For nylig fik kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen et af de mere sjældne spørgsmål fra Folketinget. Søren Espersen (DF) ville vide, hvilke ord Sprognævnet havde slettet i de senere årtier.
Svaret blev fremlagt i form af en liste på i alt 3581 enkelte opslagsord, som er taget ud af Retskrivningsordbogen siden 1986.
Fagbladet Journalisten skrev om det i januar i år. Det er nemlig noget, som særligt journalister skal være opmærksomme på, så de ikke bare skriver på automatpilot, men faktisk tjekker, om deres formuleringer bruger de ord, der anerkendes som danske.
Ligesom nye ord i sproget er ret omstridte, kan de gamle, forsvindende ord også vække uenighed. F.eks. lykkedes det for nogle år siden at genoplive det gamle ord ’kålhøgen’ om selvhævdende og pralende adfærd, selv om ordet faktisk var gået af brug.
Men i vore dage er der jo masser af den slags, så mon ikke ordet får en lidt længere levetid?
Kulturen.nu har været en tur igennem listen. Herunder får du en hurtig og meget personlig guide med eksempler på ord, som sprognævnet har dømt ude. Et ord for hvert bogstav:
Man kunne i gamle dage være avindsyg, som betyder misundelig eller tvær. Sagen findes fortsat, vi har bare nye ord for det. Det samme gælder befingre, som de fleste i disse #MeToo-tider ved. Man skal ikke befingre nogen!
I gamle dage kunne man også bruge ordet om at røre for meget og tit ved noget, såsom salgstøj i en butik, eller om at tage for overfladisk på noget. Hvis man kun befingrer et emne, får læseren ikke ordentlig fat i det.
Nogle fænomener er helt forsvundet. I gamle dage bestilte man ikke nødvendigvis plads på en færge. Man kunne køre til færgelejet og håbe på, at der var plads, sådan som det stadig sker på mange små Limfjordsfærger. I tresserne kaldte man sådan en for en chancebilist.
I de større byer begyndte der også at være trængsel på gaderne, da antallet af biler steg. Så opfandt man et princip, der kunne regulere parkeringsjunglen. Det hed datostop, og det gik ud på, at man måtte parkere foran ulige numre på ulige dage, foran lige numre på lige dage. Smart, men nu helt væk.
Fra samme tid vil enkelte af læserne kunne huske pladespillerne. De brugte meget ofte singler, og senere kom LP’erne til, det der nu om dage nok nærmest hedder ’et album’.
Men der blev også markedsført noget midt imellem. Det hed en EP-plade, og den indeholdt normalt en 4-5 sange og varede samlet 15-25 minutter. EP-forkortelsen står for ’extended playing’.
Måske enkelte af læserne også husker fløjlsgrød, en opbagt grød på smør og mel, spædet med mælk? Også det ord er nu forsvundet. Det samme gælder tillægsordet gigtisk, som er afledt af sygdommen. En gigtisk patient, gigtiske lidelser, gigtiske tilfælde.
Med det næste ord træder vi endnu længere tilbage i historien, til dengang der for alvor var forskel på folk. Når man skulle adlyde og gøre, som der blev sagt, så var man hørig.
Nu er ordet væk, men vi har en lille rest tilbage. Vi siger f.eks., at man ikke må sidde nogen eller noget overhørig, altså overhøre noget. Det er mest politiske journalister, der bruger det, og det er mest Folketinget, man skal passe på med.
En innerwing er også fortid. Det er en position på et fodboldhold, der svarer nogenlunde til vore dages 8’er eller 10’er. Ud er også røget jente, som jo bare er et sødt låneord fra norsk, som ingen åbenbart bruger længere.
Så kræver det mere forklaring at forstå kumte. Det er lidt svært at beskrive uden billeder, men der er tale om et hjælpemiddel til at trække tunge ting som træstammer eller vogne.
Man tager en to-delt træramme, som man forer med læder og spænder på hestens eller oksens skuldre, og så trækker dyret derfra. Nok siger vi stadig ’hestekræfter’, men noget er alligevel gået tabt.
