Verdensmusikalsk gårdtur

Koncert - Sunbörn & Kalaha

Aalborgs gamle fattiggård Huset, nu spillested og aktivitetshus, har ofte dannet ramme om ganske eksperimenterende musikalske navne. Vækstlagsnavne, kunstnere og musikere på vej op spiller i gården, hvor vi – publikum – kan komme tæt på og opleve magien, når musikerne på scenen og vi lyttere går i tæt symbiose.

Denne fredag aften bød ikke på direkte ukendte navne. Og så alligevel. For afrobeat-gruppen The KutiMangoes har nu skiftet navn til Sunbörn, altså solbørn, for at markere en mere åben og eksperimenterende stil.

Det var straks at høre fra deres åbningsnummer ”Dancing in the Dusk” med to tværfløjter, vævende og svævende, inden trommer og percussion polyrytmiske sætter ind, og snart sætter trækbasun og saxofon ind med brudte kor, og hele tiden swinger det let dansende.

The KutiMangoes blev dannet for små 10 år siden af Gustav Rasmussen, trækbasun, guitar og dobro og Michael Blicher,sax, tværfløjte, og det oprindelige udgangspunkt var at forene og trække på afrobeatmusikkens fader Fela Kuti og jazzens kontrabasvildbasse Charles Mingus. Forene funky rytme med mulighed for improvisation.

Det er tæt og kompleks musik, og rent teknisk spiller ”solbørnene” på så tårnhøjt et professionelt niveau, at du næsten ikke tror dine egne øren. Men de får det hele tiden til at lyde legende let.

Blæserne sætter ind knivskarpt og unisont præcist på sekundet, når korene skal falde som hugget med machete.

Bandet tæller foruden de to grundlæggere, Aske Drasbæk, sax, tværfløjte, Johannes Buhl Andersen, keyboards, rhodes, Casper Mikkelsen, trommer, Magnus Johansen, percussion.

Og de havde ikke svært at få tilhørerne sat i gang med dansetrinene på gårdens stakkels støvede og tyndslidte græsplæne. Det kan lyde som elefanter beruset af for meget gæret mangojuice, når blæsergruppen på tre, tenor- og barytonsax og trækbasen, sætter i med dybe hornhyl i nummeret ”Mankind”

Det er groove baseret, og bagved ligger rytmegruppen – trommer, percussion og keyboard – hele tiden organisk og nuanceret og skaber den bund, som solisterne kan lege og brillere på.

Det blev på mange måde en fin introduktion til gruppens nye sound, men hvor kunne du savne, at der havde været en konferencier til at præsentere os kort for gruppen, dens baggrund og historie.

Ligesom det ikke ville have skadet, hvis der var blevet sat bænke og stole op i gården, så vi ikke skal trække ud i siderne og sidde her lidt væk fra det musikalske kogepunkt lige foran scenen.

Men den rådede ”Sunbörn” så selv bod på ved i deres sidste nummer at hoppe ned fra scenen og spille rent akustisk, tre blæsere i kor sammen, raslebøsse og trommis Caspes Mikkelsen på susende whiskers.

Groovebaseret dansemusik, hvor du ind i mellem kunne savne en solist eller en sanger, der virkelig skar igennem. Men tænk på hvordan sådan en gruppe kunne overraske og få et dansk diskotek til at eksplodere i dansefryd!

Efter en halv times pause var det så tid for gruppen Kalaha, der opkaldt efter det gamle nordafrikanske brætspil blander jazz, verdensmusik og elektronisk musik.

Gruppen tæller Niclas Knudsen, guitar, Emil de Waal, trommer, Jens ”Rumpistol” Christiansen, elektronika, Anders Stig Møller, bas og endelige den kurdisk-danske sangerinde Hilal Kaya.

Det oprindelige eksperimenterende og stærkt improviserende udgangspunkt var i begyndelsen af gruppens sæt forladt til fordel for en præsentation af numrene med sangerinde Kaya, der har fået en mere fremtrædende frontfigurrolle i gruppen.

Så i de første fire fem numre gik der rigtig meget Istanbul-punk i den. Som i åbningsnummeret ”Özgürüm Ben”– det betyder ”jeg er fri”. Med den sørgmodige og vilde oboklang vrælende forrest i lydbilledet, mens Hilal fraserer heftigt i en sang, der som jeg forstår det – mit tyrkiske er meget rudimentært – handler om kvindeundertrykkelse, og hvordan alle kvinder kæmper for at slippe fri af undertrykkende konventioner og traditionelle forventninger.

Hun synger stærkt og klart, højdramatisk med vrede, ømhed og kærlighed, og pludselig føler du dig hensat til Istanbul og den klagende vemodige og ukueligt livskraftige tyrkiske musik.

Der blev også plads til numre som ”Laga Luga” (tom snak) og ”Ince Ince”, men drengene fik også lov til at lege frit i rene instrumentale numre, hvor Knudsen fik sin elektriske guitar til nærmest at tale. Som den mand kan spille og gå fra en messende hypnotisk trancelyd til rå rock a la Zeppelin.

Ligesom trommeslager de Wall er et rytmisk kraftværk, der hamrer derud ad og driver bandet frem.

Og så fik vi da også lige hippievildmanden og guitaristen Uffe Lorenzens sang ”Dans det op”, skrevet til Kalaha, og med det uimodståelige refræn – ”hvis trippet ikke er godt, så dans det op”.

Kalaha er ikke fastholdere eller traditionalister, når de blander elektroniske beats og rytmer med det håndspillede, og hvor især trommeslager de Wall og Knudsen bygger bro og får det til at hænge tæt sammen med energiske soloer

Kom igen, Kalaha. Vi nupper et brætspil til.

Foto: Arkiv, Lars Mørch og privatfoto