At træde i karakter

Pia Søltoft og Tormod Tingstad: ”Kunsten at blive et ordentligt menneske”

Etik er et svært emne. Ikke at mene noget om, men at tale om. Når talen falder på etik, ender det ofte i moralisme.

Det er meget lettere at se, hvad de andre skal gøre for at handle rigtigt, end det er at tage fat på sine egne udfordringer. Om det sagde Møllehave: Hvis moral er godt, er dobbeltmoral så dobbelt så godt?

I vore dage mener de fleste nok, at moral er et individuelt spørgsmål. Det er op til dig selv at tage ansvaret for dine handlinger og sikre dig, at det hænger sammen - for dig. Dine værdier skal holde i virkeligheden, du skal handle, så du kan se dig selv i øjnene. Moral er individuelt bestemt.

Men samtidig er vi konstant kun få skridt fra det kollektive hysteri, hvor vi rotter os sammen for at fordømme det ene og det andet. Politikere med rod i bilagene, en klimaaktivist på flyvetur eller en forsker, der parafraserer.

Og når vi bliver forargede, er der kun en måde at gøre ting på, og det er den fælles – som om moralen altså ikke er individuel alligevel.

En nyere megatrend er værd at lægge mærke til. Etik tænkes ikke længere kun som pligtetik eller nytteetik. Pligtetik er Kant: Du skal handle sådan, at det ville være godt, hvis alle gjorde det samme. Nytteetik er Bentham: Størst mulig lykke for så mange som muligt.

De to måder at tænke på har været de normale i de seneste 200 år, men nu vender dydsetikken tilbage. Dydsetikken er Aristoteles. Hvad skal man gøre, for at det er rigtigt? Man skal gøre, som den gode mand gør. Den rette handling afgøres af de værdier, som den handlende lægger til grund. Man skal, med denne bogs ord, være ”et ordentligt menneske”.

Denne måde at tænke på har meget for sig (og imod sig, men det må blive en anden gang). Den betoner individets ansvar for sine handlinger, og den ved, at det gode skal man øve sig i. Det gode er værd at lægge sig efter i gentagne handlinger, for de vil slå igennem på personligheden. Du bliver det, du plejer at gøre.

I bogen her bliver det godt fremhævet: Behovet for at indøve gode handlinger er personlighedsdannende. Og en leder er naturligt nok efter samme logik et menneske med karakter.

En leder skal opføre sig ordentligt, hans eller hendes værdier skal være tilegnet i praksis. Man kan ikke være en ordentlig leder uden at være et ordentligt menneske.

Så langt, så godt. Men inspirationen til bogen er dobbelt. Foruden Aristoteles er det Søren Kierkegaard, og de to er ikke helt nemme at tænke sammen.

Denne læser ser Kierkegaard som lidt skævt anbragt i sammenhængen. Han kan godt være med på karakterdannelsen, men han har større, religiøst prægede mål.

Kierkegaard kan hjælpe os med at vælge. Vi skal forstå, at valg er et vilkår, og vi skal tage ansvar for både foretagne og udskudte valg. Det samme skal ledere.

Men når Kierkegaards stadielære bliver koblet sammen med Aristoteles, begynder de løse ender at flagre. De to filosoffer er simpelthen for uforenelige.

Helt galt går det i det andet afsnit, som handler om dyder og laster. De 7 dødssynder, hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab bliver opdateret og sættes op imod 7 laster.

Tanken er naturligt nok at få noget konkret kød på de teoretiske knogler, og den anden del er da også kendetegnet ved nogle livsnære eksempler, ofte hentet fra erhvervslederes verden. Forfatterne har interviewet 9 af dem og bruger nogle af deres udtalelser. De er fornuftige nok.

Eksemplerne er forståelige og lærerige, det er ikke det. Men forståelsesskemaet halter.

Der opereres med dødssynder og deres modsætninger, men der opereres også med Aristoteles’ berømte gyldne middelvej, hvor den rigtige handling ligger midt mellem to afveje. Så pludselig står dyderne i modsætning til to laster, og det hænger ikke sammen.

Dyden ’barmhjertighed’ placeres f.eks. midt mellem lasterne ’vrede’ og ’godtroenhed’. Hvordan kan det give mening? Teksten supplerer: ”Barmhjertighed er det modsatte af ligegyldighed og hjerteløshed”. Dette sidste er mere sandt, men hvad skulle vi så rundt om Aristoteles for? Og kan vrede ikke være lige så hjerteløst som naivitet?

Dyderne kommer til at minde for meget om hinanden, så den tydelige opbygning af afsnittet bliver paradoksalt nok kun mulig gennem uklare begreber. Den fine bog med den originale opbygning og den meget sympatiske genindførelse af dydsetikken skuffer på et højere niveau.