Nøglehulsjournalistik

Kapitel 1: Præsidentkampen

Valget er overstået. Og det er med valgdækning som med sex: Først et langt, langt forspil. Så kommer forløsningen. Bagefter vil man helst vende sig om på den anden side og sove. Og jeg er også nået dertil, at jeg ikke orker at høre ret meget mere derom. Jeg vil hellere sove...

Men du slipper ikke helt for at høre mere om valget. Denne klumme skal handle valgdækning. Om mediernes valgdækning.

Der er nemlig et par ting, der giver mig smerter i den legemsdel, jeg bruger, når jeg sidder.

Først og fremmest er jeg træt af, at der er ved at gå sports-journalistik i dækningen.

Ikke at jeg har noget imod sportsjournalistik, men på tv har kommentatorerne for længst mistet den sidste smule værdighed, når de dækker en kamp. Det der hedder et brag nu om stunder. De sidder og råber og skriger for åben mikrofon.

Nu har det også ramt den politiske journalistik.

Alt skal gøres til en landskamp - også i valgdækningen. Okay - uden skrigeriet... Men flosklerne og at alting skal gøres til en kamp mellem to - det har ramt valgdækningen.

På DR har man således gjort alle 98 kommuner til et opgør mellem to kandidater. Deres grafik på valgaftenen bestod for hver kommune af ét billede med de to kandidater, der skulle slås om posten.

Det er uendeligt ensidigt. Der er mange flere nuancer i det spil. Det handler ikke kun om to kandidater. Tror man det som politisk reporter, så skal man altså gå tilbage til sportsredaktionen.

De seneste par valgkampe i forbindelse med Folketingsvalgene har man også kørt det, man selv kalder en præsidentkampagne.

Præsident-flokslen betyder, at der kun er to kandidater. Det er både dumt og forkert.

Mest tydeligt blev det udbasuneret i Kolding. Mest pinligt var det i Kolding - altså selve dækningen.

I rødt ringhjørne: Villy Søvndal.

I blåt ringhjørne: Eve Kjer Hansen.

GONG!!! Lad kampen begynde. Kampen mellem SF og V.

Jeg godtede mig en del, da kampen endte med en konservativ vinder. Ikke fordi jer foretrækker ham for nogle af de andre kandidater. Men fordi det så tydligt beviste, at præsidentvalgs-flosklen ikke blot er træls og dum. Lige her var den også helt ude i hampen. 

Jeg håber virkelig, at der er nogle politiske journalister, der lærte noget lige der. Selv om jeg tvivler.

Kommunalvalg er den sjoveste disciplin af alle, når det gælder journalistik. For ved et kommunalvalg er det nemlig vigtigt at holde øje med alle spillerne. ALLE!

Rævekager. Udvalgs- og bestyrelsesposter. Ting der giver indflydelse. Poster der giver penge. Mange penge. Det er det krydderi, der gør kommunalpolitik så meget mere uforudsigeligt - og dermed meget sjovere.

Kapitel 2: For 20 år siden

Ved kommunevalget i Sejlflod i 2001 glemte man at holde øje med alle. Jeg dækkede det. Det er noget af det sjoveste, jeg har været med til. I hvert fald som journalist. Derfor får du denne anekdote.

To ting forud for valget skal man lægge mærke til:

1: De blå havde lavet en musketter-ed. Fik de flertal ville de vælte den socialdemokratiske borgmester.

2: De konservative havde smidt deres tidligere byrådsmedlem på porten og i stedet valgt en anden spidskandidat. Han var sur. Altså ham der stod der i porten og var fravalgt.

Efter valget havde de blå 9 mandater og socialdemokraterne 8.

De blå holdt en fest uden lige. Men de glemte noget. De glemte at se, om alle var til stede.

Dansk Folkepartis ene mandat manglede. Deres kandidat gad ikke komme ind på rådhuset. Hvad skulle han lave der? Han var jo valgt. Og de store ville nok vide at tage, hvad der var deres.

Den forsmåede konservative var dog stadig gal i skralden på valgaftenen. Han kørte ud og hentede DF'eren i Nørre Kongerslev. Kørte ham til rådhuset. Smuglede ham ind på borgmesterkontoret. Kort efter kunne den siddende, socialdemokratiske borgmester afbryde den blå sejrsfest med ordene:

- Vi har en konstituering.

Det skete med DF som viceborgmester. Og genvalg til borgmesteren.

Læren af dette er: Hold øje med alle. ALLE!

Kapitel 3: Kigge ind ad nøglehullet

På valgaftenen fulgte jeg især TV 2 Nord - for jeg er naturligvis mest interesseret i det, der sker umiddelbart omkring mig.

Her havde man sendt en stribe unge reportere ud på landsdelens rådhuse, og generelt gjorde de det udmærket. De havde åbenlyst ikke så lang erfaring og så grundlæggende viden som Søren Wormslev, der sad som anker i studiet og fortalte om alting med sit gigantiske overblik og baggrundsviden. Men de gjorde det kækt og godt.

Og da man på Læsø pludselig ikke kunne få den færdige mandatfordeling fra Indenrigsministeriet, gik man i gang med selv at regne den ud. Det skete efter D'Hondts metode. Det kræver blot hovedregning og en lommeregner til decimalerne.

Her gik den udsendte reporter Caroline Molin ind i billedet, mens de forsamlede politikere forsøgte at få fordelt mandaterne. Det var altså ganske charmerende, at hun på den måde fik bragt valgmatematikken ind i reportagen.

Mange steder gik de udsendte reportere hen til mødelokalerne. Bankede på og fik forhandlerne ud til en kommentar. Det var også fint nok.

Men på ét område gik det helt galt: Ved flere lejligheder filmede man ind af ruderne til mødelokalerne udefra. Eller man filmede gennem sprækker og hvad ved jeg, for at få billeder af de forhandlende politikere.

Den slags nøglehulsjournalistik er efter min beskedne, juridiske indsigt helt ude i det kriminelle. Jeg må ikke kigge gennem nøglehullet til min nabo. Jeg må ikke vade rundt i hans have og  kigge ind gennem hans vinduer. Jeg må ikke video-overvåge ham/hende.

Det gælder altså også for valgaftens-journalistik. Lukkede døre er lukkede døre. At belure andre er skamløst.

For god ordens skyld: Såvel DR som TV havde gang i den disciplin.

Hvis jeg så nu tror, at den slags er slut efter min opsang, så tror jeg helt forkert. Det er - desværre - nok kommet for at blive.

Og præsidentflosklen? Bare rolig. Den kommer også igen.