Det var som om rocken døde

Vores gennemgang af rockens historier slutter med 2020. Det føles, som om det er end of story, men der kommer forhåbentligt engang, hvor man i stedet kan tale om de brølende 20’ere. Lad os helt kynisk konstatere: Det var dælme ikke sådan, 20’erne startede.

Det var det dælme heller ikke i 1920 - som trods alt blev starten på de brølende 20'ere dengang.

Selve 2020 startede såmænd helt ok. Fred og ingen fare. Altså lige indtil en eller anden fætter til et after-ski-parti i Østrig greb en fløjte og piftede efter en ny omgang fadbamser. Han fik sendt masser af baktusser ned i fløjten. Den gik fra svælg til svælg. Og i dag er alverden smittet med The Wuhan Flu, som med lige så god ret kan kaldes Den amerikanske Syge – opkaldt efter nationen der liiiige glemte det der med rettidig omhu.

Nå – man skal ikke kaste omkring sig med skyld. Der er jo strengt taget ikke nogen, der har gjort det med vilje. Eller….

NEJ – nu stopper det.

Og musikken stoppede også. I hvert fald som live.

I marts lukker alt

Fra midt i marts blev alt lukket ned. Det gik også ud over koncerterne.

Det gik sandelig også ud over en af de helt store sommerfornøjelser: De gigantiske udendørs koncerter. Den ene af denne artikels forfattere skulle have hørt Rolling Stones i Paris på sin fødselsdag. Men Stones kom aldrig ud af garagen i år. De var som alle andre spærret inde.

Selv om Stones var spærret inde, så fik de rent faktisk – på distancen – lavet deres første studie-indspillede nye nummer i otte år. ”Living in a ghost town” hedder nummeret. Musikerne sad i alle verdenshjørner og spillede deres instrumenter og sang deres strofer til denne coronasang. Og har du ikke hørt den, så gør det på linket her:

Rolling Stones - på Youtube

All Along the Watchtower

Du kan også prøve at google – music for change  - og høre alverdens musikere spille sammen– tjek "All Along the Watchtower”,  eller ”The Weight” med både Robbie Robertson (billedet) og Ringo Star.

Men mindre kan gøre det. Eller rettere: Mindre blev også aflyst. Der var ikke fredagsparty i Karolinelund. Der var ingen festival i hverken Nibe, Skagen, Roskilde eller Tønder. Der var ingen Thy Rock. Der var ingen Grøn Koncert. Ja alt det sjove var væk. Ingen fuldskab og fællessang. Kun fornuft.

Fællessang var der dog: Men altså: Foran tv-skærmen! Det er ikke det samme som at skråle sin sjæl ud i kæmpekor med tusindvis af andre.

Pæne og ærbare koncerter

Da sommeren gik på hæld, blev det dog muligt at komme til koncert. Men altså siddende koncert. Ingen dans og dynamik. Alt sammen pænt og ærbart.

Stadig med et forsamlingsforbud på 500. Og vel at mærke højst 500 i store sale. Skråen måtte således rykke flere koncerter op i Royal Stage på Nordkraft for at kunne honorere afstandskravene. Og på Studenterhuset i Aalborg og Det musiske Hus i Frederikshavn blev koncerterne holdt med passende coronasikker afstand mellem de enkelte gæster.

Altså indtil for et par uger siden, da koncertlivet igen blev lukket ned. Som i fuldstændig ausradiert!

De nyfødte og især de døde

Vi plejer jo at skrive om kendte musikere, der er født i året, vi skriver om. Men lige der er vores krystalkugle blevet noget tåget. Vi ser intet.

Men der er kendte musikere, der døde i dette år. Kenny Rogers, for eksempel. Men også Jerry Slick, der var trommeslager i Great Society.

- Øhh, tænker du nok. Hvor skal jeg kende ham fra.

Ja så kendt er han jo heller ikke. Men i 1961 gifter han sig med fotomodellen Grace Barnett Wing, og hun bliver sanger i hans band. Hun tager hans efternavn. Og hun vælter fem år senere verden som forsanger i Jefferson Airplane under navnet Grace Slick.

Men også en person, der spillede en stor rolle i første afsnit af denne krønike om rockmusikken dør. Little Richard udånder 7. maj i år. Han blev 87 år. Vera Linn døde i en alder af 103 år. Peter Green fra Fleetwood Mac blev 73 år. Trini Lopez blev 83. Johnny Nash blev 80. Spencer Davis blev 81. For at nævne nogle stykker. Mange andre navne, som du har læst om i denne serie i otte afsnit, er for længst døde.

Rock er jo en hård branche. Det er ikke alle der overlever.  Faktisk er der ingen, der overlever. Vi skal jo alle afsted på et tidspunkt.

