Vråudstilling - nu med Grafisk Værksted

KUNST: Vråudstillingen 2021

Det har stået på i 79 år - det der med Vråudstillingen. Maleren Svend Engelund fandt på det tilbage i 1942. Siden dengang er gruppen bag blevet udvidet. Udstillerne falder i to grupper: Medlemmerne og gæsterne. På den måde er alt ved det gamle.

Der er dog én ting, som er lidt anderledes i år. En af gæsterne er nemlig ikke en person, men en institution: Grafisk Værksted i Hjørring.

Grafisk Værksted er en virkelig vigtig institution i det nordjyske. Her har kunstnere fra hele landet lavet litografiske værker gennem flere end 50 år.

Når kunstnerne arbejder der, er en del af kontrakten, at de skal aflevere et par værker til værkstedet. Det har med andre ord et gigantisk bibliotek med deres produktion gennem årene. Og dele af den produktion kan man se på årets udstilling.

Der er mange gode værker på udstillingen. Men det, der måske frydede mig allermest, var denne ophængning af værker fra værkstedet.

De hænger tæt - men godt. Der er mange. De dækker over et gigantisk tidsspand.

Men samtidig er de noget af det mest nordjyske, man kan forestille sig.

Skulle jeg bestemme, skulle Grafisk Værksted også fremover have en væg på Vråudstillingen.

Ellers ligner Vråudstillingen sig selv. Og heldigvis for det.Det betyder også, at man kan se, hvilke kunstnere der er ved at udvikle sig eller måske rettere ændre deres motivkreds. Og man kan også se, at der er andre, der hænger fast i samme udtryk år efter år.

I afdelingen for ændret udtryk finder vi blandt andet formanden for det hele: Søren Elgaard. Man kan sige, at han er serie-monogam over for sin motivverden. Det kan være mange år med broer, mange år med spejlinger, mange år med masser af rødt.

Han er i den grad kommet videre.

Denne gang viser han os den samme gennemgående figur i sine værker. Det er rart at se, når kunstnere laver tigerspring. Det synes jeg, Elgaard har gjort denne gang.

Jeg er også ganske imponeret over Finn Heibergs værker.

Det er nogle stærke landskabsmotiver med havne og både og biler. Nogle af værkerne har titel efter det bilmærke, man ser.

Okay: Jeg kan måske ikke genkende en Saab eller en Mazda i de biler, som er meget naivistiske. Men det er forkerte farver og forkerte former overalt på en særdeles harmonisk måde.

Bjarke Regn Svendsen har fået en hel væg, hvor han viser særdeles forskellige motiver. Her er portrætter, trafik, skov, interiør med mere. Det er uskarpe billeder - altså som et fotografi, hvor der ikke er stillet skarp eller hvor motivet er rystet. Det er en fin effekt, og alt i alt er det en rar og varieret ophængning. Du kan se hans billeder i galleriet under artiklen.

Karen Havskov Jensen viser trækasser med glaslåg. Under dem finder vi værkerne: Industrielle bygninger, siloer med mere. Det ligner arkitekturmodeller. Og på den måde, bliver industrien pludselig æstetisk.

Kirsten Klein er som sædvanlig en fornøjelse. Og man spekulerer på, om hun blot er svineheldig hver gang, eller om hun blot er dygtig og tålmodig. Men nu har hun ramt plet med sine flotte foto i så mange år, at det må være bevist, at det er det sidste, der gælder.

Abstrakte farveeksplosioner

Jette Debois har fem store farveeksplosioner. Meget abstrakte, skarpe farver. Leder man, finder man masser af figurer i hendes værker. Det er stærkt - men der er ikke mange private stuer, hvor den slags kan hænge.

Bruno Kjærs værk "Vejen" (billedet over artiklen) er et sjovt værk - ja nærmest et selvportræt i mange af de små figurer, der pryder værket. Det er en underholdende fortælling. Det er så suppleret af tre store træsnit med en figur, der tager sig til hovedet.

Jane Balsgaard viser igen sine sarte papirskulpturer. De er så sarte, at der er kommet i montrer. De er imponerende, og endnu mere imponerende er værket "Bådebyggerens båd", der er lavet af vragrester, papir og bambus.

Fine små skulpturer er der også af Erik Heide og Gerda Thune Andersen. Der er også - som sædvanligt - smykker af Helga Exner.

Og der er en videoinstallation af Liesel Burisch, der handler om at twerke - altså ryste røv. Det er fint. Og så vises den på tre skærme samtid. Så hvis man følger med på alle tre skærme, så kan man se den tre gange så hurtigt.

Og jeg kunne blive ved: Hartmut Stockler, Karen Gabel Madsen og Anna Samsøe. Jo der er masser af god kunst. Der er også udstilling af arkitektur - og det har jeg det lidt vanskeligt med. For udstillet arkitektur - skitser, modeller, eksperimenter med mere - kræver virkelig mere tid og research, end man normalt bruger ved en kunstudstilling.

Flere billeder fra udstillingen under faktaboksen