks, når der tales om seksuelle minoriteter og de mange mulige tiltaleformer.
Skal man ved siden af han og hun kunne tale om hen (som i Sverige, efter finsk forbillede, hvor hän kan stå for både han og hun) eller bede om, at andre betegner én som de/dem? Vi er på vej til at arve en engelsksproget forkærlighed for denne sidste løsning.
Her rører vi ved et område, hvor der måske ikke er løsninger i sigte. Hvis der i virkeligheden er op til flere kønsdefinitioner og -betegnelser, vil der være dem, der opdrager deres børn normkritisk, og dem der ikke gør.
Nogle danskere vil så insistere på, at den enkelte kan ønske sig tiltalt på individuelle måder, f.eks. som ’de’, mens andre vil insistere på, at det skader sprogets logik, hvis betegnelsen ’de’ kan stå for et enkelt individ.
Med andre ord: Hvis er sproget? Det skal blive spændende at følge udviklingen, og klummen vender på et tidspunkt tilbage til emnet.