Lyserød fornøjelse

Lyden af Nibe - Scarlet Pleasure

18 numre fyret af på en time. En sand lyserød fornøjelse fra et veloplagt band med den evigt dansende og hoppende sanger Emil Goll i front. Ren Duracell!

Gruppen blev hilst med et forventningsfuldt velkomstbrøl, da de lagde ud med ”Better”, skingre indledende guitartoner og betontung bas, mens folk strømmede ind i teltet.

Nu skulle der dæleme gang i fredagsfesten.

Der blev trykket til den, også med et heftigt guitarbattle, hvor også forsanger Emil gik med og flåede og rev i strengene i ”Flying”. Sådan som gruppen lagde ud, gav de numrene et energisk dansebart rockpræg, fint afvekslende med den smukke ballade ”Bubbles”.

Der var selvfølgelig også gjort plads til hittet ”Déja Vu”, mens fængende ”Whiplash” bød på tør knækkende, abrupt danserytme a la latinopop. God energi og lyst til at få tag i publikum prægede bandets dagsorden.

Bedst var gruppen, når de gik til stålet i storladen Queen-stil som i ”Reflection”, men der var også mange og mange ganske for korte numre – eksempelvis den smukt sungne, men også uforløste ”Anyway”.

Sætliste var bygget sært akavet op. Den rockende pophøne lagde jo ud med fuld fart på, men tempo og puls forsvandt efter den første håndfuld numre, og Scarlet havde simpelthen svært ved at få pulsen op igen og komme i svedig nærkontakt med publikum.

Mistede lidt pusten.

Selv om trommerne sad som et smæld i øregangen, og guitaren skreg fortabt om uendelig hjertekval, så manglede der bid og kontakt. Men der blev vundet terræn hen mod slutningen i numre som ”Strip” og ”24/7”.

Og så kom det nyeste storhit ”What a Life”, skrevet til Vinterbergs Oscar-belønnede film ”Druk” og en lige så sikker publikumsfavorit, som filmen. Hele teltet var oppe at køre i eksplosionsagtig sang og hænderviften i det forløsende ekstranummer.

Koncert med miks af ballader, rock og pop, men det blev aldrig det medlevende, overbevisende festfyrværkeri, som der var lagt op til.

Lyden af Nibe, Scarlet Pleasure, fredag aften.

Foto: Lone Brunø-Sørensen