Minder fra barndommen

Tegneserie - Line Høj Høstrup: “Det Besjælede Hus”

Den sprællevende tegneserieskaber Line Høj Høstrup modtog i 2019 både Pingprisen og Claus Deleuran prisen for årets Bedste Danske Debut.

Priserne blev givet for den rørende skildring af et sygdomsforløb med kræft. “Det rette element” var hård kost, men også en øjenåbner.

Tegneserier handler ikke blot om gallere, detektiver, superhelte eller journalister. Tegneserier handler om mennesker, og nogle gange -  som i flere af Lines udgivelser - om tegneren selv.

I faglitteraturen kaldes det autobiografi, altså at udgivelsen ikke bare handler om nogen, men om skaberen selv.

Den vej rundt er det at læse Lines udgivelser - og ikke mindst den seneste “Det Besjælede Hus” - som at sidde sammen med Line og læse om tiden, der var engang, og hvad den har betydet.

“Det Besjælede Hus” starter med at vise et stamtræ, et tværsnit af en bygning og en tidslinje. Det er rammen for Line Høj Høstrups historie om: Hvor kommer jeg fra?

Og det er en ganske opbyggelig historie. Ikke mindst set i forhold til spørgsmålet om børnefamilier, som idag eller rettere igen er kommet helt ind på den politiske dagsorden.

Er “Det Besjælede Hus” et skønmaleri af en stor familie, der har det rigtigt godt med hinanden? Er det kollektiv-romantik?

Måske, men hvorfor skulle det ikke være i orden. Både at fortælle om sin egen barndom og egen opvækst i et kollektiv af den “gamle skole”. Før fladskærme og samtalekøkken.

“Det Besjælede Hus” er fem nedslag i familien Høj Høstrup liv: Nabolaget, Kæresteparret, Børnene, De nytilkomne og Kollektivet. Og det virker så genkendeligt, så roligt, så ukompliceret, og så opbyggeligt.

Line Høj Høstrups streg og stil kan noget helt særligt. For selvom denne anmelder for sit indre øre næsten kunne høre Lotte Kærsås børnesang “Her bor jeg”, så gemmer stilen mere end at være “for børn”.

Den er uperfekt, indlevende og opløftende. Lige præcis det, man kan have brug for, når hverdag og familieliv strammer til.

Normalt er det jo sådan i den litterære verden, at det er de dysfunktionelle familier, der får roser for at vise, at livet er hårdt. Men livet er mere end bare hårdt. Det er meningsfuldt.

Ikke mindst hvis vi deler, at familier også godt kan sammen, og ikke bare være anledning til flerårige terapeutforløb. For familien er også der, hvor vi er sammen, og oplever at høre til.

Tak for det, Line. Tusinde tak.