Kvindepolitisk country

Lørdag var temperaturen faldet på Tønder med småblæsende, skyet solskinsvejr. Folk kunne ånde igen og sad ikke bare i skyggen udenfor telt, campingvogn eller camplet og forsøgte at tvinge den klistrede kropstemperatur ned med køligt drikkevand eller lunken dåseøl.

Og formiddagen lagde godt ud med sangskriver Ida Gard i et propfyldt jamtelt, backet af keyboard, trommer og bas, stod hun der i sin blomstergule kjole og gav en timelang koncert med fine prøver på hendes melodiske univers.

Hun synger både på engelsk og dansk, og skønt de engelsk tekster er både velskrevne og velspillede, får hun først for alvor fat i publikum, da hun slår over i det danske.

Som i perlen ”Lad os prøve igen” – ”er man vanskabt hvis man bedømmer ubevidst” – ”kan man ændre, hvad man tænker, kan man ændre, hvem man er, kan man ændre, hvad man gør”

Nærværet og kontakten blev intensiveret, selv om Gards engelsksprogede slyngvenindesang om at gøre oprør mod hende, der da de var små, fik Ida til at skubbe hende, selv om Ida hellere selv ville gynge, udløste veloplagt publikumskor på la-la-omkvædet.

Gards poetisk-skarpe danske sangtekster byder på mere i numre som ”Vestre Kirkegård”.  Samt ikke mindst i den up-tempo spillede ”To drenge” med sin socialrealistiske skildring af, hvor forskelligt det kan gå én i livet, skønt man kommer fra den samme familie. ”Da den ene fik sin 20-ende million, fik den anden endelig sin førtidspension”.  

Der er nyt dansksproget album på vej fra den 36-årige Gard, og det bør man ikke tøve med at få i ørerne.

Nogle gange går det helt galt for en, når man har spændt forventningerne for højt. Hvorfor valgte jeg ikke at høre noget andet, griber man sig selv i at tænke. Sådan blev det med den 43-årige amerikanske bluesmand Cedric Burnside, der havde trommeslageren Reed Watson med på Open Air-scenen om eftermiddagen.

Men han indledte selv først med fire-fem numre solo på akustisk guitar. Ingen tvivl om at manden kan spille og holde tempoet tæt og hypnotisk, sådan som Delta-blues skal spilles, men tonen var metallisk stålknitrende. Unuanceret, som at træde på et rustent barberblad, og det blev ikke bedre, da Burnside skiftede til el-guitar og fik trommerne med.

Så blev det bare overgearet og udvendigt.

Nå, så må man videre. Irske Irish Mythen kan synge ballader og fortælle historie, så dit hjerte smelter. Hun var også med på Tønder i 2019, men køen foran Visemøllen strakte sig allerede kilometerlangt, så igen – en forgæves travetur.

Men så  endelig – denne dags store oplevelse blev den canadiske countrysangerinde Tami Neilson, på Open Air-scenen, ved solnedgangstid.

Hun blæste os fuldstændig omkuld med sine kvindepolitiske countrysange, der tog fat om ligestilling, kvindeundertrykkelse og bevidste, at country bestemt også kan handle om at andet end ”stand by your man”.

Backet af fornemt trommespil og ikke mindst en forrygende guitarist, der kunne afhøvle gulve med sin soloer på Fender-guitaren, indtog hun scenen i majestætisk stil med krone, og jeg skal komme efter dig.

Mens hun selv indimellem på hvid, akustisk Gretch guitar akkompagnerede eller satte tempoet.

Hun har stemmestyrke som et jordskælv, og registeret er både stort og nuanceret rigt som hos en skolet operasangerinde, og så kan hun fortælle historier om, hvordan det er at vokse op i familiecountrygruppe.

Om hvor fortvivlende det hele kan være. For så at afbryde sig selv med et overstadigt latterbrøl, der kunne få Djævlen selv til at krybe i et musehul. Herlige enkle, nede på jorden tekster om hele tiden at blive samfunds- og mandedefineret som kvinde – altså at blive proppet i bås som enten mor, datter eller hustru.

Hvorfor skal kønnet bestemme? Hvorfor kan jeg ikke bare være mig? Og så fik vi ”Care Less Women”.

Nielsson fortalte også, at hun var slægtsforsk-interesseret og havde fundet ud af, at hun var 10 procent dansk.

- Men efter at have spist wienerbrød backstage er jeg nu 15 procent dansk. Og det sidder lige her, siger hun, pegende på maven.

Igen en overstadigt djævelsk latter.

Vi fik numre som ”Mamas Talking”, og hele tiden var vi forrygende underholdt, af en kvinde, der tekstmæssigt ikke var bange for at tage fat i musikbranchens udnyttelse af kvinder, om at kæmpe for at få sin del af kagen, om kærlighed, om at miste sin elskede far.

Country er for mange herhjemme en ukendt, lettere foragtelig genre, men i Tami Neilsons udgave kan den noget særligt. Både være hjerteskærende banal, men også gribende ærlig med kvindepolitisk og samfundskritisk fokus.

Som i hendes tordenrøstklingende udgave af James Brown klassikeren ”It’s A Mans World”, der lige blev rettet til med nogle korrektioner –”but it’s nothing worth without a woman or a girl”.

Tjek hende ud og numre som ”You Were Mine”, ”Call Your Mama”, ”Baby, You’re A Gun” og ”Quieenie, Queenie”.’

- Holy Moses, det var godt, som et af numrene også hed. En seks stjernet oplevelse!