Hvis du er kandidat og gerne vil vælges til byrådet 16. november, så skal du ikke have kultur som din fremmeste mærkesag!
Det politiske medie Altinget havde forud for kommunalvalget lavet en repræsentativ undersøgelse over vælgernes prioritering. De traditionelle velfærdsområder – ældreomsorg, børn-og unge, social sikring og daginstitutioner – kom som ventet ind på de øverste pladser. Eneste nye var faktisk, at klima og miljø nu har hævet sig til en markant 4. plads i vælgernes bevidsthed. Kulturen? Den indtog en 17. plads ud af de 20 mulige placeringer. Det er der – desværre – intet nyt i.
Så der er belæg for påstanden om, at der ikke er stemmer i kultur. Og derfor ser man ingen valgplakater i lygtepælene om, at ”hvis du stemmer på mig, så får du mere kultur” – og her må jeg så på forhånd undskylde for de få undtagelser, der måtte være fra den generelle antagelse. For de findes naturligvis, men drukner i mængden af markskrigeriske løfter om mere velfærd og mere asfalt og medvind på de cykelstier, som alligevel ikke bliver anlagt.
16 gange ordstyrer
Jeg har været ordstyrer (det vil jeg hellere kaldes end det opstyltede moderator) på hele 16 vælgermøder overalt i Nordjylland op til dette valg. Og med to markante undtagelser kan jeg objektivt bevidne, at kultur stort set intet har fyldt, bortset fra hvis en lokal biblioteksfilial var i fare for at blive lukket.
De to markante undtagelser var i Aabybro (Jammerbugt kommune) og Hjørring. Det var til gengæld også to meget anderledes og inspirerende møder, og begge steder med fint besatte stolerækker.
I Aabybro havde kandidaterne fået i opdrag at forvalte en million ekstra og fiktive kulturkroner i den kommende valgperiode. Et beskedent, men også realistisk beløb, når man tager i betragtning, at det offentlige (stat og kommuner) tilskud til kunst og kultur udgør 2,5 pct. af de samlede offentlige finanser.
Én million kulturkroner ekstra
Men altså: 1 million jomfruelige og uberørte kulturkroner til fri afbenyttelse. Jeg kan tørt konstatere, at de fleste af kandidaterne talte varmt for at udvide støtten til eksisterende og gode kulturinitiativer, mens nytænkningen fløj lavt – indtil Enhedslistens repræsentant ruskede forsamlingen op med en bemærkning om, at der er alt for megen Dagmartærte og alt for lidt rock'n'roll i Jammerbugt kommune, og den radikale kandidat fulgte op med at efterlyse provokationer a la de tomme billedrammer på Kunsten i Aalborg. Take the money and run. Det sidste mødte kun udbredt skepsis et sted i den nordjyske geografi, hvor grundholdningen er, at pengene ligger bedst i borgernes lomme. Til nød kan nogle af dem få lov at blive liggende i kommunekassen.
Ret skal være ret: Den omstændighed, at kandidaterne var tvunget til kun at forholde sig til kulturens betydning i deres lokalområde, gav pote. Konklusionen blev faktisk, at den ene million kroner skulle bruges til at samle alle gode kræfter på kryds og tværs for at gøre noget kunstnerisk festligt ved de alt for mange grå og kedelige offentlige rum i kommunen. Den ide var aldrig blevet fostret på et traditionelt vælgermøde. Min fornemmelse er, at man rent faktisk vil gøre noget ved det i Aabybro og omegn.
Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring havde fået den fremragende ide, at lade seks kandidater vælge hver et kunstværk fra de aktuelle udstillinger eller fra magasinet, og det kom der en række overraskende valg ud af. Navnlig var det interessant at høre de enkelte kandidater begrunde deres valg. Lige fra et naivistisk landskabsscenarie over en smuk gobelin til et Poul Anker Bech-maleri af to burkaklædte kvinders mobilsnak i en bølgende kornmark. Det gav et helt andet indblik i de enkelte kandidaters holdning til, hvad kunst skal kunne, og med deres vidt forskellige udgangspunkter nåede de frem til, at den først og sidst skal kunne bevæge og rykke os. I hvilken retning kom så til diskussion i den efterfølgende debat, hvor et kritisk publikum gik kandidaterne på klingen for at få dem til at omsætte deres smukke tanker i daglig praksis.
Hvad det ender med?
Hvad det ender med – og om, det overhovedet ender med noget – skal jeg lade være usagt, men det var livgivende at bruge to timer på en debat om kunst og kultur og dens betydning i en hverdag, der kan synes brydsom og gråmeleret nok for de fleste. Alle politikere var enige om, at det ville de gerne gøre en anden gang.
De to eksempler er til anbefaling og efterfølgelse. Ikke kun, når der er valgkamp og løfterne ligger løst i munden på de fleste kandidater, men generelt og hele tiden.
For sandheden er jo, at kulturen er et af de områder, hvor kommunerne står friest i deres forvaltning. Alt andet er jo belagt med snærende overenskomster, aftaler med regeringen og Kommunernes Landsforening og alle de andre tunge aktører, der skal sørge for, at den fælles livrem ikke spændes et hul for meget ud. Men kulturen er landspolitisk det, som Politikens chefredaktør har kaldt ”et politisk tørkeområde” – og der er derfor frit slag for kommunalpolitikerne til at boltre sig med gode ideer og fantasifulde projekter. Det er bare om at komme i gang.
Jeg har mine tvivl, men lader den gerne komme til skamme.