Hvad er det, der går på fire ben om morgenen, på to ben til middag, men på tre ben om aftenen? Sådan cirka lød den gåde, som Ødipus skulle løse for at undgå at blive spist.
Gådestilleren var nemlig en sfinks, et fabeldyr fra mytologien, der består af en løvekrop med menneskehoved. De fleste vil kende figuren fra Ægypten, hvor sfinkserne ligger og bevogter pyramiderne.
Sfinkser skal man passe på med, for allerede løver er i sig selv farlige. De bliver sådan set bare mere farlige af at få et kvindehoved sat på. Så tror man dem menneskelige, og så er man mindre på vagt – og menneskeligheden gør dem klogere og mere udspekulerede.
Det lykkes dog Ødipus at gennemskue sfinksen og løse gåden. Det er mennesket, der er løsningen.
Mennesket kravler først på alle fire, dernæst står og går det på egne ben, og til sidst slutter det med som gammel at bruge stok. Ved at gætte gåden redder Ødipus byen fra ulykke, men går ind til sin egen, men det er en anden historie.
Her skal det handle om løver, som er noget nær et globalt symbol. De fleste kulturer, der har kendt til løver, har puttet betydning ind i dem.
Med sfinksen er vi i Mesopotamien, Ægypten og Grækenland, men løver som stærke dyr og metaforer for styrke og kongemagt kan genfindes overalt i den antikke verden.
I Mykene har vi en løveport fra midten af det 2. årtusind før Kristus. I den gamle buddhistiske by Mandalay i Burma stod løvetronen. Løven udlægges som symbol på den buddhistiske læres uovervindelighed og indgår som sådan i deres stupaer. Selv i Kina er løven et positivt dyr – se blot i hvor høj grad deres drager ligner.
De gamle jøder forbandt løven med Juda stamme, hvorfra den israelitiske konge kom, og da kristendommen tog over, blev løven knyttet til evangelisten Markus. Derfor bliver republikken Venedigs store plads benævnt Markuspladsen, markeret netop af en løvestatue.
Fra middelalderen kender vi den britiske kong Richard Løvehjerte, Lionheart eller hvad vi nu kalder ham. I al fald en vellidt og halvtragisk skikkelse fra en af de værste perioder i historien at være englænder i. Alligevel er det løverne med hjerter om, der ryger ind i det britiske rigsvåben, og den dag i dag kan man kalde det engelske fodboldlandshold for ”Three Lions”.
Men slå lige det danske rigsvåben op og se, at de selvsamme tre, behjertede løver også gælder som landets symbol for os. Grundtvig synger om, at ”vi fører løver i vort skjold / af hjerter tæt omsatte / dem førte vi fra Hedenold / og ingen abekatte”.
Der er et helt stjernetegn til løven, og der er masser af historier.
Fra Bibelen kender vi den om Daniel, der blev kastet i en løvekule, dvs. en udgravet indhegning med løver i. Tanken var, at han skulle dø af det, men gud holdt selvfølgelig hånden over sin vigtige profet, der med tiden skulle optages i det gamle testamente.
Fra den romerske litteratur har vi historien om Androkles, der var en slave. Han skulle kastes for løverne, men blev demonstrativt skånet af den største af dem. Forklaringen på den mærkelige adfærd var, at Androkles på et tidligere tidspunkt, mange år før, havde pillet en torn ud af løvens pote og derved skaffet sig en livslang ven.
Løven Aslan er helten i Narnia-universet. Han er ’den store løve’ og fungerer som det godes repræsentant og forkæmper i den stort anlagte historie. Faktisk er Aslan en konfiguration af Kristus, hvad enhver kan overbevise sig om i bog eller film. Fun fact: Aslan er tyrkisk og betyder simpelthen ’løve’.
Vi har den glade løve i Afrika og mange andre steder som børnebog og Løvernes konge i Disneys univers, både som animationsfilm og en meget udbredt musical på mange sprog.
Også sprogligt er løven meget anvendt. Vi har haft løvekulen, men i vore dage har vi jo også Løvens Hule, hvor alle de håbefulde, entreprenante danskere kan sælge deres idé til højstbydende investor.
Det er lidt farligt, for løver kan jo spise en, men løvens hule er tænkt som en stresstest af idéen. Hvis man holder til en tur ind til løverne, så klarer man sig måske på det store marked.
En løvefod er, hvad det er. Men digteren Hostrup (1818-1892) brugte udtrykket ’løvefødder og gesvejsninger’ om overdreven pynt, og det er, som om alle badekarsfabrikanter har taget det til sig.
Man kan undre sig over, hvorfor et afrikansk rovdyrs yderste fodled skal bruges til at støtte et badekar, men sådan er der så meget. Hostrup selv havde noget af en løvemanke.
Man kan gå rundt som en brølende løve, hvis man er utålmodig og aggressiv, man kan kaste nogen for løverne (som Daniel før), eller man kan springe op som en løve og falde ned som et lam, hvis vreden går i sig selv.
Går man i løvens gab er det næsten som med hulen, og man kan også i en tekst mærke løvens klo, hvis forfatteren er lidt spids. Hvis nogen udtrykker noget vigtigt på rette tid og sted, vil reaktionen måske være: ”Godt brølt, løve!”
Og endelig er der planterne, både løvemund og løvetand. Den sidste er jo meget udbredt, og det er fra de tandformede blade, blomsten har fået sit navn. Det franske navn er dent-de-lion, ordret betyder det lige præcis: løvens tand.
Men englænderne overtog betegnelsen og kom med tiden til at udtale blomsten dendelion. Vi kalder den godt nok også mælkebøtte, men selv i så udbredt et fænomen spiller dyrenes konge ind.
Sidste sproglige billede: Marta Sørensen udgav tidligere på året en bog om at være mor. Den handler om både forventninger og realiteter, og dens sigende titel er: Høne, løve, ravn.
Så kan man spejle sig i dyrene og vores fordomme om dem.
Er man en pylrende høne, der beskytter børnene for meget, er man en kampberedt back-up (det der nogle steder nok ville hedde en tiger mom), eller er man den lidt for løse slags, der lader de små passe sig selv, måske endda gå for lud og koldt vand?
Høne, løve eller ravn – det er ikke nemt at være mor. Måske burde vi begynde at bruge de ellers ret ukendte sammensætninger hønefar, løvefar og ravnefar?