5 B'er - og et H

Koncert - Beethoven, Brahms, Barber og Bridge                                         

Musikken var af Beethoven, Brahms, Barber og Bridge og den blev spillet af Brantelid - og Hadland. Det skete i Intimsalen i Musikkens Hus lørdag eftermiddag og det var en af de sjældne værker på topniveau.

Den danske cellist Andreas Brantelid og den norske pianist Christian Ihle Hadland hører til eliten af fremragende, unge musikere. 35-årige Brantelid vakte straks opmærksomhed da han debuterede som 14-årig, det samme gjorde 40-årige Hadland ved sin debut som 15-årig.

Siden har de lagt store dele af den internationale musikverden for deres fødder hver for sig - og sammen som det skete lørdag.

De er jævnbyrdige, de klæder hinanden godt og derfor virker det rigtigt, at de kaster sig over værker, hvor deres instrumenter også er det.  Brahms-sonaten er ikke "for cello med klaverledsagelse" eller sådan noget. Den er for klaver og cello, ligesom Barbers sonate er for cello og klaver - rækkefølgen er ligegyldig.

Brantelids smukke tone er nærværende uden at være påtrængende og fyldig og balanceret i alle registre. Hans virtuositet er indiskutabel og hele hans fremtræden professionel og sympatisk. Det kunstneriske udtryk er overbevisende og ærligt, han spiller uforfærdet og naturligt, som om han aldrig har gjort andet, og det har han nok heller ikke.

Bliv ved med det, Brantelid.

Hadland har samme kvaliteter på samme høje niveau, men i tillæg hertil en enestående forståelse af sin rolle som pianist. Klaveret kan let komme til fylde for meget, også hvis det er tiltrængt en mere ledsagende rolle.

Men Hadland har en evne til at balancere sin rolle, som ikke altid opleves hos pianister, men som er selve kernen i kammermusik. Også han er en prægtig musiker.

Koncerten indledtes med nogle Beethoven-variationer over et Mozart-hit, hentet fra hylden med overflødig musik. Men ellers bragte programmet tre mesterværker, hvoraf Brahms' første sonate er den mest kendte og efter min mening hører til noget af det smukkeste og mest velskrevne af Hamburg-komponisten.

En lille kuriositet er, at Brantelid spiller på den cello fra 1707, som Brahms-sonaten blev spillet på ved uropførelsen i 1765.

Amerikanske Samuel Barber (1910-1981) og engelske Frank Bridge (1879-1941) er ikke særligt kendte i Danmark og det er synd for publikum. Barbers musik er senromantisk med et moderne twist, yderst lytteværdig og tilgængelig - således også hans cello/klaversonate.

Hans gribende "Adagio" for strygere er blevet et klassisk hit, som de fleste nok har hørt uden at kende ophavsmanden. Bridge var mest kendt som musiker i sin samtid, men eftertiden har givet ham en fortjent plads i musikhistorien.

Cellosonaten er et af hans mere kendte værker, stærkt inspireret af Første Verdenskrig. Den er elegisk uden at være tung.

Altså meget forskellig musik med to meget jævnbyrdige, men dog forskellige musikere. Omkring 200 publikummer fik denne 5-stjerners oplevelse.

Koncert, arrangeret af "Kammerklubben", lørdag eftermiddag, 25. marts.