Der er ord med særlige egenskaber, som af den ene eller anden grund klæber sig fast eller charmerer en. Det behøver ikke være ord, man bruger tit, det er bare ord, man har et særligt forhold til. Måske har læseren sin egen favorit, et ord man bærer i hjertet?
Der kan være tale om sjove ord som pusseløjerlig, spøjs eller snurrig. Ja, løjerlig i sig selv er måske endda sjov nok, særlig hvis det udtales, som var det i en film fra 1950’erne.
Nogle har et svagt punkt for andre, svagt forældede ord; det kunne være sådan nogle som tilforladelig, bjergsom eller trættekær. Her er der mulighed for at lave sætninger, som ingen har hørt før, og sådan en mulighed skal man gribe.
Der er også ord med en egen musik i – man kunne nævne kaffeslabberads eller stormomsust. Måske kan man faktisk høre lydene gennem ordets melodi.
Og så er der de forunderligt poetiske som f.eks. sommerfugledalen, navnet på det bekendte digt af Inger Christensen. Sommerfugledalen betegner jo to ting, dels et sted, en dal med sommerfugle, dels det, at sommerfuglene daler, deres sommerfugledalen.
Det er nok typisk, at de fleste favoritord er tillægsord eller navneord. Har man hørt om folk, der æælsker en nægtelse eller et bindeord? Ja, i gamle dage brugte man jo i stedet for ’aldrig nogensinde’ det smarte udtryk ingensinde.
Det kunne man da godt blive afhængig af.
Men bindeordene? Så skulle man ligesom den gamle tegneseriehelt Carlt (1941-1986, tegnet af Holger Philipsen) rende rundt og sige ’dersom, hvis, såfremt, ifald’ eller ’omendskønt, ihvorvel, desuagtet’.
Favoritord eller yndlingsord kan være så mange slags, og i denne uge er der faktisk lavet en rangliste. Den er nok opstået som en slags modliste til de hadeord, som vi berettede om for tre uger siden, da fagforeningen DJØF bad sine medlemmer melde ind, hvad der blev sagt på jobbet, som de godt gad, man holdt op med at sige.
Det er ikke DJØF denne gang, det er K-Forum, de kommunikationsprofessionelles platform, der har efterlyst elskværdige ord hos deres medlemmer, og der har været stor lyst til at deltage.
I alt 30 ord er kommet med, og det er disse: pakkenelliker, fusentast, obsternasig, pragtfuld, generøs, kålhøgen, løvfald, træls, svumpukkel, pligtsludder, guldklump, æggende, kosmisk, sjappet, forvitret, skvadronør, hurra-ord, forundt, svovle, kløvning, farvandsvæsenet, fidel, trøst, kommunikationstype, gavmild, fælled, sjuft, skæppeskøn, assimilere og pernittengryn.
En spøjs liste, og endnu mere spøjst er det, at listen faktisk er sat i rækkefølge efter popularitet blandt medlemmerne.
Der er en del ting at undre sig over i denne liste. For det første, at man tager en del skældsord med, når den nu skulle være en positiv og livsbekræftende samling af gode ord.
Både fusentast, svumpukkel, skvadronør, kløvning, pernittengryn og sjuft er vel i høj grad noget, man kalder folk med mangler.
En fusentast er en verdensfjern nørd, en svumpukkel drikker vist lidt for meget (selv om ingen ved, hvad det der ’svum’ kommer af), en skvadronør praler og skvaldrer op – faktisk kommer udtrykket af den komiske figur ’den storpralende soldat’, som man kender helt fra antikken.
En kløvning er et vendelbo-ord om en klodset person, en pernittengryn går for højt op i detaljer, og en sjuft kan man ikke stole på. Men skældsord hitter, og Kaptajn Haddock har ikke levet forgæves.
For det andet er der også andre af de elskværdige ord, der er knap så elskværdige. Obsternasig betyder, at man sætter sig imod, at man ikke adlyder, at man er lidt af en frækkert. Hvis nogen er fidel, er han lidt for underdanig og slesk, faktisk en fedterøv, der brown-noser.
