Skip to main content
CD - Blues

Festblues med plads til en vemodig tåre

CD - HP Lange - Big Gumbo: ”Everything’s Alrigth”

Det er jo ikke lige det, du normalt forbinder med bluesmusik – at alting er all right. Her ovenikøbet fejlstavet med kun et L.

Og på coverforsiden ser du en mand, afslappet med fødderne oppe på bordet, vin i glasset og hans trofaste hest stående tænksom bagved.

Det er selvfølgelig HP Lange, 63 år, præstesønnen fra Hals, der lagde ud som sanger i kirkekoret, inden han som 16-årig blev indfanget af bluesmusikken og betaget af genrens store stildannende navne.

Lange spiller guitar, banjo, national steel og har aftjent sin værnepligt med gode danske bluesnavne som Troels Jensen, Jørgen Lang og såmænd også kontrabassens Hugo Rasmussen.

Den her skive er med hans store ensemble, Big Gumbo, der spiller sin helt egen, smukt svingende udgave af "the blues" med bl.a. violin og accordion. Lyden er mere elegant svævende end i den traditionelle countryblues.

Du kan sige, at det er blues med et bevidst strøg af fest og lad os nu glemme hverdagens trængsler og problemer og slå os løs med god musik, noget stærkt og fugtigt i glasset, dans og god traditionel gumbo-føde.

12 numre, heraf halvdelen med tekst og musik af Hans-Peter himself. Det er prunkløst og tæt spillet musik. Lange himself kunne måske ikke gå ind og overtage operastemmen i Puccinis Madame Butterfly, men han synger tilpas drævende autentisk og præcist fraserende. Så også hans egne numre får original autencitet.

Det er en rigtig god skive fra det muntre åbnings- og titelnummer ”Everythings Alrigth” til den afsluttende ”Hometown Blues”.

En standard som ”Baby Please Don’t Go”, et stort gennembrudshit i sin tid i coverversion for Van Morrison i bandet ”Them”, får her nyt liv i en underspillet, men sejt gyngende og vuggende version med Jarno Varsted indover med fornemt mundharmonikaspil.

En stjernestund på skiven.

Men i det hele taget er der sådan gammeldags høstbal og hygge over albummet og ganske mange bluesballader, der lovpriser den eneste ene – numre som ”Love Song”  ”Oh My Girl” og ”She Always Loves Me Back”.

En fin skive, som uden de store armbevægelser fastslår, at HP og hans Gumbo-ensemble hører til i spydspidsen af det danske bluesfelt.

Læn dig tilbage og nyd ensemblets grundlyd, der er sådan et ganske anderledes miks af ikke alene blues, men også folkemusik, zydeco og cajun. Her er dømt fest med plads til en vemodig tåre.

Og det er alt i alt - jo slet ikke så tosset.

HP Lange - Big Gumbo: ”Everything’s Alrigth”

Gateway Music

Musikere

  • HP Lange: Vokal, guitar, banjo.
  • Jens Kristian Dam Pedersen: Trommer, percussion, kor.
  • Dave Stevens: bas, kor
  • Niels Bonefaas: Violin, banjo og kor
  • Jarno Varsted: Mundharmonika, accordion, kor.

. Big Gumbo uden Jarno Varsted.

. Fra venstre nu afdøde Troels Jensen og Hugo Rasmussen med HP Lange.
Arkiv