Tryllebundet

Koncert - Eivør med band

Der er noget overvældende, uimodståelig urkraft over den færøske sangerinde Eivør. Hun er helt sin egen, skifter mellem at synge på engelsk og færøsk, og musisk blander hun ubesværet tung majestætisk rock med færøsk shamansang.

En propfyldt, stående intimsal, med ganske mange færinger, blev nærmest blæst bagover i åbningsnummeret ”Mánasegl”. Tung rock. Droneagtigt kværnende. Og foran bandet med keyboards og trommer Eivør, 38 år, selv klædt a la den tyske punkdronning Nina Hagen.

Sort ærmeløs lædervest, tunge støvler med sølvskinnende spænder, sort silkelignende kjole over skindbukser, bevæbnet med elguitar og det blonde hår udslået. En færøsk valkyrie.

Bandet bag hende hele tiden opmærksomt følgende og støttende talte Mikkel Blak, basguitar, kor, synthesizer, Per I. Højgaard Petersen, trommer og Mattias Kapnas, keyboards og piano.

De første par numre kunne virke dramatisk oppustede, voldsom punket, på kanten af at gå i dødsmetal. Det var, så du kunne mærke brystbenet blive trykket ind, men ganske hurtigt fandt Eivør og bandet og ikke mindst publikum hinanden i fælles fryd.

Eivørs stemme har styrke som et jordskælv, styrke 9,5 på Richter skalaen, og samtidig kan hun synge mildt og kærligt som en lillepigemund, der blæser frø af en satans mælkebøtte.

Hendes register er stort, og det er, som om hun trækker urkraft fra klodens inderste, når hun for alvor slippet stemmepragten løs. Denne anmelders betænkeligheder blev ganske kastet overbord, da alt lyset i salen blev slukket for at støtte den internationale ”Earth Day” i nummeret ” Livstrædir”. Med en sagte klaverintro, efterhånden understøttet af keyboard, og så stemmen på en gang kraftfuld pompøs, punket og vild.

Herfra var det som om koncerten skiftede farve og tone, det tunge, tunge droneagtige, kværnende måtte vige for liv og nærvær. - Tusinde tak, lød det igen og igen fra Eivør, der tydeligvis nød at være tilbage på scenen efter to års coronanedlukning.

Her var flere bjergtagende øjeblikke, som i nummeret ”True Love”, hvor Eivør tog en enkelt tone, udforskede og drejede den i nuancer, løftede den helt op og rundt og efterlod os rundtossede, svimle og betagede.

Her blev plads til kærligsangen ”Truth” med linjen ”we are strangers in this word together/you are my only shelter”.

Eivør, hendes band og musikken er ikke sådan lige at proppe ned i en genrebås i dens vekslen mellem tung, majestætisk rock og ganske jordnær færøsk folketone.

I sin skiften mellem tungt malende lydflader og nærværende poesi. Nina Hagen møder færøske kvad, og det hele går op i en højere helhed på grund af en sangerinde, som hedder Eivør Pálsdóttir.

Hun er en ener.

Der sker simpelthen noget ganske specielt og nærmest guddommeligt uforklarligt, når hun synger på modersmålet. Sådan som vi oplevede det i koncertens to afsluttende numre, med Eivør alene på scenen med sin håndtromme, i ”Gullspunnin” og ”Trøllabundin”.

Med fodtrampen, rytmiske, henførte mundlyde, oh, ih, hu, oh, ih, uh - ren urmusik.

Ekstase er et svagt ord, når vokalens glødende lava lægger sig ud over os. Og hun samtidig tager en tone, så højt op, at den prikker i bunden på Vorherres egen himmelseng.

Det er til at forstå, at Eivør, ganske tilfreds og munter, smed pauken, hun havde brugt på trommen i et elegant loop bag over skulderen efter de to numre. Vi måtte have ekstranumre, og et begejstret, overvældet og klappende publikum fik det.

En koncertaften, du ikke sådan lige glemmer.

Foto: Lars Mørch

Eivør med band.

Musikkens Hus, Intimsalen, lørdag aften.