Dronningen af Vestegnen

Alma Agger vinder i maj X-Factor, og hun kan stille sig op i en lang række af vindere, som alle er gået i glemslens store bog, nærmest inden konfetti-regnen over vinderen er fejet op.

Lidt mere konsistens er der over rapperen Tessa, som rammer publikum direkte med sin pågående tekster. Ja de handler – også – om kønsliv. Men den slags bliver lidt mere spændende, når det kommer ud af munden på en kvinde i stedet for mænd – lige der når man nemt kvalmegrænsen, fordi det bliver sexistisk. Men damer må godt… Tessas vej gennem 2020 lettes så yderligere af, at hun blev herre over sin egen dokumentarserie på DR. Året endte med at hun fik lov at holde sin helt egen nytårstale i Deadline-studiet i DR. Hvis du har fire minutter, så kan du se talen her:

Tessas nytårstale

Årets fem bedste (ifølge Rolling Stones)

Der er mere end en mening om, hvad der var det bedste musik i 2020. Men vi kan da citere magasinet Rolling Stones. De har lavet en liste over årets bedste. Her får du lige de fem i toppen: 1. Fiona Apple: ”Fetch of bolt cutters”. 2. Halsey: ”Manic”. 3. Selena Gomez: ”Rare”. 4. Lil Uzi Vert: ”Eternal Etake”. 5. Run the juvels: ”RTJ4”.

Men midt i al den elendighed var der dog også lyspunkter, både på den danske og den store udenlandske scene.

Herhjemme står Folkeklubben nærmest klar til at overtage den ledige folkelige rocktrone efter Kim Larsen (død september 2018) og slog det fast med årets novemberudgivelse ”Børn af den tabte tid”. Siden de først hittede med ”Fedterøv” har de med stor musikalitet og sproglig snilde formået at holde fast i den personligt farvede samfundskritik og samtidig tilføre deres sange almenmenneskelige erfaringer og oplevelser.

Titelnummeret ”Børn af den tabte tid”, er et lille generationsportræt af dem, der voksede op før internet, sociale medier og mobiltelefoner ændrede vor vestlige verden mere radikalt end to verdenskrige. Selvransagende og en smule vemodigt tilbageskuende - åh-var-alting ikke bedre dengang, da vi slog Sovjet 4-2 i Idrætsparken.

Magisk Realisme

Dansk musiks hippievildmand Uffe Lorenzen udsendte ”Magisk realisme”, syret hippierock, der rusker og rocker og samtidigt tog pulsen på København og vor samtid. I eksempelvis ”Livet skriger” med sanglinjerne ”er der nogen der elsker/eller keder sig ihjel/er der nogen der føler ensomheden/lige som inde i mig selv/hvor livet skriger/ja, livet skriger i min sjæl”.

Og Simon Kvamm udsendte også nyt med sin trio, Hugorm, ”Kom vi flygter”. Et album fyldt med selvransagende sange, et personligt opgør med sin egen Nephew-identitet, og live opført som et totalt show med en overjegs-stemme, der hele tiden satte spørgsmålstegn ved, om Simon nu også virkelig mente de her sange. ”Hvorfor kan du ikke bare spille noget Nephew?”.

Tung, tung støj, metalguitar ovenpå samplet hiphop, tilføjet øretævetæskende trommer. Grimt, men grimt på den befriende måde. Musikalsk passer det perfekt til disse oprørske, krasse og utilpassede sange om en 45-årig mand i midtvejskrise ved navn Simon.

Kuffert fuld af mursten

Levende musik var en mangelvare herhjemme – Claus Hempler nåede lige at komme lidt rundt med sit 2019-album ”Kuffert fuld af mursten”, inden spillestederne blev lukket ned.

Sangerinden Kira Skov måtte aflyse sin forårskoncerter, hvor hun skulle præsentere sit nye album ”I nat bliver vi gamle”. 10 nye numre - sunget sorgarbejde om savnet og tabet af ægtemanden, bassisten Nicolai Munch-Hansen, der døde 20. februar 2017 af en blanding af alkohol, euforiserende stoffer og nervemedicin.

Men Kira tog så på vejene igen i september. Bl.a. på Studenterhuset i Aalborg. Og spillede en glimrende livekoncert, selv om det var en underlig coronapræget oplevelse at blive fulgt ned til afmærkede pladser af visirbærende personale, som oplyste om, at man skulle blive siddende, ikke måtte rejse sig og klappe, og drikkevarer skulle hentes, før koncerten gik i gang.

Men hvor var det befriende igen at komme ud og høre musik live – der hvor den lever på en helt anden måde end på cd, lp eller streaming.

