Skip to main content
Roman

Besejret borgherre fortæller

Roman - Anne-Cathrine Riebnitzsky: ”Vindens port”

Riebnitzsky har skrevet en stor og medrivende historisk fortælling om 1300-tallets Andalusien fra dengang, hvor spanske Andalusien var under muslimsk herredømme, og hvor den muslimske verden var førende inden for lægevidenskab, matematik, astronomi og filosofi.

Romanens hovedperson og jeg-fortæller er Ibrahim Banu Said, der er borgherre i den muslimske fæstningsby Al-Qalat i Andalusien. Ibrahim er en klog og reflekteret mand, både over for befolkningen i det lille samfund og over for sine tre hustruer og sine børn.

Han fortæller historien til et du, som man hurtigt erfarer, er den kristne feltherre, der efter en lang og opslidende belejring har overtaget fæstningsbyen fra Ibrahim.

I tilbageblik hører vi om Ibrahims liv som borgherre og dagliglivet i et muslimsk samfund i 1300-tallet; om slaver og flerkoneri, om betydningen af at få en søn og om pilgrimsture til Mekka.

I Al Qalat har det i mange år være muligt for muslimer, kristne og jøder at leve side om side, ligesom handelsfolk af forskellig religiøs overbevisning har kunnet handle med hinanden der.

Men da en kristen invasion nærmer sig under ledelse af den 27-årige kong Alfonso XI med tilnavnet Hævneren, får den fredelige tid på borgen en ende.

På grund af rammefortællingen, hvor Ibrahim fortæller sin historie til den kristne feltherre, forstår man som læser lige fra starten, at det er den besejrede, der fortæller historien.

Samtidig er det den besejrede muslimske befolkning, vi har lært at kende, og som vi har fulgt i medgang og modgang, mens de kristne besejrer de farlige, uciviliserede barbarer.

Det er et fint greb, forfatteren her benytter sig af. Hun viser med en roman, der foregår for 700 år siden, at vi mennesker altid har frygtet ”de andre”, de vantro, dem, der lever anderledes end os selv.

Samtidig er Riebnitzsky også eminent til at skabe overbevisende og troværdige romanfigurer. Her en muslimsk mand med magt i en hel anden tid end vores.

Og så har jeg slet ikke fortalt, hvor fint de tre hustruer og deres indbyrdes forhold er beskrevet.

Om hvor meget heste og hesteopdræt betyder for Ibrahim, om venskabet med Hamsa, om sorgen over den førstefødte søns død, om bekymringen for den følsomme datters kærlighed til en fremmed uden for borgen, og om alt det andet, der skaber den store farverige fortælling om Ibrahim Banu Said fra Al-Qalat.

Men der skal jo også være noget til dig at læse. Jeg kan kun sige; Glæd dig!

Foto: Simon Klein Knudsen

 

Vil du have et nyhedsbrev? Så tilmeld dig på: brev@kulturen.nu

For god ordens skyld: Der kommer kun ét nyhedsbrev om ugen. Ingen spam herfra.

Roman

  • Anne-Cathrine Riebnitzsky:
  • ”Vindens port”
  • 448 sider, 349,95 kr., Lindhardt og Ringhof
Arkiv