Teater Nordkraft er klar med program for den kommende sæson. Der lægges ud 27. august med ”Woyzeck”, som er en repremiere.
I lighed med alle andre teatre, så gemmer Teater Nordkraft de bedste forestillinger, som så kan tages op og spilles igen.
Fordelen er, at man kan fylde programmet op, men fordelen er også, at når man laver en genopsætning, så kan det klares med et væsentligt kortere prøveforløb. Hvor en normal – ny – forestilling ofte kræver et seks ugers prøveforløb, så er der sat to uger af til at få ”Woyzeck” på plads igen.
- Skuespillerne synes, det er meget fedt at tage gamle stykker op. Især dem de godt kunne lide at spille. Men grundlæggende skal der jo være flest nye forestillinger i repertoiret for den kommende sæson, siger Minna Johannesson, der er leder af Teater Nordkraft.
- En anden spændende ting er, når man genopsætter, at man lige kan tænke på, hvor man kan forbedre forestillingen.
Det er en meget fysisk forestilling, som kræver en god kondition af de medvirkende. Så teatret har fået tilknyttet en fysioterapeut til at hjælpe skuespillerne med alle de hårde aktiviteter. I det hele taget laver Teater Nordkraft jo mange forestillinger, der kræver en god fysik.
- Fysioterapeuten kan for eksempel hjælpe skuespillerne med gode råd om, hvordan man hopper hver aften i en måned uden at få skader.
- Jeg elsker jo, når det er fysisk helt vildt, siger teaterchefen. 26. november er der premiere på ”Kongernes fald”, som instrueres af Nicolai Faber.
- Det er den forestilling, vi ved mindst om nu, siger Minna Johannesson, for Nicolai Faber arbejder stadig med teksten.
”Kongernes fald” har ikke noget at gøre med Johannes V. Jensens ”Kongens fald”, og teatret var meget i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige titel at anvende. Men Nicolai Faber er vild med titlen, så sådan bliver det.
Forestillingen handler om, hvad magten gør ved et menneske.
- I det øjeblik, man skriver under på at modtage kronen, så skriver man også under på sit eget fald. Det kommer til at handle om otte personer med magt. Nogle er fiktive og andre har eksisteret, siger Minna Johannesson.
Kong Ødipus, Kreon, Cæsar/Brutus, Richard III, Kong Lear, Elisabeth I, Solkongen og Hitler er de personer, man vil møde i forestillingen. I sidste akt foregår det i nutiden, og her møder man alt fra Greta Thunberg over Trump og Nelson Mandela til Putin.
- Siden vi lavede ”Dig og mig ved daggry” har jeg ledt efter en ungdomsroman, som er lige så voksen, lige så avanceret og lige så mørk og voldsom. De unge kunne lide den. Hemmeligheden er, at ungdomsteater ikke må være for barnlig. Nu har vi så fundet bogen. Det er Bent Hallers ”Lazarus”, siger Minna Johannesson.
Der er premiere 4. marts. Og det er en meget aktuel forestilling, for den handler om køn og seksualitet.
- Jeg slugte romanen på en aften. Selv om det er en ungdomsforestilling, så tror jeg også, det kan fungere for voksne.
- Det handler om Alwin og Aurora, og de er helt fucked up. De er tvillinger og de har et forhold, som måske er lidt for tæt. Deres far er apoteker, og han giver dem piller. De bliver så forelskede i den samme person, som de kalder for Lazarus. Der er tre dele: Den første del bliver fortalt af Aurora, den næste af Alwin og den sidste af Lazarus.
- Og nu til det sjoveste. Det er en forestilling, jeg selv skal lave. Den hedder ”Parents Playlist”, siger Minna Johannesson. Det er en teaterkoncert om, hvordan man overlever forældreskabet. Der er ingen tekst. Kun musik.
- Det kedeligste i verden og det bedste i verden er jo at have børn.
Minna Johannesson har startet en playliste, siden hun fik sit første barn. Det er en playliste med alt fra Mariehønen Evigglad over 90’er-musik og rap. Den er vokset til over 200 numre. Nu skal der vælges cirka 25 numre til koncerten.
- I det øjeblik, man får børn, så mister man sig selv. Så det handler meget om at genfinde sig selv. Og hvad sker der, den dag børnene flytter hjemmefra, spørger hun.
Teater Nordkraft laver ikke turné-teater, men præcis denne forestilling kan sendes på turné, hvis det skulle være. Der er dog ikke nogle aftaler på plads. Der er to skuespillere og to musikere på scenen.
Teater Nordkraft laver også forestillingen ”Der var engang”. Det er en forestilling for de 3-6-årige, som har premiere 8. september, men som også sælges til turne i daginstitutioner. De kan købe en forestilling for 4000 kroner og to for 5000 kr.
Teatret fejrer dansk teaters 300-års fødselsdag 17. september – i lighed med masser af andre teatre landet over. Programmet er dog ingenlunde på plads endnu.
I faktaboksen herunder kan du se en oversigt over alle teatrets gæstespil.
Foto: Martin Høyer
Gæstespil
13/8: Aske og prinsessen på den hvide hest
13-20/8: Mutation week
3-7/9: Opdagelse (børn)
9/9: Limbo (dans)
10/9: Beboer (dans)
17/9: Dansk teater i 300 år
2-4/11: 5 kvarter ved 200 grader
9-11/11: Min krop - dit blik (ungdomsforestilling)
23-27/11: Mariehønen evigglad (børn)
1-3/12: At lære at dø
14-18/1: Lille frø (børn)
17-18/2: Girls & Boys
28/2-1/3: Argumenter mod kvinder
8-9/3: Zinkdrengene
17-18/3 Björk (dans)
31/3: Noget om antihelte
24-28/4: Vi de 1% (Aalborg edition)
30/4-3/5: Cirkelines museskole (børn)
31/5-4/6: Ballonrejsen (børn)
Årskort til alle forestillinger: 900 kroner - 500 kroner under 25 år