- Jeg er aldrig sikker på, hvad det ender med. Slutningen, den kommer stille og roligt. Selv om det kan være nervepirrende at vente på.
Vi sidder backstage på Teater Nordkraft i et gravsort lokale, der står i stærk kontrast til den veloplagte, nyklippede mand, som sidder over for mig. Med let til grin. Islandske Kristján Ingimarsson, 53 år, der netop har afsluttet arbejde med premierestykket ”Bloom”.
Et stykke om ”Ordnet kaos; små abstrakte sekvenser af kvindeliv, når det er bedst og værst”. Som ”Bloom” står beskrevet på teatrets hjemmeside.
- Det traditionelle teater er som kunstform teksttungt og kan være meget elitært, mens det fysiske teater, som jeg laver, har mulighed for at komme bredere ud. Det er ikke replikbaseret, fortæller ikke for meget, men tilbyder publikum, at de kan digte med.
Det lå ikke lige for, at Kristján Ingimarsson skulle ende som teatermand. Født på Island i 1968, hvor mor var frisør og far tømrer. Så det der med teater var ikke noget, Ingimarsson havde naturligt med hjemmefra. Men han havde energien – ville have afløb for sin kreativ kraft.
- Optrådte i skolen, satte gang i noget, var med i et band, lavede radio, men det traditionelle teater kendte jeg ikke, og det sagde mig ikke noget. Det blev det eksperimenterede teater og comedy, som trak i mig.
Siden 1992 har han boet i Danmark og gået på tre forskellige teaterskoler. Dramaskolen og The Comedian School i København og endelig School of Stage Art i Vordingborg.
Det var også, mens han gik på den sidste, han fik lidt af et gennembrud med sin soloforestilling ”Mike Attack”, 1998, som ovenikøbet blev Reumert-nomineret.
- Den undervisning jeg modtog på de tre skoler - det var comedy, slap stick, clown og dans – rigtig mange forskellige stilarter, og jeg ragede det til mig, som jeg kunne bruge. Huggede fra alle hylder – for at kunne at lave mit eget og skabe mine egne forestillinger.
Arbejdet med hans nyeste forestilling gik i gang før jul. Forinden havde den islandske instruktør holdt tre forskellige workshops, hvor han prøvede sine ideer af. For at se om de holdt og virkede.
Med udgangspunkt heri har han så arbejdet videre med Teater Nordkrafts ensemble. Ganske intenst her i januar. Med fem skuespillere, nemlig Louise Bonde, Nina Tind, Josephine Reumert Grau, Noora Hannula og Ida Frost.
- Jeg har et tema og nogle billeder og ideer i hovedet, og i løbet af arbejdsprocessen skaber vi så forestillingen. Det er en opdagelsesrejse, og undervejs dukker tråden og fortællingen op.
- Det bliver for kedeligt, hvis du på forhånd har bestemt, hvordan det skal ende. Jeg kan godt lide at lege.
- Stykket må gerne være morsomt og grotesk. Det må gerne underholde, men ikke for enhver pris.
Det traditionelle teater er set med den islandske instruktørs øjne ofte meget historisk bundet – af både tradition og tekst. På den måde kommer endnu en forestilling med Tjekhov og Shakespeare på sæt og vis altid til at dreje sig om genfortolkningens dristighed eller det modsatte.
- Jeg kan godt lide at sætte tingene op mod hinanden. Så du ser en ny sammenhæng i sammenstødet. Ligesom når du ser den surrealistiske maler Salvador Dalis ur hænge dryppende på en gren. Det er genkendeligt, men alligevel noget andet, og det får dig til at tænke selv.
Ingimarssons forestilling har altid udgangspunkt i den samtid, der omgiver ham. Det er fysisk og henvender sig direkte til publikum, som også selv kan risikere blive involveret. Ved for eksempel at blive placeret på scenen.
Og scenografien spiller altid med og kræver fysisk kamp og modspil fra skuespillerne. Her er ikke blot tale om ”stivnet” kulisse eller baggrundstæppe.
- Bloom begyndte egentlig med et billede af nogle abe-teenage piger. Sådan med fuldt knald på – på en gang kejtede og vilde og grænseoverskridende, som piger er i den alder, og så prøvede jeg at se og arbejde med, hvor den ide ville bære hen.
Så på trods af den åbne eksperimenterende og fysiske arbejdsstil ender forestillingen altid med at have en form, en historie og en afrunding. Den dukker op og bliver skabt undervejs.
- Temaet i ”Bloom”? Kvinderne er ved at overtage vort samfund – på en eller anden måde. Men på et eller andet tidspunkt tipper det jo – hvad sker der så? Vil en ny energi blomstre frem?
- Det kan vi kun gisne om. Men der kommer helt sikkert nye boller på suppen.
Forestillingen ”Bloom” spiller på Teater Nordkraft til og med 14. februar. Men senere vil den blive opført på Reykjavik City Theatre, marts 2023, og Hålogaland Teater, Tromsø, efteråret 2023.
- Konceptet er åbent og fleksibelt. Jeg tager to-tre skuespillere med herfra, men ellers folder vi forestillingen ud på en ny måde, når vi genopfører den. I Reykjavik på en større scene med et større publikum, og på den måde kan den komme ud i verden.
- Rejse og blive spillet – f.eks. i både Italien og Tyskland. Fordi den ikke er tekstbaseret. Men kan spilles med nye skuespiller i en ny iscenesættelse. Processen bliver aldrig færdig…
Foto: Lars Mørch