Sådan var 10'erne: Forkælelse og erkendelse

10'erne starter med 1. januar. 1. januar starter med X-Factor.

Og efter uendeligt mange shows ender Thomas Ring Petersen som vinder. Og han gør noget meget sjældent for X-Factor-deltagere: Han får udgivet hele to album. Og i 2017 er han med i det danske Melodi Grand Prix. Han kommer ikke så langt lige der, og den dag i dag er han sikkert glad for sin læreruddannelse.

Selv om X-Factor i nogle uger af starten af hvert år i 10’erne fylder meget på tv, så fylder det mikroskopisk i musiklivet. Blachmann & Co. taler om de lysende stjerner under showene, men det er og bliver et amatørshow.

Kun ét navn har levet efter at projektørlyset er slukket: Citybois. Meget sigende blev de også kun nummer fem ved showet i 2015. De kom dog til at leve af musikken.

Men i modsætning til X-Factor, så har rockmusik har altid handlet om oprør og utilpassethed - om at have ild i røven og bestemt ikke ville gøre som de voksne, de ansvarlige, autoriteter samt det hængerøve og ditto -muler sagde, at man skulle – fordi det var det meste fornuftige.

Roll over Beethoven

Rocken har altid forholdt sig. Lige fra Chuck Berrys frydefulde jublen i 1956 – “Roll over Beethoven and tell Tchaikovsky the news” over Bruce Springsteens “Born in the U.S.A”, der handler om ”sent me off to a foreign land to go and kill the yellow man”.

Og til Patti Smiths klagehymne over den alt for tidligt døde Amy Winehouse på albummet ”Banga”(2012) ”this is the girl for whom all tears fall, this is the girl who was having a ball”.

Rocken forholder sig til det nære, til det, som omgiver os. Til det vi oplever som enkeltindivider, som menneske, altså det helt personlige, og når rocken er bedst helt uden filter og forbehold.

Som da John Lennon terapeutisk sang sit personlige savn af den mor, som forlod ham, helt ud på sin første soloudgivelse med Plastic Ono Band – ”mother you had me, but I never had you. So I just gotta tell you – good bye”.

Men også samtidigt nøgternt registrerer hvilke rammer samfundet så egentlig sætter for os.

Rock for voksne

På den måde er rocken i al dens mangfoldighed fra old school til symfonisk rock, hiphop, grunge, new wave, blues og soul på en gang mental forkælelse og ditto erkendelse. Og for mange af os lige så uundværlig som en god kop kaffe til radioens morgennyheder.

I et interview for rigtig mange år siden spurgte en ganske benovet tv-vært Hans Otto Bisgaard gæsten, den amerikanske sangskriver Lou Reed om, hvorfor han skrev de der nøgne, socialrealistiske sange om narkotikamisbrug, trans og bøsser, voldelige kærlighedsforhold og aids, som dræbte alt for mange af hans gode venner.

Lou kiggede køligt på Bisgaard og så kom det: ”As I said before. I make rock for adults.”

Lalleglad pop

Hvis du kigger dig rundt om i 10’erne er der selvfølgelig stadig plads til al den lalleglade pop, du kan ønske dig.

Men der hvor det virkelig brænder på og bliver interessant er hos de musikere, som laver ”rock for adults”. Og de kan både være 14 og 84 – seriøs beskæftigelse med egen navle og egne muligheder kender ikke til aldersbegrænsninger.

Og svarene kan komme både fra det det store udland og musikere herhjemme.

Vi cruiser lidt rundt i årtiet og sætter fokus på en håndfuld navne - og undskyld til dem, vi glemte.

Ovennævnte Lou Reed udsendte albummet ”Ecstasy” (2000). Endnu et personligt selvundersøgende album der ikke kom på højderne med samtidsportrættet ”´New York” (1989), men heller ikke ødelagde billedet af den kynisk kølige stemme. Lou ”Walk on The Wild Side”, en intellektuel og i mange år narkotikaafhængig stemme, der til de flestes overraskelse nåede at blive 71 år gammel, inden han døde i oktober 2013.

Jøwt

Det var også blevet tid til at kigge ind ad for nordjyske Allan Olsen, der indspillede ”Jøwt” (2013), lavmælte personlige sange på et Hausgaard-inspireret vendelbomål og på sæt og vis også en afskedshilsen til den døde storebror Bjønni.

”Hjørringvej”, ”Det blo’ hus” og ”Pigen mæ’ det sulsot-soet hoer” er stadig på repertoiret og med god grund.

Amerikansk contryrocks Lucinda Williams udsendte dobbeltalbummet “The Ghosts of Highway 20” med blandt andet gæsteguitarist Bill Frisell. Beske, vrede og melankolsk voksne sange. Sunget med en stor hæs og stærk stemme og teksterne er formidable. Om ugengældt kærlighed og livserfaringer på godt og ondt, men også om ukueligt at leve livet videre og ikke finde sig i hvad som helst. Sammenligningen med navne som Emmylou Harris og Shelby Lynne ligger lige for.

Det blev også et stor tiår for Nick Cave med fremragende albums som ”Push The Sky Away” (2012), hvor den australske fødte sangskriver forenede sin bibelske dommedagsstemning om død, skæbne og kærlighed til rock, der både lød urgammel og helt ny. Og da hans 15-årige søn i 2015 døde lsd-påvirket efter faldet fra en høj klippe blev det til fortabt smerte på ”Skeleton Tree” (2016).

