Skip to main content
Lørdagsklummen

Omkring en skole

Forleden var jeg omkring Vrå gamle Skole, som nu fungerer som velkomstcenter for ukrainske flygtninge i Hjørring Kommune. Og mit ærinde var også relateret hertil.

Nemlig hvordan vi fra Vendsyssel Kunstmuseum kan bidrage med aktiviteter for de mange børn og mødre, der på grund af den helt forfærdelige og tragiske situation i deres hjemland har måttet flygte og nu skal prøve at få en hverdag til at hænge sammen et nyt sted og i et nyt land.

At skolen ligger midt i maleren Svend Engelunds ’by’ ser man straks, man træder ind i forhallen, hvortil han har udført de store vægudsmykninger. Svend Engelund (1908-2007) blev født i Vrå, og efter nogle år i København vendte han i 1942 tilbage til byen, hvor han bosatte sig med sin familie, indtil de i 1952 rykkede til Aarhus. Men tilknytningen til Vrå forblev stærk. Det vender jeg tilbage til.   

Jeg bliver mødt af to meget venlige personer, som spørger mig:

– Er det dig, der skal til møde?

Ja, siger jeg og bliver vist ned ad gangen, der, hvis ikke det lige var for de mange og lange borde med stakke af tøj, bragte mig tilbage til min egen skoletid.

Vi sidder i det, der engang var biblioteket. Et stort rum, og Louise, som er frivilligkoordinator, fortæller, hvordan de blandt andet har fået det til at fungere med de behov, som nu er opstået. For eksempel ved at bygge små rum i rummet ved hjælp af nogle af de gamle bogreoler, så man både kan være sammen og hver for sig.

Takket være en stor gruppe frivillige er den gamle skoles funktion blevet forvandlet til et nyt formål. Som Louise siger, ’det er vi gode til i Vrå - at stå sammen og få tingene til at ske’.

En kreds af borgere i Vrå og omegn ville for eksempel også gerne starte et bryghus i den gamle stationsbygning - og det skete i 2016, hvor Vrå Bryghus åbnede.

Ikke langt fra den gamle skole ligger Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, og lige op ad den Vrå Højskole.

Og det var på opfordring af højskoleforstander Arne Brandt Pedersen, at Svend Engelund i 1942 lavede sin første ophængning af værker på Højskolen og derved lagde grundstenen til Vrå-udstillingen, der finder sted hvert år i august.

I dag træller sammenslutningen over 40 faste kunstnere. Med lidt hurtig hovedregning kan Vrå-udstillingen således i år fejre sit 80-års jubilæum!

Fra de første udstillinger på Højskolen blev der i 1971 udvidet med Kunstsalen, tegnet af Knud Friis, og i 1992 kom udvidelsen med Kunstbygningen, tegnet af Niels Engelund, til. Hele året, minus august, kan man her opleve værker af Svend Engelund. Visionære og initiativrige borgere har lagt mange grundsten på kulturens vej.

I en by som Vrå er der stærke frivillige kræfter, som hjælper med til at få tingene til at ske. Og nu også på den gamle skole.         

Apropos 80 år: Vrå-kunstnerne tilhører en af grundstammerne i Vendsyssel Kunstmuseums samling, og den 13. april ville Poul Anker Bech, der var medlem af Vrå-udstillingen fra 1980 til 2006, være fyldt 80 år.

Det markerer vi på P. Nørkjærs Plads med lanceringen af VKM ArtCamp, kunstmuseets nye mobile kreaværksted, der er indrettet i en retro campingvogn, inspireret af Poul Anker Bechs billedunivers. Også i det projekt spiller frivillige en uundværlig rolle. TAK til dem.   

Lørdagsklummen

  • Lørdagsklummen skrives på skift af Sine Kildeberg, direktør for Vendsyssel Kunstmuseum. Johannes Andersen, Aalborg Universitet. Minna Johannesson, direktør for Teater Nordkraft. Liv Lund, korleder. Nicolaj Holm, direktør AKKC, Bent Stenbakken, Kulturen.NU. Hans Henriksen, direktør for Aalborg Teater. Max Melgaard, kulturen.NU. Og Jørgen Pyndt, journalist med meget mere.
Arkiv