At rose helt overdrevet og for meget kaldes med et tysk låneord for at ’lobhudle’. Den, der gør det, er en lobhudler, og han findes ikke længere i ordbogen. Det er heller ikke længere muligt at bruge udsagnsordet at makadamisere.
Det betegner det at belægge en vej med sten, grus eller lignende, og det er oprindelig et eponym, opfundet efter den skotske vejingeniør J.L. McAdam (1756-1836). Nu er vi for længst gået over til asfalt, og McAdam er på vej i glemmebogen.
En lignende skæbne er overgået det ellers meget maleriske ord en nedgangslaks, en laks på vej nedstrøms. Det har længe kun været brugt af lystfiskere, og mon ikke de fortsat vil sige det? I gamle dage sagde man også orddøv, hvormed man mente det samme som ’døv’, blot en anelse mere præcist, måske.
I det hele taget er der gamle gloser, der skinner lidt mere. Til jul vil nogle gå i kirke og synge Det kimer nu til julefest. Et stykke nede i teksten modstiller teksten det fattige Jesusbarn med de rige gaver fra kongerne, og der falder ordet perlestukken, broderet med perler. Smuk sag og smuk sprogdragt.
Men også mere prosaiske ord er på vej ud. Yngre læsere vil om ikke ret længe stå helt uforstående over for glosen radiolicens, for nu har finansieringen af public service i et stykke tid været løst over skatten.
Så er der mere slag i stumprumpet, et ord man før brugte om dyr: med stump hale. Men med menneskers aldrig svigtende, billeddannende evne er betegnelsen også blevet brugt om tøj – nemlig et stykke tøj, som ikke når ned over bagdelen.
Endelig kan man i satirisk øjemed også bruge det om mennesker, som ikke opfattes som helt voksne. Man ser det for sig: En stumprumpet teenager. Det er rimet inde i ordet, der gør det.
At sætte tapet op er enten forsvundet, eller man gør det selv. I gamle dage fandtes der stillingsbetegnelser som f.eks. tapetopsætter, og om folk, der var uskyldige og ude af stand til at handle umoralsk, anvendte man ordet ubedærvet, uforurenet, dvs. uskyldig.
I listen møder man også ordet vragvager, som ikke umiddelbart giver mening. En ’vager’ er et sømærke, så ordet betegner en vigtig funktion i søfarten: Det at vide, hvor der ligger et vrag, så man undgår at støde i det.
Det er også inden for transport, man har brugt ordet waggon om vogne, både i diligencekørslen og med de afløsende tog. Det er som mange andre ord blot engelsk, men har nogle gange også været stavet med enkelt-v på dansk, ja endda med enkelt-g.
Ligesom ’jente’ fra før er også det glemte danske ord yrke et nordisk ord, som tidligere blev forstået uden videre. Det kan faktisk bruges meget bredt på de andre nordiske sprog, om ens job, ens arbejdsområde, i det hele taget det man laver.
Også ordet zarrige er nu ude af retskrivningsordbogen. Sådan et var Rusland i tiden før 1917, hvor zaren var den enevældige hersker.
Faktisk stammer udtrykket ’zar’ fra en person i historien, nemlig den store romerske diktator Caesar, der i kraft af sin politiske arv gav sit navn videre i titlen på alle de romerske kejsere. De hed alle sammen Caesar Augustus, og i Rusland blev det så til en ’zar’. Desværre ser det ud til, at sådan en nu er genopstået derovre, selv om de kalder ham præsident.
At drille eller tirre nogen hed før i tiden at ærte. Det har ikke noget at gøre med grønsager, det er et gammelt norsk ord. Nu er også Østtyskland forsvundet, landet for nogle år siden, betegnelsen her for nylig. Og endelig ordet ålegård, som er betegnelsen for en opbygning af f.eks. pilekviste på bunden af fjorden, så man kan lede ål ind i rusen.
Sådan er der noget for enhver smag i listen over ord, der ikke længere bruges på dansk. Det er op til læseren at afgøre, om nogle af dem skal have en chance mere.