Skip to main content
Koncert

Fransk ungdomselite i Aalborg

29.august får Aalborg besøg af ét af de mest anerkendte og respekterede europæiske ungdomssymfoniorkestre, Orchestre Français des Jeunes.

Orkestret er ét af mange i den vestlige verden, hvor unge musikstuderende får mulighed for at prøve kræfter med det, de uddanner sig til:

At spille i et symfoniorkester, der som hovedregel består af ca. 110 musikere.

Et musikkonservatorium har sjældent kapacitet til at have sit eget orkester - derfor er ungdomsorkestrene meget værdifulde.

Når det drejer sig om Orchestre Français des Jeunes, så er man på absolut topniveau.

Orkestret har eksisteret i 40 år og har benhårde optagelseskriterier, ligesom det kandidatpotentiale, der findes over hele Frankrig, er enormt. At komme ind på en plads i orkestret er som at finde en nål i en høstak.

På dirigentpodiet møder de unge musikere noget nær verdenseliten, så også dét punkt bidrager til en usædvanlig og meget indbringende oplevelse for de kommende orkestermusikere.

Programmet i Musikkens Hus byder på finsk og dansk musik. Det drejer sig om musik af Jean Sibelius og - ikke Carl Nielsen.

Men Rued Langgaard, én af Nielsens samtidige, miskendt i sin tid, men siden anerkendt som en af de mest betydelige og originale danske komponister. Det er et prisværdigt valg som sandsynligvis skyldes aftenens dirigent, danske Michael Schønwandt.

Schønwandt har for længst dirigeret sig ind i verdenseliten og har dirigeret de bedste orkestre verden over. Han har siden 2015 været chef for symfoniorkestret i Montpellier, men blev også tilknyttet ungdomsorkestret i 2021. Endvidere er han særdeles godt kendt med Aalborg Symfoniorkester, hvor han er 1. gæstedirigent og nyligt udnævnt til æresdirigent.

Info

  • Koncert, Musikkens Hus 29. august, kl. 19.30
  • Program: Jean Sibelius: Finlandia
  • Rued Langgaard: Helsingeborg. Symfoni nr. 12
  • Rued Langgaard: Sfinx
  • Jean Sibelius: Symfoni nr. 2
  • Medvirkende: Orchestre Français des Jeunes
  • Michael Schønwandt, dirigent
  • www.musikkenshus.dk
Arkiv