Rollerne skiftes - og så bliver det interessant

August Strindberg: "Frøken Julie"

En adelskvinde forfører en kammertjener. Det er det ultrakorte referat af "Frøken Julie".

Her kan man med god ret stille spørgsmålet: Hvad rager det mig i dag?

Vi er for længst videre, men vi er ikke i mål. #meto har vistnok vist det med al tydelighed. Men en historie om et kærlighedsforhold - eller skal vi rettere kalde det et engangsknald mellem herskab og tjenestefolk - det er ikke en historie, der har jordforbindelse i dag.

Så det er ikke derfor, du skal se "Frøken Julie". Det skal du derimod for at opleve den udvikling, stykket to personer gennemgår.

Sædelighedsfejden

I perioden 1883-87 rasede Den store nordiske Sædelighedsfejde. Forfatterne dengang røg direkte i flæsket på hinanden, mens de diskuterede seksualmoral. Moralen dengang var, at alle skulle være uskyldige, når de blev gift. For sex hørte kun til inden for ægteskabet. Fakta var, at kvinder vogtede deres dyd, mens mændene gik til prostituerede.

I sædelighedsfejden mødte vi norske Bjørnstjerne Bjørnsson, der mente, at mænd også skulle være kyske inden ægteskabet. Over for ham havde vi svenske August Strindberg og danske Georg Brandes, der ville fritstille seksuallysten. Sådan skåret lidt firkantet ud. De mente, at sex var en privat sag.

Med i debatten var også synspunkter om, at kvinder ikke måtte cykle. De kunne risikere at blive liderlige deraf.

Nok at forarges over

Det er på baggrund af denne fejde, at Strindberg i 1888 skriver "Frøken Julie". Der gik dog temmelig mange år, før skuespillet blev opført i Sverige. Det var for stærk kost: Udenomsægteskabelig sex! En kvinde der tager forførerrollen! En adelskvinde og en ussel tjener!

Der var nok at blive forarget over.

Okay: Strindberg boede også i Danmark, da han skrev stykket.

Man kan groft sagt dele "Frøken Julie" op i tre dele: Forspillet (om jeg så må sige), det store knald. Og et nachspiel. Om jeg så må sige.

I forspillet foregår legen mellem Julie og Jean. Det er en leg, men det er den adelige, der bestemmer, og tjeneren, der lystrer. Det er ikke en leg mellem lige børn.

Så kommer det store knald. Det ser vi gennem bulder og brag og kulørte lamper uden nogen på scenen. Men vi er nok klar over, hvad der sker.

I efterspillet bliver det interessant. For nu har de to byttet roller. Jean er den stærke. Julie er den svage.

Her laver instruktør Christoffer Berdal et genialt træk: Han lader skuespillerne skifte karakter. Nu er det pludselig Maria Cordsen, der spiller Jean, mens Albert Stein Ankerstjerne spiller Julie.

Med andre ord: Det er samme skuespiller, der spiller den stærke i forholdet. Den samme skuespiller giver den som det ydmyge menneske i den konstellation.

Det træk gør faktisk det gamle skuespil mere interessant. For "Frøken Julie" er og bliver meget gammel og gammeldags. Men nu bliver det friskt.

Maria Cordsen er såmænd fin - og forudsigelig - i rollen som Julie. Men hold nu op, hvor hun bliver farlig, når hun tager mandetøjet på og tager styringen. Hun er skræmmende - og skræmmende god. Hun bliver typen, man ikke tør sige imod.

På samme måde som Albert Stein Ankerstjerne er servil, tjenstivrig og kender sin plads nederst i hierarkiet, så møder vi ham som den selvudslettende kvinde, når han får kjolen på. Iblandt en lille smule bestemt, men konstant nem at sparke ned, når hun rejser sig op. Det er et menneske i opløsning, vi møder lige her.

Det er ikke rart at se på, for der er så meget magt og misbrug i deres relation.

Det er jo heller ikke jagten på en lykkelig slutning, der driver forestilling, men det ved vi jo på forhånd.

Det er en produktion, hvor alt fungerer: Glimrende og enkel scenografi. Fint lys og god lyd.

Så velkommen tilbage ønsker vi Vendsyssel Teater.

Læs interview med instruktøren her