Skip to main content
Vendsyssel Festival

Petri, Hannibal, Cremona og kormusik

Vendsyssel Festival i denne uge starter med duoen Michala Petri og Lars Hannibal. Sammen har de givet 2000 koncerter overalt i verden. Men de har også haft alle muligheder for at øve sammen, for de var gift i 18 år indtil 2010.

De har to børn sammen, som naturligvis også spiller. I efteråret udgav parret et album, "Blue" med musik og arrangementer af Hannibal. Herpå medvirker også deres to børn. I alt har de udgivet otte album sammen.

Koncerten finder sted i Bjergby Kirke mandag, og det bliver med et program, der byder på Bach og John Dowland - foruden altså musik fra deres nyeste album. Det er parret, der pryder billedet over artiklen.

Og kan man ikke finde til Bjergby mandag, så kan man i stedet finde til Hals Kirke, hvor de optræder tirsdag aften.

Tirsdag kan man også høre duoen Birgitte Schnakenburg (piano) og Toke Lund Christiansen (fløjte). De spiller i Frederikshavns Kirke, og her kan man høre blandt andet Carl Reinecke, Charles-Marie Widor og Edvard Grieg.

Onsdag 21. juli optræder Akademisk Kor Aarhus på Vrå Højskole. Koret er et amatørkor og består af sangere i alderen 20-35 år.

De giver omkring 15 koncerter årligt, og når de kommer til Vrå vil de blandt andet synge Carl Nielsen-suiten og meget mere. Men især med fokus på danske sommersange.

Fredag er der koncert i Saltum Kirke med Quartetto de Cremona, som er et af de mest spændende kammerensembler på den internationale scene.

Det italienske orkester vil spille et nyskrevet værk, der er skrevet specielt til dem: Nimrod Borenstein "Cieli d'Italia". Desuden kan man høre Ravel og Beethoven.

Søndag 25. juli er der to koncerter. I Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring kan man høre tysk romantisk orgelmusik med Martin Kohlman ved tangenterne.

Og på Det gamle Rådhus i Nørresundby spiller Sonja Lena Schmid (billedet i starten af artiklen) på sin cello. Hun vil blandt andet traktere med en uropførelse af værket "Wolfsgesänge" af den tyske komponist Sarah Nemtsov. 

Og til slut et surt - men retfærdigt - opstød: Hvis man har reserveret koncertbillet, og ikke kan bruge den, så skal man huske at melde forfald.

På grund af coronaen er der begrænsninger på antallet af pladser, men det har vist sig, at de gæster, der har festival-pas, der giver adgang til alle koncerter, dropper koncerterne i en tredjedel af alle tilfælde.

Det betyder et ganske stort spild af pladser til koncerterne. Et spild som ikke kan besættes. Festivalens ledelse opfordrer derfor til, at man husker at melde afbud, hvis man har billet, som man ikke kan bruge. Det kan ske alle hverdage på telefon 7020 2096 - mellem klokken 10 og 14.

Arkiv