Skip to main content
kunstudstilling

Mesterlig udstilling

"Krøyer og Paris. Franske forbindelser og nordiske toner"

Lad os starte med konklusionen: Dette er den bedste udstilling, jeg nogensinde har set på Skagens Museum.

Et bevis derpå kan også være, at dronningen tog den næste Flixbus og drønede til Skagen for at åbne udstilling. Okay - måske valgte hun en anden transportform. Men majestæten var den første, der så udstillingen. Hvis hun kan lade sig begejstre, så kan vi andre sandelig også.

Der er mange store - som i rigtigt, rigtigt store - malerier på udstillingen. Den slags skal naturligvis nydes på behørig afstand. Men lige her var jeg gang på gang helt tæt på. Så tæt at jeg kunne se de enkelte penselstrøg. Men også så tæt på, at jeg kunne se, at der var tale om en genial, virtuos teknik i rigtigt mange af værkerne.

Vi kender jo Krøyer fra især værkerne i Skagen. Det er motiver med stoute fiskere, brænding, landsby-idyl, spadsereture i vandstokken og meget mere. På udstillingen her møder vi masser af værker fra mesterens hånd, der er i en hel anden motivverden. Vi ser masser af værker fra hans mange ophold i Frankrig og Paris.

Idéen med at sætte Skagen-Krøyer op imod franske malere er genial. Især når den samlede kvalitet er så overdådig som her. Der er overalt valgt værker fra øverste hylde i kunstens store tombola. Men slægtsskabet med franskmændene fornægter sig nu heller ikke.

Naturen er anderledes i Frankrig end i Danmark, men det formidles lige interessant. Vi ser for eksempel landarbejdere i en skov - det ses altså ikke på Skagens-malerier. Men skønt at se skov. Ikke blot af Krøyer, men også af for eksempel Leon Joubert. Hos sidstnævnte er skovens træstammer lidt uskarpe - det skyldes måske maleriets gigantiske dimensioner. Hos Krøyer står træer og personer knivskarpt.

Meget imponerende er også August Hagborgs "Ebbe ved kanalen", som er hans gennembrudsværk. I et lille hjørne ser vi et par udgaver af det klassiske Dafne og Cloé-motiv udført af Collin og Krøyer.

Det er en nøgen kvinde og en mand med lændeklæde. Værkerne virker måske lidt akavede på denne udstilling, hvor der er så meget fokus på natur, men de er med, fordi Krøyer var kunstskole i Paris, og her afleverede han så sin udgave af motivet som en slags svendestykke.

Der er også mange portrætter - både af ansigter og i hel figur - på udstillingen, og her møder vi ikke blot herskabsfolk, men også tiggere og skopudsere, Edmond Lebels "Slagterbutikken" er blandt mine udenlandske favoritter på denne udstilling. Her er der masser af sydlandsk stemning og en fornem skarphed. Her er løstgående høns og kvinder med røde tørklæder eller forklæder. Det er næsten som at være der selv.

Det er også rart at se værker fra dengang Krøyer ikke var Skagensmaler. Der er nemlig flere tidlige værker med. For eksempel "Fra smedjen i Hornbæk" fra 1875. Altså syv år før han blev Skagensmaler. De mange værker fra Frankrig er også fra tiden før Skagen, og de beviser, at han bestemt også kunne sin metier, før han for alvor blev berømt - selv om gennembruddet kom tidligt for den unge talentfulde maler.

Skagensmalerne og deres stil er samtidig med impressionismen. En hel sal på denne udstilling er en hyldest til impressionismen, og her ser vi en stribe fornemme værker af især Monet. Vi ser her værket "Indtryk. Solopgang" af Monet. Det er fra 1872. Og det præsenteres som mesterens mesterværk.

Det er måske en tilsnigelse af kalde det mesterværket, for Monet har lavet vigtigere og flottere værker end dette. Dette ikke skrevet for at nedgøre værket, for det er ubestrideligt et af kunsthistoriens vigtigste værker. Det er nemlig dette værk, der skaber den nye kunstretning: Impressionismen. Impressionismen har også fået sit navn efter værket. "Impression. Soleil levant". Det var udskældt i sin samtid og kanoniseret kun få år senere.

Naturligvis er det et scoop, at Skagens Museum kan præsentere værket, der lagde navn til en helt ny kunstretning. Vil du se værket, skal du gøre det nu. Selv om udstillingen varer til 18. september, så bliver præcis dette værk sendt hjem til Musée Marmottan Monet i Paris 1. juli.

De andre værker af Monet er i mellemstørrelsen. De er fornemme. Men når proppen er af flasken, så kunne det jo være fint at se lidt åkander også, ikke?

Skønt er det at se Monets maleri af et damplokomotiv i snelandskab, men der er også andre impressionister på denne franske særudstilling. Pissaro blandt andet.

Nå ja: Jeg vil da lige slutte af med at skrive, at vi jo naturligvis også ser Krøyers helt store mesterværker på udstillingen.

Men kom endelig afsted. Dette kan nemt blive den flotteste udstilling, du kommer til at se i årevis.

Foto: Skagens Kunstmuseer og Max Melgaard

Flere billeder under faktaboksen

Krøyer og Paris. Franske forbindelser og nordiske toner

  • Skagens Museum
  • Åbningstid: Alle dage 9-19
  • Til 18. september
Arkiv