Gangster og folkeforfører

Teater - ”Arturo Uis uhindrede vej til magten”

Sindssygt spændende scenografi, stærkt politisk lærestykke med godt skuespil især i form af den bærende hovedrolleindehaver, Tina Gylling Mortensen.

Et satirisk skuespil, skrevet i 1941 af den tyske eksil-dramatik Bertolt Brecht, som en parodi på Hitlers magtovertagelse, fortæller om gangsteren Arturoi Ui i 1930’ernes Chicago, der overtager byens kulmarked ved hensynsløs manipulation, løgn, vold og bestikkelse.

Men i Vendsyssel Teaters nyoversatte version ved forfatter Madam Nielsen er så indført et metalag, så vi som tilskuere – i begyndelsen – er med til indspilning af en film med arbejdstitlen ”Det store gangstershow”.

Byens borgmester Dogsborough (Peter Gilsfort) bliver bestukket til at opføre et kajanlæg for kulkartellet bestående af Clark, Sheet, Butcher og Bowl.

Borgmesteren får et rederi, gangstertyperne får et stort kommunalt lån, men har slet ikke til hensigt at bygge kajanlægget. De vil blot polstrere sig selv økonomisk, og da den lille underkendte Arturo Ui får kendskab til bestikkelsen, prøver han at afpresse borgmesteren.

Det lykkes ikke, men en offentlig undersøgelse af sagen orkestreret af Arturo er ikke til at stoppe, og ”kulmafiaen” går i panik. Sheet bliver kaldt til afhøring, men bliver skudt, inden han når frem, og snart opdager vi, at bag det hele er den hensynsløse forsmåede Arturo ved at overtage byen og dens beskyttelse – kaos og retsløse tilstande venter forude.

Se, det ville jo nogenlunde være til at følge med i, hvis der var tale om et regulært opført stykke teater med de for Brecht så typiske forklarende afbrydelser. Men nej – i denne version er det med at holde fast i hat og briller og holde øjne og ører og ikke mindst hjernen klar fra første åbningsscene.

For det går der udad i et ganske febrilsk tempo.

En cirkelrund grøn scene med filmudstyret står klar, når stykket åbner. Store skærme og mobile skure, og publikum bliver straks aktiveret med håndsoprækning af venstre og højre hånd, og så begge to på en gang.

Så går vi i gang med filmoptagelsen, hvor du kan opleve dele af handlingen skitseret ovenfor, men også opleve, hvorledes den rastløse og stadigt mere utilfredse Arturo i form af Tina Gyllings pomadehårsfedtede mandsling til sidst obstruerer og overtager stykkets handlig.

Ændrer den og gør sig og  sin rolle større, får magt og indflydelse ved ganske hensynsløst at rydde alt og alle af vejen – i filmen, i teaterstykket, i ”virkeligheden”.

Det er ikke uspændende at opleve, hvordan vi på en måde er med midt i en arbejdsproces, optagelse af en regulær sort-hvid gangsterfilm, samtidig med at stykket folder sig ud.

Det er intellektuelt udfordrende, men også stærkt opmærksomhedskrævende både at følge med på de filmede skærmbilleder og samtidig koncentrere sig om det fysiske skuespil, der foregår lige foran én rent fysisk.

På skærmen er du helt tæt på, ansigtsmimik og følelser, men du er også nødt til at følge med i, hvad der ellers sker for. Filmoptagelserne, de mange afbrud og bratte stop, virker egentlig forstyrrende i dit forsøg på at få greb om, hvad stykket egentlig drejer sig om.

Men det kommer efterhånden – efterhånden som lighedstegnet mellem gangster og folkeforfører træder stadigt tydelige frem.

Gilsfort og Gylling gør det godt og brænder intenst igennem med deres spil. Ganske komisk, når Gilsfort skal lære Gylling, hvordan du skal optræde foran en større forsamling og såmænd citerer og bruger Shakespeare.

Men ensemblets replikbehandling er sine steder også for utydelig og snøvlet, også fordi spilletempoet er så højt og febrilsk intenst.

Her er meget for øjet, mens tanken kan have ganske svært ved at følge med, og forstå alle disse satiriske henvisninger og parodier på alt fra Al Capone over Richard III til Faust.

Men du er ikke i tvivl om, at du både er blevet forført, bedraget og manipuleret, når du oplever stykkets finale med en triumferende genopstået og hyldet Arturo, der kan minde dig om både Hitler, Trump,  Putin og Erdoğan.

Det er dristigt, det er krævende, det er anderledes, men det er værd at se.

Foto: Rumle Skafte

Vendsyssel Teater, premiere lørdag 18. februar.