Du kender og har sikkert også smagt ”høns i asparges” – tæt på at være en national jydespise, med hønsekødstykker i en god opbagt sauce, serveret i en butterdejsskal.
Det er ikke tosset at få. Men jeg selv er for tiden lidt halvhøj på ”høns i corona”. I nogle år har jeg haft et lille hønsehold i haven, p.t. seks styk med den gule førerhøne i Albufera i spidsen.
Det er hårde tider at være høne i. Jorden er stenhård frossen, så det er ikke muligt at skrabe sig til det store, når flokken støvsuger haven for fødeemner. For et par år siden var vi slemt plaget af dræbersnegle, men efter en vinter med fritgående høns, var det slut med den slimede snegleplage.
Sådan en blød lille snegl uden skal er lækkerbisken for sulten høne.
Som allerede Peder Laale skrev i 1167 – ”så lever hønen af sit skrab, som løven af sit rov”. Men hvorfor nu al den hønsesnak? Hvad har kultur med høns at gøre?
Jo, hør nu blot. Mine høns er med til at holde mit humør lige så solskinsgult optimistisk som blommen i deres nylagte æg. Især i denne nedlukkede tid, hvor jeg ser alt for få, og hvor min sociale boble minder om en Pallis Tivoli-ballon fra i forfjor.
Slatten og rynken og uden opdrift.
Så hjælper hønsene til. Når jeg går ud af bagdøren, kommer de straks løbende mig i møde. For helt ærligt. Forbarm dig dog! Du må da have en godbid, en rest fra aftensmaden eller en smule korn at smide til os altid sultne høns.
De bevingede er stort set altædende, hvis du snitter eller hakker madresterne fint. En halv bøf, en lidt for gammel marineret sild, salat og grøntsagsrester og gammelt brød og kartoffel – det hele bliver budt velkommen af de næbbede høns. Men pas på med det sidste – for mange tomme kalorier giver færre æg.
Der skal grønt og proteiner til.
Udover humørløftet holder hønsene mig også i gang rent fysisk. Vandautomaten fryser hurtigt til i de sibiriske barfrosttemperaturer, som vi for tiden lever med i det nordjyske. Så flere gange dagligt må jeg ud med en optøet automat – den står lige inden for døren – og skifte den ud med den bundfrosne i hønsehuset.
Og tidligt om morgenen kan det godt foregå i blot i badekåben. Det kan godt vække en vis morskab hos mine genboer at se hønsefar barbenet løbe afsted med vand.
Siden begyndelsen af vor tidsregning har vi haft høns omkring os herhjemme. Helt tilbage til jernalderen. Hønsene gik frit omkring og måtte selv skaffe sig størstedelen af føden.
Orm, larver, insekter, bær og hvad der nu var af grønt om sommeren. Og om vinteren kunne de redde sig lidt korn, når der blev tærsket i loen. Der var langt fra vore dages højtindustrialiserede superhøne til datidens hårdføre høne, formet af det danske klima, kulde og regn, vant til nøjsom at klare sig selv.
Hønsene fløj selv op og fandt nattesæde i sikkerhed i træ eller busk. Og æggene blev lagt, hvor hønen nu fandt passende skjul. En af mine, kaldet Fjutte, fordi hun altid kommer sidst til foderet, fandt i sommers på at lægge sine i ly under salviebusken – og der fandt jeg så seks styk på en gang!
Udbyttet af æg var langt ringere, end vi kender det i dag. Omkring 1700-tallet skete der imidlertid noget. Byernes befolkningstal steg, og der blev basis for torvehandel. Med grøntsager, men også med æg og fjerkræ.
Men det kræver gødning at dyrke grøntsager. Husmænd og andet fattigfolk havde ingen adgang til staldgødning, og derfor begyndte man at spærre de tidligere så frie høns inde om natten.
Her i hønsehuset blev der også plads til redekasser, så kvinder og børn ikke længere skulle rende rundt og lede efter æg. Fjerkræet og dets pasning var nemlig dengang kvindernes arbejde. Høns trækker instinktivt indenfor, når det bliver mørkt af frygt for rovdyr, som ræv og mår. Så det er ret nemt at lære høns at trække hjem. Og nu lå den værdifulde hønsegødning som en stribe under siddepindene.
En gødning, som var langt rigere på næringsstoffer end staldgødning, og som derfor kunne få køkkenhavens grøntsager til at strutte af vitalt overskud.
Sådan hænger høns og menneske sammen fra gammel tid. Men i 60’ernes opgangstider forsvandt hønsene fra køkkenhaverne. Selvforsyning var ikke længere i høj kurs.
De nye parcelhusejere havde med den stigende velstand fået råd til at købe fødevarer i den nye opfindelse - supermarkeder, og den gamle køkkenhave med bærbuske og frugttræer blev tit forvandlet til hjemsted for stedsegrønne træer og buske samt udstrakte, irgrønne græsplænearealer.
Så hønseholdskulturen døde ud, men hønsene er vendt tilbage i haven her i løbet af det sidste årti.
Økologi, klimaudfordringen og stigende lyst til at købe mad produceret nær én har forstærket den tendens.
Og i disse tider - ”corona, corona, hvornår pikler du af?” - er der ganske rart og godt for humøret at være selvforsynende med æg – fra høns i en coronatid.