Sport som opium

Forleden sad jeg og nød mit yndlingsprogram Deadline på DR og fulgte en samtale mellem sognepræst Sørine Godtfredsen og filosof Anders Fogh Jensen.

Samtalen handlede om, at sport fylder for meget i danskernes tilværelse. Der blev listet tal op, som dokumenterer, at vi bruger oceaner af tid på at se sport i TV.

Denne sommer har vi toppet all time, hvor vi har fulgt EM i fodbold, Tour de France og OL i Tokyo. Hvilken betydning har det for vores livskvalitet med alt det passive tv-kiggeri?  Er det en god måde at bruge sit liv på!

Jeg kom til at tænke på en af mine gamle læremestre Karl Marx, der i 1844 beskæftigede sig med udsagnet:

Religion er opium for folket.

Netop den tese har sin egen historie, men jeg tænker på, om det ikke kan overføres til: Er sport opium for folket?

Er sport ikke bare et flygtigt fænomen, virkelighedsflugt, eskapisme, hvor vi drømmer os væk og glemmer, hvad livet dybest set handler om i forhold til de virkelige livsforhold og værdier som materielle, økonomiske og samfundsmæssige vilkår.

Radioprogram i 80'erne

Jeg kom også til at tænke på et radioprogram, jeg i 80’erne var med til at producere på Radio Aalborg, som hed Radio Rød Aalborg. Allerede dengang sad folk i timevis klinet til skærmen, når der var sport i tv. Vi spurgte dengang folk om, hvilken betydning det havde, om vi som danskere vandt et eller andet ved EM, VM eller OL.

Det havde folk meget svært ved at svare på. Det blev til noget med, at det var godt for Danmark. At vi styrkede nationalfølelsen. At vi fik selvtillid som nation. At de andre lande fik respekt for os. 

Men…. hvad kan vi dybest set bruge det til, at Pernille Blume bliver nummer tre i svømning? Eller Victor Axelsen vinder i badminton, fodboldlandsholdet kommer i en semifinale eller at Jonas Vingegaard bliver nummer to i Tour de France.

Vel ikke ret meget.

Altså udover at vi er blevet underholdt og har slappet af med noget, der ikke betyder så meget for vores tilværelse.  Det flytter jo ingenting.

Sportsfolkene kæmper for sig selv og er i deres egen verden.

De har ikke et budskab som kunstneren, skuespilleren, digteren, foredragsholderen, filmen etc.

Der er ikke specielt meget ånd og dannelse i at SE sport. Der er sundhed og fællesskab i at DYRKE sport, men det bliver der desværre mindre af.

Sportens skyggesider

Sporten viser sit værd, når det handler om venskabelig kappestrid, og når vi følger vores hold i fælleskaber på den gode måde, men desværre er der også alt for meget ballade, racisme og nedgørelse forbundet med sporten.

Ren stammekultur. Modstanderne svines til, og tidligere venner bliver til fjender.

På Aalborg stadion  bliver modstanderholdet for eksempel altid mødt af mishagsytringer og hån. En tidligere spiller bliver hængt op i en galge (Ståle Solbakken). Og en tidligere velanset spiller (Henrik Dalsgaard) bliver mødt af piften og giftige tilråb, når han vender tilbage på et andet hold. Ingen som helst respekt her.

Vi kan så nu konstatere, at TV kiggeriet er i eksplosiv galop fremad. Der er ingen bremseklodser. Udvidelse på udvidelse specielt af fodbold, håndbold og cykling.

Optaktsprogrammer i timevis inden kick-off og nedtaktsprogrammer lige så lange. Men programmerne er meget billige at producere, og det ser ikke ud til at stoppe. Seertallene vokser og vokser, mens andre kulturprogrammer, som er smallere og dyrere at lave, efterhånden bliver en sjældenhed.

Passiviteten

Passiviteten og den utrolige mængde af tid, vi bruger foran tv, kommer også til at betyde, at vi ikke gør noget andet.

Det bliver for anstrengende at lette r…. og komme ud i samfundet til de kulturelle tilbud, som så kun bliver færre og færre. Coronaen gør så også sit til, at vi er blevet mere forsigtige ift. de offentlige rum.

Jeg selv kan også mærke, hvordan det er så let at blive suget ind i centrifugen. Jeg er vild med netop fodbold, håndbold og cykling. Jeg drages så at sige.

Men heldigvis ligger der så meget andet spændende derude, som betyder meget for mig:
Biograferne, spillestederne, teatrene, vennerne, familien og børnene, kæresten, de politiske dagsordener med klima, miljø, kommunalvalg, lokalpolitik, Haraldslund etc.

Jeg ved jo alt for godt, at min livskvalitet er forbundet med fælleskaber og relationer.