Sprudlende og fortvivlet

Teater - ”Lazarus”

Det er en både livlig, poetisk og tankevækkende forestilling, som Teater Nordkraft har fået ud af deres meddigtende fortolkning af Bent Hallers ungdomsroman ”Lazarus”.

På en gang grinagtig og fortvivlet øm og præcis, når den skildrer tvillingeparret Aurora (Lærke Engelbrecht) og Alwin (Michael Siebsager), og hvordan først den ene, så den anden, falder for den kønne fodbolddreng Lazarus (Peter Høgsbro Toftegaard).

Tvillingerne hører til i overklassen, glansbilledkønne og nu i den alder, hvor deres velhavende forældre har skilt dem af i sengen, fordi Alwin er begyndt at onanere. Og hvis de sover sammen igen, bliver en af dem landsforvist til onkel Henning i Ringkøbing.

Men de siger det samme, tænker det samme, ser det samme og er på en måde sammen uovervindelige og ét både i tanke og kød.

Scenen er sat med en hvid boksering med en neonlysende firkant svævende oven over og rundt om piedestalen står strittende marehalm, græs og brunt løbegrus.

De to tvillinger er selvoptaget opslugte af sig selv, incestuøst forbundne, kærligt kyssende, men så med ét, som ved et trylleslag opdager Aurora, det særlige lys, der stråler ude fra den fodboldsdragtklædte Lazarus.

I øvrigt vist slet ikke hans virkelige navn, men blot noget, de kalder ham. Aurora bliver simpelthen smaskforelsket, og Lærke Engelbrecht er intet mindre end fortryllende som teenagepigen, der første gang bliver ramt af forelskelsens vanvid og nærmest ikke aner, hvad hun skal stille op.

På en gang genert, hæmmet og samtidigt kropsligt omkringfarende, aldrig i ro, som en vintersulten mejse hoppende rundt i forsøget på at finde ud af, hvad hun skal stille op med det buldrende følelsesbål, som hun nu nærmest magtesløs oplever overtage hendes krop, sjæl og hjerne.

Alwin hjælper hende så godt, han kan, men så bliver også han ramt af forelskelsens tordenkile – og ja, du gætter rigtigt i netop den Lazarus, som tvillingesøster Aurora har mistet sit hjerte til.

Nu begynder kampen om Lazarus, og her gælder alle beskidte kneb, som når Alwin forklæder sig som Aurora og overtager hendes planlagte stævnemøde.

Det er et livligt stykke med fuld knald på kropsudfoldelse, omklædning og overtagelse af hinandens identitet og balancerer elegant på en dirrende linje, der både giver plads til det lattervækkende grinagtige og alvoren, når du mister dig selv til en anden.

Godt skuespil, der rammer teenagealderens ømme kaos, fortvivlelse og overstadig glæde – så er jeg i himlen, så er jeg i kælderen – når kærligheden rammer den uforberedte.

Peter Høgsbro Toftegaard spiller den mandigt plasksvedende Adonis, beundret og ombejlet og ganske rundforvirret – og det gør han godt. Men også Michael Slebsager er glimrende som den udspekulerede tvillingebroder, der skønt han elsker sin søster ikke viger tilbage for at overtage hendes elskede.

Det er også en forestilling, der leger med kønsidentitet uden at det bliver for overpædagogisk eller villet demonstrativt. For man kan faktisk godt elske en anden mand uden at være bøsse. Eller hvad?

Replikkerne fyger hurtige, korte og letforståelige hverdagsnaturlige , og samtidig skiftes skuespillerne til som en slags tredjepersons alvidende fortæller til at give rammen omkring dramaet –  og hvem kan undgå at blive forelsket i en Lazarus, hvis kys dufter af sne – solskinssne.

Med den rundforvirrede Lazarus, egentlig blot en helt gennemsnitsnormal teenager, indfanget af tvillingernes mørke og fortryllelse, som han sikkert aldrig slipper fri af. Med mindre de giver ham lov.

Det er en ganske uforudsigelig, gribende og samtidigt munter undersøgelse af forelskelsens galskab, der samtidig skildrer den ubarmhjertige magtkamp mellem tvillingeparret.

Forrygende teater, sprudlende og fortvivlende.

Teater Nordkraft, premiere, lørdag 4. marts.