Skip to main content
kunstudstilling

Lyset - sådan har du aldrig set det før

KUNST: "Light & space"

Copenhagen Contemporary er et af de mest interessant udstillingssteder i København i øjeblikket. Det ligger på Refshaleøen nord fra Christianshavn midt i det gamle værftsområde. Og stedet er gigantisk. Der er simpelthen så højt til loftet, at snart sagt alting kan vises. Tillige er der rigeligt plads til at indrette en god udstillingsarkitektur. Og det viser denne udstilling.

Light & space er en kunstbevægelse, der opstod i og omkring Los Angeles for over 50 år siden. Vi har tidligere set bevægelsen repræsenteret på Århus Kunstmuseum - altså forløberen for Aros dengang det lå nær universitetet. Men ikke i et omfang som her.

"Light & space" hedder udstillingen, og med titlen præsenterer den næsten sig selv. Det handler om lys og arkitektur. Her er masser af lysinstallationer - og det er noget, man sjældent ser. I hvert fald i denne klasse. Men der er også masser af skulpturer og flade billeder - man kan vist ikke kalde dem for malerier.

Mest interessant er lyset. Mange af lysinstallationerne står i separate rum. Simpelthen fordi lys og rum bliver ét. Det er interessant at opleve, hvad lyset kan gøre ved en. Hvordan lys kan ændre ens opfattelse af tingene.

Det måske mest interessante værk i den forbindelse er Doug Wheelers "LC 71 NY DZ 13 DW" fra 2013. Du kan se det på billedet over artiklen. Det består af en kuppel på 20 meter i diameter og otte meter til loftet. 83-årige Doug Wheeler er tidliger pilot, og værket er inspireret af hans tid i luften. Værket forsøger at efterligne jordens krumning.

Gulvet i installationen krummer også. Ud mod kanten krummer det endnu mere - også meget mere end man umiddelbart ser med det blotte øje. Det er fascinerende at gå rundt i kuplen, og man bliver virkelig opslugt af sit ophold derinde.

Mary Corse er ikke blot kunstner, hun er også uddannet elektroingeniør. Og igen bruges uddannelsen i skabelsen af værket. Her er det en tesla-spole, der danner lyset i rummet.

Rummet virker tåget, men der er ikke brugt røgmaskine. Folk sidder på bænke og dvæler længe. Det er ren mindfulness og eftertænksomhed. Der sker som sådan ikke noget. Man sidder blot og betragter en meget diffus lyskilde.

Det er dog ikke Los Angeles hele vejen igennem. Også danske Ann Linn Palm Hansen fra Tåsinge kan ses. Hun udstiller to gigantiske akvarelserier, og hendes værker er en slags undersøgelse af farve og farvekombinationer. Der er masser af enkeltværker, men sat sammen som her, bliver det virkelig imponerende. Og det er et af de få eksempler på udstillingen, der ligner klassisk maleri. I hvert fald en lille smule.

Vi møder også dansk/islandske Olafur Eliasson på udstillingen, og han falder helt naturligt ind et sted som her.

Lige her viser han igen en spejlskulptur, som man kan gå ind i, og så ellers lade spejlene om resten, når man ser sig selv fra alle mulige kanter. Stort set alle gæster går ind i Eliassons skulptur og tager selfies. Således også denne anmelder.

Det er en udstilling med værker, man ikke ser til dagligt. Det gør den ekstra spændende. Der er også en gigantisk spændvidde i de mange værker, så man får virkelig tilfredsstillet appetitten på at se noget nyt og anderledes - og det er bestemt ikke kedeligt.

På førstesalen (som ligger cirka fire etager over stueetagen) er der et eksperimentarium, hvor børn, barnlige sjæle og fordomsfri voksne kan lege videre. Man kan for eksempel lege med en kopi af Olafur Eliassons værk. Der kan man se, hvor store ændringer, det giver, når man drejer spejlene blot en lille smule.

I alt er der 27 udstillere, og de fleste af værkerne er gigantiske - ja mange af værkerne har fået en sal for sig selv. Det er værd at rejse efter udstillingen, og du kan foretage den sidste del af rejsen med de københavnske havnebusser. Hvis du sejler til udstillingen, skal du gå 600 meter.

Ved flere af værkerne er der grænse for, hvor mange der lukkes ind ad gangen, så du skal påregne en smule ventetid ved i hvert fald to af værkerne.

Der er flere billeder fra udstillingen under faktaboksen.

 

Light & Space

  • Copenhagen Contemporary
  • Refshalevej 173A, 1432 København
  • Vises til 4. september
  • Udstillende kunstnere: AVPD, Larry Bell, Bruce Nauman, Elyn Zimmerman, Robert Irwin, Peter Alexander, John McCracken, Ann Veronica Janssens, Craig Kaufman, Helen Pashgian, Mary Corse, De Wain Valentine, Susan Kaiser Vogel, Lita Alberquerque, Karin Sander, Ron Cooper, Fred Eversley, Anish Kapoor, Laddi John Dill. Connie Zehr, Ann Linn Palm Hansen, Olafur Elisasson, Judy Chicago, Eric Orr, Doug Wheler, James Turrel og Jeppe Hein.

 

Arkiv