Dylan, Williams og Cave med flere

Samtidssangeren over dem alle, Bob Dylan, som 24. maj i år fylder 80, udsendte ”Rough and Rowdy Ways”. Nyt originalmateriale efter otte års pause og sang med sædvanlig hæs og slidt tudsekvækkende stemme numre som ”False Prophet” og ”Goodbye Jimmy Reed”. Som sædvanlig skånselsløs over både for sig selv og United States of America. Og skulle man være i tvivl om budskabet, var det bare at lægge øre til disc to med numeret ”Murder Must Foul”, en 17 minutter lang musikunderstøttet monolog om snigmordet på John F. Kennedy.

Kritisk var også guitarist og sanger Lucinda Williams på ”Good Souls Better Angels”, hvor hun åbnede vrængende og vildt guitarunderstøttet med nummeret ”You Can’t Rule Me”. Vred var hun, ikke bare vred, nej rødglødende rasende, og det kom til udtryk i sange som ”Bad New Blues” om, at USA bare var ved at drukne i dårligt nyt alle steder og præsidentmanden, hun kunne takke det for, fik sit i ”Man Without A Soul”, hvor der blev sat trump på med en højaktuel linje som ”you’re a man without shame, without dignity and grace”.

Corona tvang også australske Nick Cave til at tænke anderledes musikalsk. Midt under nedlukningen satte han sig solo ved flygelet i Alexandra Palace, 19. juni 2020, for at spille hele 22 numre. Det blev til filmen ”Idiot Prayer”, senere udgivet som album i november.

Det er melankolsk, smukt og mørkt at høre Cave helt alene ved flygelet. For dem, der kender hans sangunivers og kan glæde sig over gribende nyfortolkninger af hele livsværket. Fra åbningsnummeret ”Idiot Prayer” til ”Galleon Ship”.

Hjalte Ross og 2'eren

Kigger du på den nordjyske scene, er det heller ikke lutter jammersang. Sangskriver Hjalte Ross fra Sebbersund udgav 2’eren ”Waves of Haste”, jazzscenen i Aalborg blev lukket ned, men der var masser af streamingkoncerter på initiativ fra Jazz9tus og ikke mindst bassisten Kenneth Dahl Knudsen.

Værd at bemærke er det også, at Huset i Hasserisgade, som et af de første danske spillesteder fik åbnet for livemusikken, og kiggede du rundt på spillestederne, blev der tænkt nye tanker og ideer for at præsentere den levende musik.

Især de mindre steder tog coronaudfordringen op, mens de større havde det svært. Fordi de grupper, musikere og bands, de lever af at præsentere, skal have et større honorar end et up-coming, ukendt navn.

Derfor skal der mange ind for, at det giver mening og overskud at arrangere en koncert. Mens vækstlagets sangskrivere, jazzfolk, hippe hiphopper med videre går for anderledes småmønt eller helt regulært bare må spille ”på døren” og håbe, at der kommer så mange, at der også bliver til et lille honorar.

Jo, det er svære tider for ikke alene rocken, men hele kulturlivet.

Undskyld for alt det vi glemte

Inden vi lukker og slukker vor serie, vil vi gerne sige undskyld til de mange, vi ikke nåede omkring. Så her følger en række navne, du ved lejlighed også burde lytte til:

Steve Winwood, Tom Petty, Peter Gabriel, Sting, Eurythmics, Stevie Ray Vaughan, Bonnie Raitt, Simple Minds, Iggy Pop, Jethro Tull, Moody Blues, Procol Harum, Paul Simon, Carole King, Steve Miller, Joe Cocker, Otis Redding, Ry Cooder, J.J. Cale, James Taylor, Mothers of Invention, Dire Straits, Jeff Beck, Rickie Lee Jones, Elton John, Lynyrd Skynard, Toto, ZZ Top, Los Lobos, Steely Dan, Joy Divisions, Ian Dury, Talking Heads, The Band, Steppenwolf, James Brown, Sam Cooke, Ray Charles – og sikkert mange, mange flere.

Og de danske - Steppeulvene, Savage Rose, Alrune Rod, Burnin' Red Ivanhoe, Culpepers Orchard, Skousen & Ingemann, Gasolin'. C.V. Jørgensen, Sods, Kliche, Malurt, Sebastian, Lars H.U.G., Gnags, Kim Larsen, TV-2, Thomas Helmig, Anne Linnet, D-A-D, Sort Sol, Dicte, Claus Hempler, Dizzy Mizz Lizzy, Caroline Henderson (som senere gik i jazz), Love Shop, Magtens Korridorer, Kashmir, Outlandish, Sonja Hald, Kellermensch og mange, mange flere.

 

 

Der kræver god musik, når du sidder ved tastaturet og skriver om det: Bent Stenbakken lyttede til tenorsaxofonisten Jakob Dinesen: ”Yasmin” og The Who: ”Who’s Next”, mens Max Melgaard hørte Monkey3: "Sphere" og Crosby, Stills, Nash & Young: "Looking foreward".