At være kålhøgen er heller ikke godt. Ordbogen fortæller, at det kommer af, at hvis folk har spillet vigtigere, end de er, kan man kalde dem ’Karl høvding’. Men ordet har fået lidt af en renæssance de senere år, muligvis som en modbevægelse mod alle de nye, engelske ord, vi importerer.
En tredje trend er det poetiske. Tag ordet løvfald, som i sig selv ikke er særligt påfaldende. Men det er malerisk, og man ser det straks for sig, hvordan bladene slipper deres fæste på træerne og falder til jorden.
Billederne og associationerne går i retning af efterår, afslutning, vemod, melankoli, sange i mol og nordisk noir. Stærke farver i rød, gul og brun. Eller guldklump, der som oftest bruges om børn. Det er godt, fordi der er to u’er i det, det rimer så at sige på sig selv, og det signalerer rigdom, værdi, orden i prioriteringerne.
Ordet fælled er også smukt i sig selv. Det er i familie med fælles, men det er samtidig helt konkret, nemlig den del af jorden, som landsbyens indbyggere delte. Fælled er det fælles ansvar, og deri ligger både velsignelsen (at vi sammen kan mere, end vi kan enkeltvis) og forbandelsen (at når alle har ansvaret, risikerer man, at ingen tager det). Jorden er som sådan vores fælled, og hvordan behandler vi lige den?
Det fjerde kendetegn for listen er at finde i de decideret positive ord, særligt tillægsord, såsom pragtfuld, generøs, æggende og gavmild. Men hurra-ord må også være med her. Læg mærke til æggende, her er der en rytmisk bevægelse i ordet, der antyder noget erotisk, og det er jo også positivt.
I det hele taget er listen en nostalgisk liste. Måske er det, fordi det er professionelle ordbrugere, der har lavet den, og de lever blandt andet af at have et lidt større ordforråd end os andre. Det finder de blandt andet i den nærmeste fortid.
Det kan dog undre, at listen toppes af ordet pakkenelliker. Det bruges nærmest ikke mere, men det betyder noget i retning af bagage, habengut, løsøre at have med sig på rejsen.
På K-Forum tolker de ordet alt for positivt ved at komme i tanker om julemånedens pakkeindkøb. Der er både overskud og omtanke i den fortolkning, men ordet afspejler nok en anden fortid, hvor man nogle gange måtte gå fra hus og hjem og kun kunne have det med, man kunne bære.
Ordet kommer vistnok af et gammelt ord for bækken eller jerngryde, også brugbar som en hjelm. Men ordet i den danske form får føjet en del værdi til med den lille, formindskende endelse, der minder om et krydderi.
Endelig er der listens suveræne nyskabelse, som virkelig må have en stor fremtid foran sig. Det er ordet pligtsludder.
Det kan bruges om small talk i al almindelighed, og så kan det frem for alt bruges, når folk siger det, de forventes at sige. Lederen fyrer nogen og siger selvfølgelig kun smukke ting om de fratrådte.
Naboen holder tale ved vejfesten og hylder gadens sammenhold, politikere bedyrer, at de naturligvis går ind for offentlighed i forvaltningen. Her kan læseren selv fortsætte eksemplerne, for de findes overalt.
Grunden til, at ordet pligtsludder er så vellykket, ligger i den indbyggede modsætning. Pligt er noget gammelt og ærværdigt, noget af det bedste, mennesker kan præstere, når de skal.
Pligt skal man leve op til, pligt er på moderne et must.
Men sludder giver derimod ingen mening, det er uforpligtende vrøvl, lige meget, slapt og uambitiøst. Netop sådan et ord har derfor et stærkt indre liv, fordi de to dele strider mod hinanden. Den slags ord (eller vendinger) kaldes et oxymoron, og det emne kommer klummen til at vende tilbage til ved en senere lejlighed.
I mellemtiden kan man kun opfordre læseren til at finde sine egne favoritord, der er værd at elske. Sproget er en skattekiste, og de gode ord er guldklumper.