Kunstlade Gjøl: "Fantasi gør fri"
Magisk realisme har en magisk tiltrækning på folk. Det hvad enten begrebet kobles på litteratur eller billedkunst. Med hensyn til litteraturen, så er det en genre, der især dyrkes i Sydamerika - blandt andre af Isabel Allende. Når vi taler om billedkunst, så er der tale om ultrarealistiske malerier, der foregår i et fantasiunivers.
Kunstlade Gjøl bekender sig til det sidste. Indehaveren, Danny Heinricht, arbejder selv i genren. Når man kommer inden for i hans galleri på hovedgaden i Gjøl, ja så sprøjter mærkelige sagnfigurer, aber, frøer med mere humor ud fra væggene. Det er virkelig en oplevelse værd.
Udstillingen viser værker af fire kunstnere. Fire meget forskellige kunstnere. Efter få øjeblikke i galleriet behøver man ikke længere kigge på skiltene på væggene for at se, hvem kunstneren bag hver enkelt værk er. For de arbejder simpelthen så vidt forskelligt. Nåja: Der kan dog være ét formål med at kigge på skiltet: Nemlig at finde ud af titel og pris på værket.
Claus Brusen skiller sig ud. Han er bedre end de andre. Det har noget at gøre med, at hans detaljeringsgrad simplethen er større. Penslen er tyndere. Som i ekstrem tynd.
Hans billeder er da også kavalkader af humor. Det er overraskelser, og det er fortællinger. Der er en lille historie i hvert enkelt billede, og det kan man som betragter derefter selv digte videre på.
Først og fremmest er der masser af dyr i menneskelige positurer. På den måde kan det minde om et gammelt Anders And-blad. Det er bare meget bedre.
Galleriejer Danny Heinricht selv arbejder mere surrealistisk. Hos ham er gul den dominerende farve, og i en masse naturskildringer får alt det gule en ordentligt twist. Her er strandskaller, der svæver i himlen, her er åbne døre på en ellers øde strand, der fører til helt andre verdener. Her er gardiner på steder, hvor der ikke burde være gardiner. Og sørme om der ikke også er et æble, der svæver rundt i himlen. Eller et kirsebær. Men skygge!
Det er mere surrealisme, end det er egentlig magisk realisme. Men genrene er i samme familie. Og det er håndværksmæssigt meget fine billeder. Og også her er der masser af historier, som man selv kan digte videre på.
Dag Samsund er et helt andet sted. Her er hovedfarverne blå/lilla, og motiverne er ofte blomster. Eller måske er det mere fantasi, end det er blomster. Der er nu også pænt mange skelletter og kranier. Nogle af værkerne er næsten lidt uhyggelige, men på den anden side set: kranierne griner. Det gør kranier jo ofte. Også her finder vi historier og fortællinger. Malerierne har noget på hjertet - men sjældent noget alvorligt. Det er mere hyggeligt.
Alle disse malerier hænger hulter til bulter i galleriet. De er ikke delt op efter kunstnerne, så hver enkelt kunstner hænger for sig selv. Det er en stor fordel, for dermed bliver udstillingen hverken forudsigelig eller ensformig. Det klæder de mange malerier, at kortene er blandet.
Helle Rask Crawford udstiller masser af bronze-værker. Igen er det med en høj detaljeringsgrad. Det er med en meget knudret og knubret overflade. Kigger man godt efter, så finder vi også lidt pikanterier. For vi er jo ovre i den magiske realisme. Det skulle da bare mangle...
Vi ser for eksempel en Batman, der er meget begejstret for Batwoman. Og det viser han så tydelig, at han nok var blevet smidt ud af saunaen, hvis han var i en offentlig svømmehal, som du kan se af billedet her.
I mange af hendes værker er der ofte små ekstra detaljer. Det kan være et bette fad eller en gylden kalot på en figur, der ligner en kardinal.
Tag endelig en tur til Gjøl for at se løjerne. For det er faktisk sjældent, at man ser magisk realisme herhjemme. Altså en hel udstilling, hvor der ikke er andet.
Tag også bare kreditkortet med, for priserne er ikke voldsomme. For 10-15 år siden var magisk realisme ganske kostbart at købe. Der ligger nemlig ofte et meget stort arbejde i de mange små detaljer. Men lige her kan de fleste være med. Altså hvis de gider.
Selv gider jeg godt. Det er en dejlig udstilling, der i den grad kan fyre op under humøret.
Se masser af billeder lige under faktaboksen
Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?
I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:
Fantasi gør fri
- Kunstlade Gjøl
- Medvirkende kunstnere: Claus Brusen, Danny Heintrich, Dag Samsund og Helle Rask Crawford
- Til 31. oktober
- Claus Brusen: Magnolia
- Claus Brusen: Purple balloon
- Claus Brusen: Time for tea
- Claus Brusen - billedudsnit
- Claus Brusen
- Dag Samsund: Alex i Eventyrland
- Dag Samsund: Cofee lovers no. 3
- Dag Samsund: Life and death no. 1
- Danny Heinricht: Blue monk by the sea
- Danny Heinricht: Silent dream of a cherry clod
- Danny Heinricht
- Helle Rask Crawford: Batman og Batwoman
- Helle Rask Crawford: Udsnit af Batman
- Helle Rask Crawfords kardinal