Skip to main content
Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Haraldslund - en smuk oase i Aalborg

I 1969 åbnede Haraldslund med pomp og pragt. Daværende borgemester Marius Andersen var om nogen idrættens mand, og han åbnede stedet som primært indeholdt svømmehal og motionscenter, og som var helt ekstraordinært rent arkitektonisk.

Det var en flot gave til aalborgenserne og blev bygget i en tid, hvor der var stort fokus på, at der skulle være haller og gode faciliteter til folk, der ønskede at dyrke motion og idræt.

Haraldslund blev en succes fra starten, men i slutningen af 90'erne var Haraldslund ude i en stor krise. Der var store problemer med indeklimaet. Det fungerede ikke i personalegruppen. I motionscentret kom der næsten kun bodybuildere, rockere og dørmænd fra Jomfru Anegade. På toiletterne flød der med sprøjter. I brugerrådet var vi fortvivlede. Der kom selvfølgelig også andre kunder, men de blev færre og færre.  Det værste af alt var dog, at Haraldslund generelt trængte til en gevaldig renovering for at kunne eksistere.

Sagen blev politisk, og politikerne i Aalborg byråd skulle finde ud af, om de ville ofre 85 mio. på at lave en renovering af Haraldslund. Det blev en meget hård kamp, hvor vi i brugerrådet heldigvis fik mobiliseret rigtig mange brugere, der kunne medvirke til at påvirke politikerne. Vi holdt møder, demonstrationer, lavede underskriftsindsamlinger etc.

Jeg selv som brugerrådsformand havde blandt andet et godt samarbejde med Thomas Kastrup Larsen, som var en ung mand, det var på vej frem i Socialdemokratiet og Henrik Thomsen fra SF kæmpede også indædt for, at vi kunne bevare Haraldslund.

Min opfattelse er, at de to politikere i høj grad var med til at påvirke Henning G. Jensen og S, så Haraldslund kunne få de 85 mio. til renoveringen. Stor tak til dem.

Haraldslund renoveret

Det lykkedes at få politikerne med på renoveringen, så Haraldslund efter en omfattende renovering kunne åbne igen i 2002.

Et virkelig nyt dejligt hus, som nu blev kaldt et Vand og Kulturhus, specielt fordi Haraldslund også nu indeholdt et nyt flot bibliotek.

Der blev ansat en ny visionær og knalddygtig inspektør i Jan Frederiksen, som nu sammen med et engageret og serviceminded personale siden har drevet stedet på allerbedste vis.

For tre år siden lukkede biblioteket desværre, og blev erstattet af en bibliotekszone, som er en nødløsning, og det har været et tilbageskridt. Samtidig har der har for nylig været flere omgange af coronanedlukninger. Men…nu er stedet oppe i omdrejninger igen, og brugerne er så småt begyndt at vende tilbage. Det er jo hårdt arbejde, at få brugerne tilbage, for mange har fået andre vaner, men heldigvis har Haraldslund så meget at byde på, at brugerne så småt vender tilbage.

Oppuster kulturelt

Der er også så meget at vende tilbage til med alle de fællesskaber og aktiviteter, der er i Vand- og Kulturhuset.

På væggene udstiller skiftende lokale kunstnere spændende maleriske værker.

Wellness-afdelingen er oppe i omdrejninger, og nu er det ganske gratis at benytte området sammen med en svømmebillet. Dejligt at opleve hvordan folk i alle aldersklasser nu nyder livet derude.

Projektet “Sundhed i bevægelse” er igen i gang på fuld kraft. Det er et projekt, hvor hjerte og kræftpatienter træner efter operationer, og møder mere ligesindede, og hvor kroppen bliver holdt godt igang af superdygtige instruktører med Elin Olsen i spidsen.

I brugerrådet vil vi også fortsætte med at arrangere kulturarrangementer. I efteråret lavede vi et opera-arrangement i forhallen, hvor det var stuvende fyldt, og vi vil henover året fortsætte med andre arrangementer i forhallen.

Vi er så heldige i brugerrådet at have tidligere direktør for Aalborg Kongres og Kulturcenter Ernst Trillingsgaard, og han har på ingen måder mistet pusten. Har kæmperespekt for den mand, som byder ind med et hav af forslag til arrangementer. Han er for længst fyldt 80, men det bremser ikke Ernst.

Brugerrådet vil også udvikle flere arrangementer og begivenheder for børn. Børnekulturen skal have en mere fremtrædende plads i Haraldslund.

Vi tror også, at det er blevet lettere at få del i kulturpenge  fra Aalborg Byråd, som sandsynligvis er meget bevidste om, at kulturen nu skal prioriteres efter den lange coronanedlukning, som så voldsomt er gået ud over kulturinstitutionerne.

Ja, og så er vi i brugerrådet ved at arrangere en Vestbyen by Night-dag, sammen med andre aktører i Vestbyen: samrådet, børnehaver og skoler.

Det skal være en dag i foråret, hvor Haraldslund og forpladsen skal syde af liv og glade dage med sang, dans, musik, loppemarkeder, konkurrencer etc.

Og nu er det snart forår. Er lykkelig for, at vi har Haraldslund. Er selv kommet der i snart 50 år, og været brugerrådsformand i 30, og vil komme der til livet rinder ud.

Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Denne klumme skrives på skift af Jørgen Andersen (SF), Vibeke Gamst (K), Per Clausen (EL) og Maja Torp (V). Jørgen Andersen formand for brugerrådet i Haraldslund

Arkiv