Alle os der hader fodbold og sport

De seneste mange klummer har handlet om fodbold. Du skal heller ikke snydes denne gang, for jeg skriver også om fodbold. Folk, der kender mig, ved, at lige der, er jeg fuldstændig blank.

Jeg synes, fodbold er kedeligt. Der er sådan cirka 20-30 mand på banen, som tonser rundt for at få fat i en rund bold, og når det så endelig lykkes dem, så sparker de den ad helvede til. Jeg kan kun komme i tanke om én ting, der er mere kedelig: Mænd i alt for småt tøj der kører på cykel.

Du har nu fået en varedeklaration, og det er op til dig, om du vil læse videre. Er du fodboldfreak bliver du givetvis rasende efter endt læsning.

Men altså: Dette fodbold har været alt for meget den seneste måneds tid. Hver gang jeg har bænket mig foran tv'et for at se nyheder, så har der været bold.

Hjertestoppet

Jovist skal de sende Danmarks kampe. Men min tv-Avis er altså blevet ødelagt af stribevis af inferiøre kampe. Andorra mod Liechtenstein og hvad ved jeg. Gider det ikke.

I Danmarks første kamp var der en spiller, der fik et hjertestop. Jovist: Det er relevant. Det skal dækkes. Og jeg forstår til fulde, at såvel spillere som publikum var chokerede over, at en af vennerne lå livløs i græsset.

Men det, der skete efterfølgende, var for meget. 

I en hel uge hørte vi ikke om corona. Jeg begyndte så småt at tro, at pandemien var overstået. I stedet var der interview med samtlige sportsfolk i Danmark, som havde været udsat for et lignende hjertestop. Efter to dage ændrede dækningen sig: Nu var der interview med alle de læger i landet, der var i stand til at udføre præcis den operation, som Christian Eriksen skulle udsættes for.

Skal jeg lige klare den operation?

Herfra gik det over i detaljeret forklaring på, hvordan man laver sådan et indgreb. Da vi nåede frem til fredag i den uge, havde jeg hørt så meget, at jeg tror, jeg også ville være i stand til at udføre denne operation.

Altså hvis jeg havde haft min autorisation. Men ude på indlandsisen havde jeg klaret den efter at have set instruktions-videoer derom på tv tre dage i træk.

Efter nogle tabte kampe var Danmark stort set ude. Men ikke hos sportskommentatorerne. Ud fra princippet hvis-og-hvis-og-hvis fandt de frem til, at Danmark havde en teoretisk chance for at gå videre. Nøj hvor de dog pølede rundt i timevis - ja i dagevis - med denne teoretiske mulighed. Det var utåleligt at høre på.

Her er det så, at jeg må aflevere en undskyldning: Hvis-og-hvis-og-hvis gik i opfyldelse, og Danmark gik videre.

Nu gik det danske fodbold-engagement fra det hysteriske og helt op i ekstasen. Korlederne lige der var alle landets sport-journalister og fodboldkommentatorer.

Siden fulgte en stribe sejre. Det er såmænd også helt fint. På et tidspunkt var der en tv-journalist, der skulle interviewe en fodboldsparker umiddelbart efter en kamp. Jeg tror, hans spørgsmål lød omtrent sådan:

- Det er helt vildt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal spørge om. Kan du ikke bare sige noget.

Vi kender alle kliche-spørgsmålet over dem alle: "Hvordan føltes det". Det er nok journalistikkens ringeste spørgsmål, og det er stærkt fordummende.

Det er en hån mod de idrætsudøvere, der modtager spørgsmålet, fordi de står over for  mikrofonholdere, der ikke kan finde ud af at bruge deres uddannelse. Ovenstående spørgsmål betyder strengt taget det sammen. Det er bare - om muligt - endnu dummere.

Fest i gaderne

Jeg var i København, hvor jeg boede i de små gader på Christianshavn, da Danmark spillede sine to sidste kampe. Der var en fest. En folkefest.

Også den har jeg respekt for. For den ene dag var det jo lutter glade mennesker, der fyldte gaderne. Næste gang var folket i dyb depression.

Men begge gange hørte jeg konstant folket råbe: "Fisse, kusse, Schmeichel er en mur".

Jamen du godeste. Jeg har intet - ABSOLUT INTET - mod hverken fisse eller kusse. Især serveret på den helt rigtige måde. Men hvad har kvindelige genitalier med fodbold at gøre? Jeg ved godt, at min interesse for sport er minimal. Lige her bliver jeg dog intellektuelt sat til vægs. Jeg fatter ikke dybden i dette kampråb.

Nu er fodbold-hysteriet så overstået. Hvad sker der så?

Åh nej: Cykelløb

Nu handler det så om mænd i alt for stramt tøj, der kører på cykel.

Gab, siger jeg bare.

Så kommer De olympiske Lege. Det betyder flere uger, hvor gennemsnitsdanskere interesserer sig sejllads, atletik, dressur, svømning med mere.

Altså sportsgrene som til daglig rager danskerne en høstblomst. Fordi det er så kedelig for alle andre end dem, der deltager.

Når det så er overstået, så følger de paraolympiske lege, hvor deltagerne er delt op i små grupper afhængig af deres handicap. Også her går danskerne - og især sportsjournalisterne amok og råber og skriger for hver scoring, hver rekord, hver medalje.

Hvis den 1000-tallige horde af tv-sports-kommentatorer så i det mindste gjorde det godt, når de skal snakke til disse sportsbegivenheder, så hjalp det måske på min smerte. Men deres ordflom er præget af klicheer, der gentages i båndsløjfe afbrudt af hysterisk råberi. Må jeg bede om såvel værdighed, distance og intelligens hos disse sports-skrigere.

Chauvinismens grimme spøgelse

Hvad skyldes denne interesse for det uinteressante? Ja det er jo nok det samme, som puffer til folks interesse for fodbold: Nationalisme. Chauvinisme.

Jeg synes ikke, det klæder nogen at kaste sig over overdreven nationalisme. For det betyder grundlæggende, at jeg er bedre end dig.

Og det er jeg ikke.

Nationalismen har kastet lande ud i krige. Det har ført til, at den ene klaphat efter den anden er blevet valgt i nationer, der skilter med deres demokrati, men har gjort demokratiet så udemokratisk, at det skriger mod himlen.

Her kunne jeg nævne. Nej - du ved præcis, hvem jeg tænker på... Og der er en del.

Tak fordi du læste med. Min kone siger, at jeg er en sur gammel mand med disse synspunkter. Men jeg tror rent faktisk, at vi er nogle stykker, der glæder os til september. Ikke fordi det er blevet meget koldere til den tid. Men fordi vi trænger til en sportspause på tv-kanalerne.