Gavmilde støjkrigere

Supernova Jazz Blast - Brave Noises

Moderne jazz

To ord, der kan få garvede mandfolk til at fumle Zippo-lighteren op af lommen, fiske en beroligende smøg fra pakken i brystlommen. Indhalere og tænke – det skal jeg ikke til.

Men tøv en kende. Det kan faktisk være ganske sjovt at prøve noget nyt.

Og nu har Aalborg og den nordjyske omegn jo fået sin helt egen moderne jazzfestival – Supernova Jazz Blast og onsdag sen eftermiddag åbnede fire dages koncertrække med litauiske Brave Noises.

Og det var slet ikke så ringe – scenen blandt Jazzcentrets tætpakkede reoler blev nemlig indtaget af: Mantvydas Leonas Pranulis, keyboards, Mindaugas Stumbras, guitar, Karolis Šarkus, altsax, Vainius Indriunas, elbas, Dominykas Snarskis, trommer tilføjet gæstemusiker Tadas Pasaravicius, tenorsaxofon.

Efter at være introduceret af deres landsmand, tenorsaxofonist Tadas, åbnede gruppen – de tapre støjkrigere med tyste sfæriske lydflader. Som at sidde i en rumkabine under den blinkende stjernehimmel, mens en satellit bippende passerer fordi uden for rumkapslens vindue.

Lyrisk smukt og afdæmpet. Gruppen kompositioner lægger sig smukt i forlængelse af fusionsjazzens eksperimenter i sen-70’erne, som de kom til udtryk på pladeselskabet ECM med navne som sopransaxofonisten Jan Garbarek, pianisten Keith Jarret med flere.

Ofte er der unisone løb mellem piano og guitar, eller altsax og guitar, men altsaxen kan også gå op i det høje, vilde register. Ligesom guitarist Stumbras havde godt styr på sin Scofield-inspiration.

Nummeret ”Rising Raindrops” var med sin vekselvirkning mellem hurtige letløbende tonekæder fra altsax, og guitaristens elektriske udladninger på en gang blidt og brutalt insisterende.

På samme måde i ”When we sing” indledt stille, nærmest eftertænksomt, med pianist Pranulis ferme løb på de sort-hvide tangenter, inden guitar og sax tog over.

På den måde er gruppens musik sjældent velstøbt kollektiv i sit udtryk med brug af vekselvirkning mellem det stærkt ekspressive og det lyrisk afdæmpede.

Et navn som den amerikanske guitarist Pat Metheny falder også én ind, når du hører på gruppen.

Det kan også blive voldsomt medrivende, som da bassisten og den støt stabile, nuancerige trommeslager satte fuld tryk på kedlerne i ”Binary Lights”.

Tadas Pasaravicius var med på tenorsax i det timelange sæts to sidste numre og gjorde det godt i balladehumør i ”Altar of Credence” med sit rolige nærvær og mørke Coltrane-tone.

Og igen dette ubestridte nærvær i den kollektive lyd, balancen mellem det spinkelt tyste og så det bastant  voldsomme. Som at lytte til knitrende, døende bålgløder og stormbrusende Vesterhav i et og samme nummer.

De brave støjkrigere har spillet sammen i otte år og fremtræder som en tæt sammenvævet enhed – også i deres overraskende sidste nummer ”Holy Home” med pianisten i rollen som sanger i den nærmest klosteragtige hymne. En hyldest til hjemmets tryghed.

En uventet, forfriskende koncertoplevelse med en jazzkvintet med sin helt egen stil, nærvær og intensitet.