Tomrummet og Povl

Tønder Festival - Povl Dissing hyldestkoncert

Hvor skal man ende og begynde? Stribevis at vore kendte kunstnere, navne som Allan Olsen, Kjartan Arngrim fra Folkeklubben, Niels Hausgaard, Bisse og mange flere både hyldede, fortalte og ikke mindst spillede for at ære Dissing på Tønder Festivalens åbningsdag. Fylde tomrummet efter ham ud.

Og hov. Straks efter af grønlandsk Nive Nielsen havde åbnet koncerten med multiinstrumentalis Gustaf Ljunggren i spidsen for et backingband, som også talte selveste Bob Dylans bassist Tony Garnier …

Hvem stod så der på scenen? Ganske uannonceret!

Dissings gamle spillekammerat Benny Holst. Han mente nok at vide, hvad Dissing ville have sagt, hvis han nu selve havde været til stede ved hans side.

Og straks får han det tætstuvede telt til at grine befriende hjerteligt, da han med himmelvendte øjne og i perfekt stemmeparodi på Dissing, udbryder:

- Nej, se Benny. Det er vores målgruppe.

Fulgt op af en inderlig tolkning af en af Dissings gamle sange – du ved – ”tak for gode som for onde år, sølvstænk i det gyldne hår". Så gik det slag og slag i et intenst show. Godt styret af kapelmester Ljunggren. Med indslag af tre - til fem minutters varighed.

Sønnerne Jonas og Rasmus Dissing sang farmands grønlandske blues, jazzens Caroline Hendersson tolkede ”Snehvidekys”, Allan Olsen sang, som den eneste en af sine egne sange ”En mistænkt for meget”. En sang Dissing engang havde rost som god. Så derfor.

Og så kom endnu et højdepunkt. Rasmus Dissing har jo en stor, stærk soulstemme, og den fik for fuld skrue i en stadigt hurtigere spillet ”25 minutter endnu”. Sangen om manden, der skal hænges og forgæves prøver at undslippe løkken om halsen.

Den meditative jazzs superguitarist Jakob Bro havde 10 års bryllupsdag og mindedes, hvordan Dissing havde været med til brylluppet, fuld og skæv og i sådant et festhumør, at han glemte teksten til ”Svantes lykkelige dag”. Den med om lidt er kaffen klar.

Fri improvisation over ”Lille sang til Nina” og Armstrongs ”What A Wonderful World” – og Bros  ekvilibristisk guitarspil gled smidigt over i rock for fuld skrue, da Bisse indtog scenen og hamrede ”Nøgne Øjne” op under teltdugen.

Folkeklubbens Kjartan Arngrim havde fået lektier for – en dansk nyfortolkning af Dylans ”To Ramona”. En sang, som Benny Holst havde brugt 40 år på at få skrevet fire dansk verslinjer til. Hvilket han stolt fortalte efter at være blevet ringet op af Kjartan.

- Hvad gør man så? Som søn af to ældre psykiaterforældre bad jeg dem finde noget i den nederste skuffe – amfetamin og andre medikamenter, og dagen efter kl. 16 havde Benny en helt ny dansk tekst i sin in-boks.

Hvorefter Holst og Kjartan kastede sig ud i rablende og uforudsigelig tolkning af Dylans Ramona-sang. 

Rasmus Dissing vendte tilbage til scenen med den alvorlige klimakrisesang ”Hymne til Natten”, skrevet af Benny Andersen, længe før vor klode fik febertemperaturer og tørkeproblemer. Bisse gave den kul igen med ”Den grimmeste mand i byen” – ham der "kører rundt i Jaguar, bruger 100 krone-sedler, når jeg tænder min cigar".

Og endelig rundede Niels Hausgaard af med en lille erindringssang, om dengang han og Povl rejste sammen og ofte delte en aften sammen på landets mindre spillesteder. Og så fik vi den sjældent spillede ”Farvel”, skrevet af Dissings mangeårige tekstmakker Laus Bengtsson. Om et par, som går fra hinanden, deres kærlighedsforhold er brændt ud og alligevel vil de aldrig glemme hinanden – ”farvel min ven, på gensyn igen – en gang måske”.

Sådan blev der sat et stort, godt punktum for små to timers uforglemmelig musik, hvor vi både ”havde grædt og grint og haft det smadderfint” – simpelthen en hyldestfest i Dissings ånd.

Så vi ganske glemte det tomrum, han efterlod. Og det ville han have sat pris på.

Povl Dissing hyldestkoncert, Tønder Festival, torsdag.