Folkeklubben

Danske Folkeklubben med forsanger og guitarist Kjartan Arngrim, dannet i maj 2011, udsendte debuten ”Nye Tider” i 2013, modtog Skagen Festivalens folkemusikpris i 2017 og har siden slået deres navn fast med ”Slå Flint” og ”Sort Tulipan”.

Et rocket popband, der ubesværet veksler mellem det personlige nære, vores verden, og hvor vi selv er på vej hen.

Med numre som den regndråbedryppende ballade ”Hvor smukt kan det regne”, Gasolinrockende ”Den sidste superstar” og ”Vikaren” om, at det Danmark, som var engang, velorganiseret med post, politi og betalte frokostpauser, nu er blevet opløst og byder på en fremtid med os alle som løsarbejdere.

Annika fra Vodskov

Vi må heller ikke glemme Annika Aakjær, opvokset i Vodskov, for hendes menstruationsang til Zulu Comedy 2019 og hendes sang ”Gå selv” – ”for der er nederlag, man ikk' ka' medicinere sig ud af, der er en kuld', man kun ka' kende, når man har været helt herud', så prøv at elsk' dét, du har, og dét, der er dit, og vil du herfra, så gå ikke for vidt”.

Og selveste Dylan, onkel Bob fra Amerika, vandt i 2016 Nobelprisen i litteratur. Ikke dårligt gået af en sangskriver, der altid havde kaldt sig selv for ”a song and dance man”. Dylan fik prisen for ”at have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition”.

Det fik alverdens "rigtige" forfattere, litterater og akademikere, høj som lav, klog som mindre klog, til at fare i blækhuset. Eller rettere fare i Facebook og Twitter, i avis og på blog for at udbrede sig om, hvorfor Dylan aldrig burde have fået den pris. Dylan selv forblev stort set tavs, og sendte Patti Smith til at synge hans ”A Hard Rain’s A Gonna Fall”.

Og der er sikket mange andre, vi har glemt – den irske sanger Van Morrison sprøjtede albums ud efter at være blevet skilt efter langvarige stridigheder med sin kone, en tidligere Miss Ireland-skønhed.

Et af dem hed meget passende ”Roll with the Punches”, mens der måske var mere at finde hos danske Claus Hempler. Efter i mange år at have forsøgt sig som engelsksproget crooner udsendte han det dansksprogede ”Kuffert fuld af mursten” (2019).

Selvbiografiske og selvrangsagende sange med overraskende, dybsindige rim – med et strejf Halfdan Rasmussen og rockhistorisk vid og viden, byder Hempler på rockmusik, der både er tung og svævende poetisk.

Vi må heller ikke glemme Lukas Graham, Christianidrengen, som brød igennem herhjemme i 2012 med debutten "Lukas Graham" med frontbilledet af en yppig nøgen kvinde omgivet af tømte flasker. Gad vide hvad #Metoo ville sige til den i dag? Lynhurtigt blev han og bandet vældigt store, tegnede stor USA-kontrakt og bragede så igennem med "7 Years". Soulpop, som hittede verden over.

Og Leonard Cohen døde, 7. november 2016, kun en lille måned efter at have udgivet sit sidste album ”You Want It Darker”, hvor han i titelnummeret, en mørk korsalme, synger: - I’m ready my Lord.

Men også stadig kredser om temaerne begær og kærlighed i ”Leaving the Table”. Sådan som han altid havde gjort.

Slut med fysisk musik

10’erne mest afgørende betydning for musikken er, at det ikke længere er et fysisk produkt. Jovist snurrer der stadig cd’er på diverse stereoanlæg i starten af dette årti. Men da det er slut, årtiet, er cd’erne flyttet ind på loftet i kasser. Så kan man altid finde dem frem igen en anden god gang.

Præcist som vi kunne med de lp’er vi mange år tidligere sendte på enten loftet eller genbrugspladsen. Lp’erne kom nemlig frem igen.

I dette årti blev grammofonpladen – igen – populær. Det var smart at spille plader. Ejerne af de bedste ører sagde, at de kunne høre forskel. At analog lyd er meget bedre end den digitale.

Men LP’en har andre fordele: Først og fremmest har lp’en et cover. Et omslag. Eller rettere: Et lille kunstnerisk udtryk. LP’en har plads til at lave et indstik med musikkens tekster. Men vigtigst: Signalet fra en lp er, at der er tale om et helstøbt kunstnerisk værk.

Slut med at lytte til det kedelige

Det står i modstrid til den streamede musik: Her lytter du til et enkelt værk af en kunstner. Det er en del af din playliste, som det hedder på nudansk. Du gider nemlig ikke alt det ragelse, der er uden om dine yndlingsnumre.

Du vil bare have dit hit. Hit på hit på hit. Og der er nogle, der bare sætte hittet på repeat – som det også hedder på nudansk. Og så spiller du det samme nummer i halve og hele timer.

Det svarer lidt til kun at spise bøffen på tallerkenen og så lade sovs og kartofler blive tilbage. Nogle foretrækker det på den måde.

Og det skal vi vel strengt taget ikke blande os i...

Men at cd'erne en dag skal blive taget ned fra loftet. At vi skal gå amok i indkøb af cd-afspillere, fordi cd'en atter kommer til værdighed. Den tror vi ikke rigtig på, vel. Så farvel cd. Goddag lp. Hils på din fætter: Streamingtjenesten. I kan noget godt begge to.

Ingen musikskriverier uden noget at lytte til ved tastaturet. Bent Stenbakken nød at høre Jakob Bro: ”Streams” og Jack White; ”Blunderbluss”, mens Max Melgaard fordybede sig David Bowies afskedssalut: "Black Star" udgivet to dage før hans død i 2016. Samt Patti Smith "Banga".