Skip to main content
Orgelkoncert

Livtag med Hindemith

Orgelkoncert - Thomas Obeth                                                       

I 1979 satte den engelske organist Michael Austin sig på orgelbænken ved Markuskirken i Aalborg. Der blev han siddende i 31 år, når han da ikke rejste rundt i Europa som solist.

I Markus-perioden opbyggede Austin en koncertvirksomhed, der imponerede både ved sin høje kvalitet og sit store omfang - op mod 30 koncerter årligt.

Centrum for koncerterne var, ud over Austin og andre internationale stjerner i branchen, kirkens nye, usædvanligt store hovedorgel fra 1971. Det afløste kirkens udtjente orgel, der er fra 1933, hvor kirken blev indviet.

Markuskirken ved Østre Anlæg (tidligere med kælenavnet "arbejdernes domkirke"), er der stadig, det fine orgel også, og selvom koncertaktiviteten desværre ikke er så heftig som tidligere, bydes der på interessante oplevelser ind imellem.

Således torsdag aften, hvor man kunne høre "Hindemiths "samlede orgelværker" med den kun 23-årige danske organist Thomas Obeth.

"Samlede orgelværker" kunne lyde skræmmende, og havde det drejet sig om gamle Bach, kunne man snildt have fylde hele døgn og uger med hans orgelmusik.

Når det drejer sig om den tyske komponist Paul Hindemith (1895-1963), kunne man nøjes med en time.

Hindemith hører ikke til de mest kendte, men han var én af sidste århundredes mest flittige komponister med over 400 værker for stort set alle instrumenter.

Han var såkaldt ny-klassicist, og hans tonesprog kan godt skræmme lidt ved sin strenge logik. Den er ikke let at komme ind på livet af. Sine steder virker musikken fortænkt, uskøn og identitetsløs.

Netop derfor er det en bedrift, at en ung musiker drager rundt og spiller den.

Thomas Obeth er stadig under uddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium, og kun undtagelsesvis uddeler denne anmelder stjerner til musikere under uddannelse.

Men når man tidligt i sin karriere stiller op med et program som torsdagens, er der tegn på et engagement og en stædighed, der bør noteres.

Hvis ikke de fulgtes op af musikalitet og stor indlevelse ville det ikke være interessant, men Thomas Obeth er en god musiker, hvis koncert peger frem mod noget bedre og større.

Obeth excellerer også i en moderne idræt for klassiske musikere, nemlig at sætte ord på musikken. Den slags kan være overflødig og irriterende, men netop med Hindemith var det på sin plads og der kom fine fakta frem, selvom Obeth sine steder var en smule indforstået.

Sådan kan det gå, når nørder tager livtag med tunge emner.

Program

  • Paul Hindemith:
  • Sonater for orgel nr. 1-3
  • Zwei Stücke für Orgel
  • Medvirkende: Thomas Obeth, orgel
Arkiv