Suppe, steg og is kaldes den mest udbredte koncertform inden for klassisk musik kærligt. Man kunne også sige ”ouverture, solokoncert og symfoni” for det er det, det handler om.
Siden man i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at bygge offentlige koncerthuse og flyttede musikken væk fra den isolerede tilværelse på adelens slotte, har denne koncertform været gængs. Især også fordi begrebet virtuos vandt frem på den tid.
Hver uge dyrker Aalborg Symfoniorkester, Berliner Philharmonikerne, New York Symphony og alle de andre hundredvis af symfoniorkester verden over den klassiske koncertform. Når man ser ud over koncertsalens publikum, som en kollega lidt uvenligt kalder ”de grå hjelme”, så kan det undre, at man ikke i højere grad kommer et nyt, ungt publikum i møde med andre koncertformer.
I hvert fald må man konstatere, at unge er i mindretal ved de fleste symfonikoncerter. Det kan der naturligvis være flere grunde til:
Måske er den gamle parykmusik i sig selv for støvet, måske oplever de unge musik gennem andre medier end den levende koncert, måske har de ikke tid og råd.
Og måske orker de ikke at sidde i to timer, lytte til et som regel forudsigeligt program, og ikke mindst deltage i hele dette setup med kjoleklædte musikere, en diktatorisk dirigent, regler for bifald, dresscode m.v. Måske føler de sig fremmede i hele dette på mange punkter bedaget miljø.
Jeg tror ikke, det skorter på undersøgelser af unges kulturvaner, men uge efter uge stiller man igen an med suppe, steg og is, selvom de unge nok hellere vil have en hurtig pizza.
Skal jeg være ærlig keder jeg mig også ofte på anmelderstolen, ikke nødvendigvis fordi musikken er kedelig eller udførelsen dårlig, men fordi forudsigeligheden er så udpræget, koncert-ritualerne underligt udpinte, og to timer kan forekomme uendeligt lange.
Det skal retfærdigvis siges, at en del arrangører i den klassiske musikverden forsøger sig med andre former. Det kan være koncerter på utraditionelle steder og tidspunkter, mere utvungne ritualer og først og fremmest koncertlængden.
Et lokalt eksempel er Aalborg Operafestival, der arrangerer korte koncerter på torve, virksomheder, altaner, plejehjem, private stuer etc. – og det med én af den klassiske musiks mest tunge genrer.
Et andet eksempel er formidlingen af ny musik, samtidsmusikken, der for 50-60 år siden havde et dårligt rygte for at være utilgængelig.
Siden har flere og flere fået ørene op for, at tidens musik er bedre end sit rygte, men der er næppe tvivl om, at tendensen til kortere, utraditionelle koncertformer gør sit til at øge publikum, herunder det yngre. Det kan altså lade sig gøre.
Andre kunstarter har fået vind i sejlene efter at man har opløst fortidens snærende bånd omkring formidlingen, f.eks. litteraturen og dramaet, teatret og filmen. Her er det mit indtryk, at både former, ritualer, dresscode, og hvad der ellers knytter sig til en kunstnerisk event – og ikke mindst bredden i publikum, er under imponerende, kvalificeret udvikling.
Vil man på den klassiske musiks område supplere os ”grå hjelme” i sort/hvid med mere farverige og uformelle publikummer af yngre årgang må man i højere grad komme de sidste i møde og ikke kun nurse de gamle.
Der sker alt for lidt – og muligheder er der ellers nok af. Kun fantasien sætter grænser – musikken er grænseløs i sig selv.