Quick-test og quick-gudstjenester

Under coronaen har kirkerne tilbudt alternative gudstjenester i korte versioner. Det er gået så godt, at det har fået biskoppen for Aalborg Stift, Henning Toft Bro, til at foreslå, at Folkekirken fremover begynder at tilbyde korte gudstjenester af cirka en halv times varighed.

De skal fungere som et supplement til en generation, der måske gerne vil bruge kirken på nye måder, som biskoppen siger til DR. En form for speed-dating, kan man næste sige. Den er samtidig et muligt svar på de udfordringer, Folkekirken har i dag. 

Når en kulturinstitution mister sine støtter og folkelige forankring, kan det skyldes mindst to ting. Enten er institutionens kulturtilbud ude at trit med tiden, eller også har støtterne fået andre interesser, og søger derfor nye veje i det kulturelle landskab, hvor de kan finde spændende meninger og udfordrende perspektiver på tilværelsen – lige nu.

En af de kulturinstitutioner, der mister sine støtter i disse år, er Folkekirken. En kulturinstitution, der har betydet utroligt meget op gennem historien. Engang var kirkebygningerne med til at strukturere byerne. Deres placering definerede et ’naturligt’ centrum, som alle borgere kunne og skulle forholde sig til.

Herfra kom der nyt om livets mening og perspektiver for et bedre liv, og som det arbejdsomme og nøjsomme folk man var, fandt man trøst og håb her, alt afhængigt af behov.

Folkekirken var rammen

Folkekirken er en institution, hvis vigtigste fundament er tro. Altså en tro på, at et givet udsagn om verden og dens meningsfuldhed er sandt.  Konkret drejer det sig om troen på Guds ord, som det formidles gennem Biblen, og er blevet fortolket af kyndige præster på forskellig vis gennem tiden.

Folkekirken har siden 1500-tallet stået for en række centrale begivenheder i alle borgeres tilværelse: fødsel, overgang fra barn til voksen (konfirmation), bryllup, begravelse og den daglige bekendelse af troen på Guds ord.

Bl.a. båret frem af salmer, der på smukke og sangbare melodier kunne bruges til at lovsynge Gud. Folkekirken var kort sagt ramme for en kultur, der i udgangspunktet havde stor indflydelse på danskernes hverdag.

Sådan er det ikke i dag. Dels falder antallet af støtter, d.v.s. medlemmer, og dels er der flere og flere, også blandt støtterne, der ikke tror på Gud, og for hvem Guds ord ikke rigtigt siger dem noget. Der er kun meget få danskere der finder, at den kultur folkekirken repræsenterer er meningsfuld for dem.

Derimod er der rigtigt mange, der kæmper med tvivl og uro, når det drejer sig om at finde svar på nogle af de store og dybe eksistentielle spørgsmål. Men heller ikke her slår Folkekirkens kulturelle tilbud til. Derfor går flere og flere deres egne veje.

Vil selv

De vil selv give tilværelsen mening, og hvis de finder en vej til Gud eller til deres egen udgave af tro, så finder de den uafhængigt af kirke og gudstjenester.  De kan ikke se sig selv eller meninger med livet i de meget stereotype og traditionelle fremstillinger af liv, død og livet efter døden, som folkekirken stadig tilbyder.

Godt nok er tvivl stadig en vigtig del af troen i Folkekirken, men ambitionen er ofte, at flytte de tvivlende i retning af troen. Ikke omvendt, selv om det måske ville være det mest oplagte i denne tid. 

Det betyder, at som institution er Folkekirken ikke længere kulturbærende, men mere et institutionelt supplement til andre kulturinstitutioner, som en del stadig bruger, for lige at få styr på årstider, formalia eller familiære forbindelser.

Og dens medlemmer er i virkeligheden mere en udfordring end en støtte, fordi deres adfærd i denne sammenhæng mere vidner om passivt fravalg end om aktivt tilvalg. Her er det nye tilbud så, at det hele kan gøres på den halve tid, Hvis det skal være.

På finansloven

I denne situation kan Folkekirken imidlertid tage det helt roligt. Den er på finansloven, hvilket betyder, at den årligt har omkring otte milliarder kroner at gøre godt med.

Uanset hvad der sker eller ikke sker i og omkring Folkekirken.

Hvis videobutikkerne havde haft samme økonomiske sikkerhedsnet, havde de sikkert stadig ligget, hvor de lå. Men sådan spillede det klaver ikke, og derfor er det nu Netflix og andre streamingtjenester, der distribuerer og producerer en stor del af nutidens flittigt brugte kulturtilbud.

En erkendelse. der fører til det meget oplagte og naturlige spørgsmål:

Om det ikke også var på tide at udfordre Folkekirken på dens økonomiske grundlag?

Altså fordele de ressourcer der bevilliges til folkekirken til alle organisationer, som beskæftiger sig med eksistentielle spørgsmål.

Det gælder både andre trossamfund og andre kulturinstitutioner, der flittigt sætter spørgsmål om liv og død på dagsordenen. Og det gør de fleste!

På den måde kunne man fordele ressourcerne mere i overensstemmelse med aktivitet og vigtighed, målt ud fra engagement og folkelig betydning.

Evanthore Vestergaard har opponeret mod indholdet i denne klumme. Det kan du læse her.