Skip to main content
FARCE

Sherlock Holmes - helt til grin

TEATER: ”Baskerville”

Hvor de dog kan lave farce på Himmerlands Teater. Ingen over. Ingen ved siden af. Ingen overhovedet i nærheden.

Og hvor er det herligt, at Himmerlands Teater har fået en tradition med at lave en farce hvert år. En farce går strengt taget ud på at få folk til at blive syge af grin. Og det er jo bedre end at dø af grin. Den slags er faktisk svært, for det er ikke nok at have et manus, der ved første gennemlæsning er underholdende og sjovt. For der er én ting, der er vigtigere end alt andet: Timingen.

Det kan de på det lille teater i Hobro.

Det er replikkerne, der ofte skal afleveres i raket-tempo. Det er bevægelser, der skal være aldeles synkrone. Det er røg, lys, musik og lydeffekter, som skal afvikles med samme præcision som en operation i øjet. Alting skal simpelthen sidde lige i kassen. Blot et kvart sekund kan ødelægge det hele.

Det kvarte sekunds forsinkelse oplever man heldigvis aldrig på Himmerlands Teater. Men det var strengt taget heller ikke ventet. For i det ganske land er der efterhånden konsensus om, at Danmarks farcehovedstad er Hobro.

Baskerville - frit efter Sherlock Holmes

Dette års farce er ”Baskerville”. Frit – meget frit – efter Sherlock Holmes-historien om Baskervilles Hund skrevet af Arthur Connan Doyle for 119 år siden. Ken Ludwig har gjort den til en farce, Robin Haslund Buch har oversat til dansk, og ensemblet på Hobro Teater har klaret resten.

Som krimi-historie er ”Baskerville” ikke noget særligt. Det bliver den alene i kraft af, at man bruger den værktøjskasse, hvorpå der står farce.

Der findes næppe noget i den værktøjskasse, der ikke bliver hevet frem. Det er således ubetaleligt morsomt at se tre mænd kæmpe sige gennem en brandstorm, mens de blafrer med frakkeskøderne for at illudere blæst. Eller de sidder og ryster på en kuffert for at vise, at de er ombord på et tog eller en hestevogn. Og sådan falder de finurlige indslag i den ene byge efter den anden.

Men også teknikken anvendes til bedste. Når for eksempel Sherlock Holmes tænder sin pibe, og teknikken kvitterer med teaterrøg i en strid stråle ned fra loftet – ja så er det også virksomt.

Fantastiske kostumeskift

Der er også de mange kostumeskift. For de fem skuespiller har et halvt hundrede roller at se til. Mindst. Ganske overdådig er Kirstine Hedrup i roller som sygeplejerske, den underskønne Betty, den visne husbestyrerinde, den tyske stuepige og hvad ved jeg. Eller Erik Viinberg, der kan få stort set alle sine roller til at stå knivskarpt, og som tillige brillerer i nogle kostumeskift lige foran øjnene på os, som yderligere cementerer forestillingens humor.

Men der er også Sune C. Abel som sir Baskerville (den unge) spillet med forbavsende sjov amerikansk accent. Det eneste, der mangler lige der, er en orange Trump-paryk! Caspar Juel Berg er selveste Sherlock Holmes, og Ronny Sterlø er hans trofaste makker dr. Watson. Og det er helt utroligt, som de klæder hinanden i denne forestilling.

Den måske vigtigste ingrediens i denne farce er scenografien. Når man sætter sig ind i teatersalen, ser man blot nogle malede trævægge. Men du fredsens hvor der dog er spræl i disse vægge. Gitte Baastrup har lavet en genial scenografi.

”Baskerville” har kun ét formål: Det er at få tilskuerne til at grine. Vi dør heldigvis ikke af grin undervejs. Men det er ganske tæt på mange gange. Man skal virkelig tage sig sammen og være en sten, hvis man ikke kan grine af dette.

  • Medvirkende: Caspar Juel Berg, Kirstine Hedrup, Erik Viinberg, Sune C. Abel og Ronny Sterlø
  • Instruktion: Susanne Sangill
  • Scenografi: Gitte Baastrup
  • Oversættelse: Robin Haslund Buch
  • Komponist/lyddesigner: Mads Horsbøl
  • Lysdesign: Carl Koytu
  • Skræddersal: Ing-Britt Niss
  • Spiller til 12. december