Russerne invaderer Ukraine, og det ryster vores verden, når den russiske bjørn går til angreb. De to lande er brødrefolk, og krig mellem brødre er frygteligt.
Man tænker sig enten noget mytologisk fra urtiden som Kain og Abel, eller man kan anskue det som vores egen ældgamle fejde med arvefjenden Sverige. Brødre kan skændes som ingen andre, men vi troede, menneskeheden var vokset fra den slags primitivitet.
Det forstærker chokket, at de to brødrefolk har levet det meste af historien i fælles statsdannelser, ja det første russiske kongedømme, Kijev-riget, foldede sig ud i den nedre Volgas område i vikingetiden.
Det var her, navnet Rus opstod, og måske er der en tråd til de nordiske folk, for den betegnelse kommer af ’dem, der ror’. Svenske vikinger på langfart ad de russiske floder kan have medvirket til samlingen af russerne.
Men så er det jo underligt, at vi har haft så lidt med dem at gøre. Hvis vi vil sige, at noget er så langt ude, at det er helt under radaren, helt i skoven, nærmest ikke-eksisterende, så kalder vi det ’en by i Rusland’. Far out. I de lyvende massemediers tid er ytringsfrihed for den enkelte russer simpelthen – en by i Rusland.
Undersøger vi ordskatten for ting, der kommer østfra, er resultatet lidt magert. Vi kan afdække cirka fire slags ord. For det første betegnelser for landskaber.
Vi taler om tundra med permafrost eller de nærliggende strøg af våde nåleskove, taiga-en. For specialister kan der findes barkan, som er den halvmåneform, en vandreklit gerne antager. I det hele taget mener forskerne, at gør ret i at tale om ’de russiske stepper’, for ordet step er fra russisk, hvor det betyder en tør græsslette uden træer, men med plantevækst.
For det andet er der mad og drikke, selv om det russiske køkken ikke har været hovedleverandør hos os. Blinis, kefir og pirozhki – vi kalder dem pirogger.
Kaviar både spiser og sælger de, men ordet er ikke deres, det er formodentlig tyrkisk. Så er der rødbedesuppen borsjtj og i samme boldgade deres tevarmer samovar, ordret en selv-koger. De er nok mest kendt for vodka, som er et kælenavn. Vand hedder nemlig voda, og den ’kære lille vand’ er så vodka.
Der er for det tredje nogle enkelte, generelle ord fra kulturen. Alle turister kender de sæt af dukker, man kan putte indeni hinanden, klædt som gamle damer. Vi kalder dem babushka’er, selv om russernes eget ord er et andet, nemlig matrusjka.
Man kan høre Don-kosakkerne (kosak = fri mand, men på tyrkisk) synge til balalaika-klang. Deres penge hedder stadig rubler og kopek, og så havde de gerne tre heste foran vogn eller slæde. Det hed en troika, og det ord kan vi stadig bruge.
Endelig boede den enevældige zar/tsar med sin zarina/tsarina i borgen (Kreml betyder borg) i Moskva. Når han med jævne mellemrum forfulgte nogle af sine mange mindretal, særligt jøderne, kaldte man det på russisk en pogrom, ordret en ødelæggelse.
Den fjerde og sidste gruppe af ord, vi har lånt, stammer betegnende nok fra den lange periode, hvor Rusland slet ikke hed Rusland. Efter kommunisternes revolution i 1917 indførte man en ny form for stat, styret af sovjetter. En sovjet er et råd, og Unionen af de socialistiske sovjet-republikker blev så forkortet USSR, med deres egne bogstaver CCCP.
Den vindende partifraktion kaldte sig bolsjevikkerne (= flertallet), og de ombyggede hele samfundet med tvangsmodernisering, femårsplaner og landbrugsreformer. Væk med selvejet, ind med enten statsbrug, sovkhoz, eller kollektivbrug, kolkhoz.
Partiets avis hed Pravda (= sandheden), og den eksisterede fra grundlæggelsen i 1912 helt til 1991. Stalins genopdragelseslejre blev sat i værk fra 1934 under Generaldirektoratet for lejre og fængsler, GULAG i daglig tale.
I den kommunistiske periode overhalede russerne amerikanerne i rummet. Deres første satellit kaldte de selv sputnik, et kælenavn med betydningen ledsager, rejsekammerat. Deres bemandede rumskibe kom også først med såkaldte kosmonauter ombord, et ord konstrueret ud fra græsk, og meget smukt: Det betyder verdens-sejler.
Men det er altså ikke et russisk ord, det kommer fra det Europa, som landet altid har haft et had-kærlighedsforhold til. Det hemmelige politi samlede f.eks. materiale om folk, som de kunne afpresses med. Man kaldte det kompromat, og det ord er lavet i Rusland, men som et helt almindeligt fremmedord, sammensat af latinske stammer, kompro- fra kompromitterende og -mat fra materiale.
Da sovjetkommunismen lakkede mod enden, gjorde Gorbatjov et par russiske ord verdenskendte. Hans politik var kendetegnet af glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering), og siden har russerne ikke bidraget med noget, vi ikke kender fra os selv, hvad enten det skulle være fake news, mafia, drab på journalister eller censur. Intet af det er desværre særligt russisk.
Men måske kunne man få brug for endnu et ord fra landskabsdyngen. Man har nemlig et ord for det fænomen, at de øverste lag jord smelter under den første forårssol, mens de dybe lag stadig er frosne. Sådan en mudderpøl har været yderst aktuel i det seneste, halvt mislykkede erobring/brodermord.
På russisk hedder det rasputitsa, og det voldte allerede Napoleon store vanskeligheder, ligesom Hitlers kampvogne også havde deres besvær. Det er skæbnens ironi, at den natur, der har hjulpet russerne til mestertitlen som diktator-udmattere, nu må se naturen vende sig mod deres egen diktators risikable stroppetur.