Der er ingen trøst

Digte - Caspar Eric : ”Vi kan gøre meget”

Caspar Erics nye digtsamling består af 12 suiter, der kredser om en verden, der befinder sig i undtagelsestilstand. Til trods for titlens forsigtige optimisme og den dystopiske tematik fornægter det naive udsyn på verden sig ikke:

”Det er vinter igen

her hvor jeg sidder

midt i en verden

der har mistet sin uskyld

Undtagelsestilstanden

er blevet the new normal

kh stemmen

der blev lovet kloden”.

Linjerne ”en verden / der har mistet sin uskyld” kan de fleste måske genfinde et ekko af i sig selv, men bliver man ikke nødt til at spørge, om verden nogensinde har haft ”sin uskyld”?

I så fald hvornår?

Nu skal digte og digtere jo ikke bestå en historieprøve, men så legende let, det er at trække på en guldaldertankegang, lige så intellektuelt og sprogligt utilfredsstillende er det.

Hvordan skal man også læse de pågældende linjer, når digteren sidst i bogen helt uden rødmen modsiger sig selv: ”det er ikke verden / men os der er blevet kolde”? Kan Eric bestemme sig?

Hvad skal man så mene om det ovenstående digts påstand om, at ”Undtagelsestilstanden / er blevet the new normal”. Hvor gør dét sig egentlig gældende? I Danmark?

Mig bekendt har vi end ikke haft en undtagelsestilstand for nylig, så hvad mener digteren med sin sprælske og radikale frejdighed? Det lugter vel egentlig mere om et ideologisk trip end æstetisk eftertænksomhed.

Til trods for det næsten alt for velkendte i samlingens ideologiske projekt, så er der også et stille nærvær til stede i enkelte af digtene. Et af dem er også fra den første suite:

”Børnene driver rundt

i en oppustet gummibåd

midt i en pøl

som regnen har efterladt;

et lille klip

fra en dystopisk fremtid,

en kommende flodbølge

men ikke endnu.

Ikke endnu

hvisker jeg til mig selv”.

De to sidste linjer reder hele digtet. Den vedholdende fastholdelse af, at der er håb endnu – på trods. Det er så fint registreret.

Ser man bort fra de intellektuelle floskler, så er der faktisk noget at komme efter i Erics seneste bog. Ikke så meget for indholdet, som er så forventeligt, som noget kan være.

Men pga. sproget og billederne, som rent faktisk viser noget om Erics formåen … som om han bliver stadig mere sikker i sit kunstneriske sprog.

”Det er ingen trøst

at der ikke var mere at gøre”.

Nutidsformen i første linje clasher med anden linjes datid. Det er måske digtets styrke. Hvem er vi halvgamle, at vi klandrer de unge for deres klimaangst? Deres aktivistiske tilgang?

Jeg er i tvivl med Erics seneste udspil – på den ene side er der digte og linje, der sprogligt er interessante, på den anden er der en (næsten) for tidstypisk (venstredrejet) retorik.