Sangskat uden mål og med

Teaterkoncert er sådan et underligt sammensat ord. For hvad er det, du skal opleve?

Er det skuespillet som er i fokus, mens sangene er tilføjet som krymmel og glasur på kagen? Eller er det sangenes sande kerne, vi skal opleve foldet ud ved hjælp af skuespil, visualisering og effekter?

”Drømte mig en drøm” er lige som ingen af delene, men falder underlig sangslatten ud. Uden en egentlig rød tråd og historie. Ikke fordi der er noget galt med sangene – her er både ”Mallebrok er død i krigen”, Kim Larsens ”Blip Båt”, PH’s ”De binder os på mund og hånd”, ”Jens Vejmand” og meget andet godt, nyt som gammelt, fra den danske sangskat.

Det er et fordomsfrit udvalg løselig bundet op i et forløb, startende omkring nederlaget i 1864, hvor nationalsangen for alvor fik vinger og blev et samlingspunkt.

Jamen, er det så en historie om danskens liv fra dengang og så frem til i dag, vi her får serveret. Nej, bid mærke i udtrukket ”løseligt bundet op”.

For sangene stritter i alle mulige retninger, sådan som de jo er blevet brugt herhjemme og har beskrevet og omfavnet sorg og glæde, krig og fred, vort skjønne modersmål, kærligheden, arbejdet og årstidernes skiften.

Hver enkelt sang har haft sit fokus og sit emne, og har ramt eller rammer hver enkelt  af os med sin egen tone og ord.

Men hvad får du så, hvis du sætter sammen? Fordi du elsker dem, sådan på kryds og tværs – får du så fat i en større historie, en beskrivelse af os, af folkesjælen.

Nej, egentlig ikke. I hvert fald ikke i denne  forestilling, der aldrig samler sig til et egentligt meningsgivende stykke. Med den der aha-oplevelse, du ved:

- Nå, det er det instruktøren og skuespillerholdet, musikerne, koreograf med flere har arbejdet på at fortælle mig på nytænkende kunstnerisk vis.

Hvad angår holdets sangpræstationer … Nogle sang bedre end andre, andre sang godt, to - eller var det tre gange - blev der sunget direkte falsk. Andre gange blev der reciteret i stedet for sunget.

Ovenstående ikke ment som katastrofal kritik, for der blev knoklet hårdt også med stemmebåndene for at få tingene til at lykkes.

Men når alt for meget – eller faktisk alt – bliver lagt over til den enkelte teatergængers gætteri på, hvad den sang mon skal betyde i den store sammenhæng, så er det simpelthen svært at holde koncentration.

Et par indlagte mellemspil, hvor skuespillere kastede sig ud i højstemte dybsindigheder bragte heller ikke mere klarhed. Fortænkt var det.

Hvorfor skulle ”Det var en lørdag aften” ende i forsmået nutidigt kvindeligt vredesudbrud efterfulgt af en rask bytur med tøserne med indlagt hip-hop rim?

Det strittede i for mange retninger med for mange forskellige stemninger. Kalejdoskopisk – det kan man vel ikke have noget imod?

Nej, men her blev det nærmere kaotisk. En stribe velproducerede sangtableauer uden nogen indre sammenhæng eller indre berigelser af hinanden. Blot sådan en slags kulørte suttebolsjer trukket på snor.

Lidt alvor her, lidt sjov der, men uden indre nødvendighed.

Jovist er det flot, med kameraer der projicerer skuespillere og musikere op på bagtæppet, med det nyforelskede par kørende rundt i tørisrøg, mens de udveksler turtelduebetroelser i form af krydsklippede popbanaliteter.

Selveste Stalin ville da have nikket anerkendende til ”Arbejdets sang” leveret med ensemblet i blå kedeldragter og hammerslag, og Marie Knudsen Fogh med gangstativ er da god som syngende sirene, der giver den gas til forvrænget el-guitar.

Men ”Drømte mig en drøm” er og bliver et udstyrsstykke, uden mål og med, en samling sange leveret flot, flot, men også underligt tomt. Fordi de sjældent tager fat i sangens kerne, men forfalder til udvendig tingel-tangel og promotionsglimmer.

Sangene bliver forsynet med en masse udenomsværker, der i virkeligheden ikke føjer mere til – men trækker fra.

Et ufrivilligt suk tvang sig flere gange ud mellem læberne – for her er meget for øjet, men mindre for øret og ikke mindst tanken.

Foto: Allan Toft, Catrine Zorn.